Potentiale i udnyttelse af lokal biomasse til tekstil-fremstilling

Nå, men det er da måske egentlig også ved at være på tide at få skrevet lidt mere om hvad jeg sysler med i laboratoriet… de der fremstillede tekstilfibre at cellulose, som jeg skrev om i december, sidste år.

I sommers præsenterede vi vort forskningsprojekt ved Circular Bioeconomy Days Konferencen, med den videnskabelig poster som man kan se herunder. Projektets kække titel, Grønne Hoser, hentyder selvfølgelig til vor plan om at vi i fremtiden skal lave Strømpekompaniets bambus-strømper af dansk grønt græs. -Af den fiber-biomasse, der er tilbage når den værdifulde “grønne” græs-protein er udvundet (…hørte jeg nogen sige “frisk hø i træskoene”…høhø:-)).

Og, i næste uge er det så i den helt anden ende af landet, i selveste Sakskøbing, at vort arbejde med de grønne hoser præsenteres, ved Dansk BioØkonomi Konference. Jeg tripper på talerstolen og holder oplæg kl 13:20, under titlen: Potentiale i udnyttelse af lokal biomasse til tekstil-fremstilling.

Jeg er i det ALLER-fineste selskab! Blandt andet kommer formanden og repræsentanter fra regeringens tværministerielle Nationale BioØkonomiPanel. De lancerede sidste år deres anbefalinger omkring “Proteiner for fremtiden“, og aktuelt arbejder de på anbefalinger vedrørende “Biopolymerer til emballage, tekstiler og produkter med længere levetid“.

(opdatering: anbefalingerne kan findes her: https://mfvm.dk/miljoe/det-nationale-biooekonomipanel/fremtidens-baeredygtige-byggeklodser/anbefalinger-fra-det-nationale-biooekonomipanel/)

Det er voldsomt spændende!

Formanden Asbjørn Børsting fortæller om dette igangværende arbejde kl 11:05, med oplægget Det Nationale Bioøkonomipanel—fokus på biomaterialer som nyt dansk forretningsområde.

Konferencens program er generelt utroligt spændende;

Eftermiddagen byder på hele 4 parallel-spor; 1. Biomaterialer, 2. Innovative produkter og koncepter, 3. Blå bioøkonomi og 4. Fra ide til hyldemeter – bæredygtige fødevarer

Jeg kan kun på det kraftigste opfordre til at benytter anledningen til en tur til smukke Lolland-Falster, for at blive klogere på, og støtte op omkring alle de spændende, danske og top-aktuelle bioøkonomiske aktiviteter, der finder sted.

Kom frisk!

Leave a Comment