Decision fatigue avoidance – work uniform

De store beslutningstagere gør det. Obama, Mark Zuckerburg, Steve Jobs… -går i det samme tøj (stort set) hver dag. De gør det for at undgå Decision fatique, så beslutnings-energien kan bruges andre steder end foran klædeskabet om morgenen…

President Obama only wears gray or blue suits. In a 2012 Vanity Fair interview he said, “I’m trying to pare down decisions. I don’t want to make decisions about what I’m eating or wearing. Because I have too many other decisions to make.” Similarly, Mark Zuckerburg famously wears grey T-shirts, claiming, “I really want to clear my life to make it so that I have to make as few decisions as possible about anything except how to best serve this community.” Steve Jobs was known for his signature black turtleneck and jeans and Einstein was famous for having several versions of one gray suit in his closet (link)

Man kan indvende at det er let for mænd at vælge at går i det samme outfit hver dag… mænds “standard-påklædning” er ofte mere uniforms-agtigt, end kvinder kan komme afsted med… Men, der er også seje kvinder, der gør dem kunsten efter, fx Mathilda Kahl: 

For the past three years, art director Matilda Kahl has been wearing the same outfit to work every single day.

“I just wanted to save some time and energy,” she told Business Insider.

Kahl was tired of running late in the morning, reevaluating her outfits, and stressing about whether her clothes were appropriate for different events or meetings at her creative advertising agency.

(link)

Jeg gør det også:-) Går i det samme outfit (stort set) hver dag. Ikke fordi jeg har lige så store vigtige beslutninger at træffe, som fx Obama;-) -Men, derfor vil jeg alligevel gerne prioritere min beslutnings-energi bedst muligt. Samtidig med at jeg kan signalere min afstandtagen fra den over-ophedede fast-fashion produktions- og forbrugsmani.

Jeg har brugt en hel del energi på at finde frem til min unikke uniform, så den passer bedst muligt til mine værdier og til min hverdag. Sådan ser min beklædning (ofte) ud

 

Øverst går jeg stort set altid, sommer som vinter, med merino uld bluser. Jeg startede med New Zealandske Icebreaker bluser (i forbindelse med vores 3 måneders rundrejse deromme, i starten af 2014). Jeg finder deres (daværende) Bahcode koncept ret forfriskende
-og er ret begejstret for deres “no stink” produkter og (lettere platte) kommunikation:-)
-efterhånden ynder at købe dem ved danske Dilling; deres salg er web-baseret, så man slipper for at gå i butikker. (webbaseret:-) love it:-) Deres tøj er ‘slow-fashion’, økologisk og svanemærket (2 sidstnævnte er jeg ellers ikke specielt fortaler for, men i dette tilfælde skader det ikke), og tekstilfarveriet ligger sku i Danmark! -Det er virkelig beundringsværdigt og forbilledligt at virksomheden har prioriteret at bevare deres industrielle tekstilfarvning i Danmark, i stedet for at outsource.
Dertil kommer det vigtige aspekt for mig at inder-bluser af merino behøver man ikke vaske lige så hyppigt som bomulds-bluser. Merino behøver heller ikke høj vasketemperatur, og de må ikke tørretumbles. Særdeles miljøvenligt. -og særdeles tidsbesparende. Love it!
Uden over merino bluserne har jeg en løsere bluse/skjorte. De seneste par år har det været en oliven-grøn hør/viskose Levis skjorte, fra deres First Ever Women’s Commuter Range kollektion.
Eller en sort tencel-bluse, også fra Levis.
At have en løs bluse ud over merinobluserne er valgt af flere grunde:
Fin merino uld er ikke særlig slidstærkt, så der kommer der ret hurtigt huller i tøjet. Ved mig især ved bukselinningen, ved ærmekanterne og på albuerne. -men, det betyder jo intet for blusernes funktionalitet, så ved at dække dem til, undgår man at se alt for “hullet” ud… 😉
At blusen er fra Levis er seføli heller ikke helt tilfældigt; Levis har været foregangs-firma i forhold til at få lave systematisk miljøvurdering på deres jeans, og jeg er begejstret for deres “dirty is the new clean”-manifest og deres “Water-less initiative”.
Og på benene har jeg så ofte slow-fashion jeans; seføli helst dem fra mit eget brand (jep!), hvor bukserne er af hamp, fremstilles on demand, efter personlige mål (semi-tailored), og kan leveres med posten. (Desværre er der knas med syerskerne i tiden, så jeg kan aktuelt ikke levere. Men, heldigvis fik jeg mine egne jeans forinden…). -Jeg synes det er mega irriterende at moden og kollektionerne skifter så hurtigt at man ikke kan købe den samme slags tøj igen, når man har slidt det. -Det var en af kongstankerne bag Strunk Jeans konceptet, at man kan anskaffe sig et par nye bukser, tilsvarende de gå gamle slidte, også selvom der er gået et par år eller 3…
-og så har jeg ellers stort set altid et eller andet tørklæde på, valgt lidt efter vejr, vind og humør… 🙂