Bleer

 

Bleer er smadder spændende:-) Engangsbleer er rent teknisk et særdeles interessant produkt. Ofte fremstillet af såkaldt nonwoven tekstil, der kan bestå af ganske forskellige molekyler, som for eksempel de syntetiske polymerer polypropylen, polyetylen eller polyester, men regenererede cellulose-fibre benyttes også. Derudover er selve de vand-absorberende polymerer virkelig et tekniske kapitel for sig selv. Om man vil studere fremstillings-processen lidt mere indgående, kan man da starte på How it’s made – Disposable diabers, hvorfra billederne herunder også stammer.

Ud over de spændende tekniske aspekter ved engangsbleer, så er de svært spændende i forhold til den stadige diskussion om hvorvidt genbrug eller køb-og-smid-væk er mest miljøvenligt.

Generelt er der vel en tilbøjelighed til at tænke at engangs-artikler må være miljøbelastende, og at genbrugs-artikler er det mere miljø-venlige valg. -Men sådan er det jo så ikke altid. Plastposer-diskussionen er jo et glimrende eksempel på at det ikke altid er så simpelt at gennemskue hvad der egentlig er “miljøvenligt”. Jeg skrev faktisk et indlæg om de famøse muleposer for sådan cirka 2 år siden. Luft-tøring af hænder i forhold til at bruge engangs-håndklæder eller vask-bare håndklæder er en anden spændende case. Og engangs-kaffekopper overfor porcelæns-kopper er en tredje spændende case. Og så er der jo selvfølgelig de der famøse karklude; den forhadte lyserøde fiber-klud overfor strikkede øko-bomuldsklude…

Bleer er et glimrende eksempel på at der er miljø-belastning forskellige steder i livsforløbet af produkter. I forhold til den livsfase, der omhandler “produktion”, spiller det en rolle hvordan de benyttede fibre og nonwoven tekstiler fremstilles, lige som valget af polymer-materiale; syntetisk, bio-syntetisk, regenereret, har stof indflydelse. At naturfibre ofte har en højere produktions-miljøbelastning end de fremstillede fibre, og at fremstilling af non-woven stof kræver færre ressourcer end fremstilling af vævet eller strikket stof, er aspekter der tæller positivt i engangs-bleernes miljøregnskab.

Uanset hvad, så er en af de helt afgørende forskelle mellem engangs- og genanvendelige bleer, at engangsbleer ikke skal vaskes. -Det skal stofbleerne seføli. Og vask, især ved højere temperaturer, er ganske ressource-krævende…   Miljøbelastning, i brugsfasen, er ganske betragtelig. Jeg hiver ofte og gerne dataene fra den store europæiske undersøgelser, IMPRO Textiles, frem. Den kan man hente her, eller læse om i nogle af mine tidligere blog-indlæg.

Der er lavet flere LCA undersøgelser på problemstillingen omkring engangs-bleer; en af de nyere er denne;

 

Eller undersøgelsen: An updated life cycle assessment study for disposable and reusable nappies, hvorfra LCA-figuren ovenfor er fra.

Det kræver stor bevidsthed som forbruger af bleer, uanset om de er engangs- eller genanvendelige, at tilstræbe miljøvenlighed; At tørretumble stofbleer er ihvertfald ikke gunstigt for stofbleernes miljøprofil! og, at engansbleer er mere miljøbelastende end stofbleer er ikke nødvendigvis tilfældet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Please follow and like us:

Umorfil® skjorte-stof

Yes!
Efter længere tids ben-arbejdet, inklusiv møde med forretnings-folkene og forskerne bag materialet, ved årets Premiere Vision i Paris, har jeg såmænd modtaget en flok meter af det fineste vævede stof, indeholdende Umorfil®; Viskose, “beklædt” med kollagen-protein fra fiskeskæl.
Ud over at indeholde 20% Umorfil®, består det af 60%hør og 20% Tencel®. LÆKKER kombi:-)
-nu skal der analyseres og undersøges og testes. Og jeg skal have nogen til at sy mig en efterfølger for min trofaste Levis commuter skjorte. Og nogen til at bistå med at få det farvet. -Bleget hvid er ikke rigtig mig…;-) Og, det er da også for spændende en opgave, at undersøge hvordan dette bionic materiale tager imod tekstilfarver, til at lade vær’:-)

Jeg har tidligere kort omtalt dette spændende material her, i forbindelse med omtale af alle de spændende man-made protein-fibre, der popper op, derude. Umorfil® er jo ikke egentlig en protein-fiber. I marketings-jargon hedder det:

UMORFIL® viscose is the first fiber which combines both animal and botanic features”.

Umorfil® er altså en kombination af cellulose og protein, plante biomolekyle og animalske biomolekyler. -Alle klassiske klassifikations-skemaer må dermed kapitulere, i forhold til at få indpasset Umorfil®:-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den måde, hvorpå “beklædningen” af viskose-fibrene, med kollagen-protein, rent teknisk og molekylært finder sted, er omgæret med inspirerende hemmelighed… Alle mulige fede buzz-words benyttes; Biomimetic, supramolecular material, biotechnology, biomimicry, engineering… -Jeg er selvfølgelig godt igang med at finde ud af hvad det EGENTLIG betyder;-) Det er svært spændende, for en nørd som jeg:-)

Specifikationerne for materialet er særdeles imponerende, i forhold til funktionalitet ved hud-kontakt:
Og på behørig vis er der udviklet den fineste consumer-facing grafik, til at kommunikere disse tekniske specifikationer.
What’s not to like:-)
Skjorten, der skal syes, er en remake af Levis commuter skjorte, som jeg har brugt flittigt i et par år, efterhånden, og som har været en trofast del af min workwear uniform; den kan man læse meget mere om her.  http://tekstilbiologi.dk/decision-fatigue-avoidance-work-uniform/
Farvning af stoffet bliver virkelig spændende. Både fordi Umorfil® består af både protein og cellulose, og fordi stoffet består af en ret go’ andel hør. Hør er jo kendt for at tage lidt ringere imod farven, end andre cellulose fibre, da fibrene typisk har en højere grad af krystalinitet.
Det vil tiden alt samme vise!
Hvis nogen har lyst til at samarbejde, og lege med, så meld jer endelig:-)
-Ellers, stay tuned, og følg med fra sidelinjen.
Please follow and like us:

Artikel i “Håndværk og Design” om Uld og bæredygtigheds-aspekter

Se-så-da-lige-her:-) Så fin en artikel:-)

Artiklen kan læses i det seneste nummer af “Håndværk og Design“.

Bladet kan købes her.

 

Please follow and like us:

Animal-Free Wool Challenge

Tjek da lige årets BioDesign Challenge! Jeg kan slet ikke få armene ned:-)

Især er jeg begejstret  over emnet for Årets PETA Prize; den kommer til at gø til bedste bud på “Animal-Free wool”:-)

Tjek appetizer-filmen her:

Det er jo lige dét, jeg har gået og arbejdet så flittigt med, de seneste år. Mit arbejde med at fremstille man-made protein-baseret tekstilfiber:-) På det seneste er det godtnok keratin fra fjer, jeg arbejder med, så lige præcis de fibre er ikke helt animal-free. Til nød kan man vel kalde dem no-ekstra-killing-of-animal. -Men, jeg arbejder jo også med plante-baseret protein, som udgangspunkt for mine fibre. -Og SÅ begynder det virkelig at ligne animal-free wool🙂

Jeg er seføli flux gået igang med at skrue et oplæg sammen, der tager udgangspunkt i netop PETA Challengen; Animal-free wool. Outline er

  • hvad er uld; hvad består uld af og hvordan er det opbygget
  • hvilke egenskaber har uld
  • hvilke innovative “uld-alternativer”, findes der allerede.
  • hvilke strategier kunne man benytte, i arbejdet med at udvikle dyre-frit uld-alternativ

Når oplægget er “i skabet”, vil blive annonceret her på siden, blandt andet. -Men er man allerede nu interesseret, så tag endelig kontakt.

Nøj, det bliver godtnok spændende at følge med i årets BioDesignChallenge!

Please follow and like us:

Er silke bæredygtigt?

Silke er et fantastisk materiale. Et materiale med et luksus image; tænk bare på silke-kjoler eller silke-tørklæder. De funktionelle egenskaber, når silke benyttes til beklædning er svært behagelige; lette, glatte, behagelige i varmt vejr.
-og for mig som bio-materiale-nørd, er det sjovt at det er “ekstruderet”/”dry-spundet” protein-fiber. -Ikke man-made, men silke-larve-made…;-)
Jeg har tidligere skrevet om “flippede” silke-historier; for eksempel om fluorescerende silkefibre, og om produkter af rekombinant fremstillede silke fra for eksempel SpiberBOLT og AmSilk.
Silke har været kendt for at være en af de sikre bæredygtige materialer. -en biologisk animalsk natur-fiber, der ikke stammer fra drøvtyggere. -Og en fiber med forholdsvis få forældlingstrin, fra det biologiske udgangspunkt, til brugbar tekstilfiber.
I den tidligere version af MSI, fra SAC, rangerede silke da også helt i toppen, med en MSI-score på 29,7. -På en skala hvor høj score er bedst, maximum er 50, og hvor miljø-darlingen Lyocell havde MSI-scoren 30,2.
Lidt mere nølende i deres miljø-vurdering er de ved konsulent-organisationen Made-By, der placerer silke i “Unclassified” gruppen.
Forleden havde jeg så anledning til at sætte mig til at arbejde lidt med den nyere version af SACs MSI, der blev lanceret for et års tid siden. Anledningen til ny-lanceringen var at inkludere flere materialer, muliggøre flere valgmuligheder, og i øvrigt “om-møblere” på index’et. Nu går skalaen ikke længere blot til 50, men er i princippet uendelig. -Og jo højere den er, jo mere miljøbelastende er det pågældende materiale.
Slår man så silke op, i “den nye” MSI (Material Sustainability Index), har det en “imponerende” score på 125.
Det er sølle.
Virkelig sølle.
-den ringeste (mest miljøbelastende), i forhold til andre inkluderede tekstiler! Blot 8 andre materialer, af databasens 79 materialer, scorer ringere (undertegnede nørd har hevet de overordnede data ud i et separat regne-ark, for “hurtigt” at kunne vurdere dette), heriblandt de animalske “lædre” og nogle metaller (sølv, platinium og guld).
Hvad er der sker i mellemtiden?
Hvorfor gik silke fra at være en miljø-darling, til at være en miljø-synder…?
Tjaeh, der kom nogle data på banen. Ikke “stærke” data, men trods alt nogle data. MSI refererer til artiklen Life Cycle Analysis of Cumulative Energy Demand on Sericulture in Karnataka, India, fra 2013.
Og i dette studie medtages miljøbelastningen ved dyrkning af larve-foder, nemlig mulberry blade, lige som miljøbelastningen ved opvarmning af vand i forbindelse med vask og degumming.
-Og, medtages disse ret relevante aspekter… Tja, så ser miljøregnskabet lige pludselig særdeles forkølet ud…
Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen. -og igen. En relativt forsimplet score som MSI-scoren er aldrig bedre end det datagrundlag, der ligger til grund for den. Og, da der endnu ikke er overvældende mange valide miljøvurderings-undersøgelser, på tekstile materialer, vil det ganske givet igen kunne opleves at andre af de tekstile materialer i indexet, kommer til at “rykke rundt” i placerings-rækkefølgen.
Svaret på spørgsmålet i blog-indlæg titlen “Er silke bæredygtigt?” må altså være at støtter man sig til SACs MSI, der må betragtes som en slags “gold standard” for miljøvyrdering af tekstile materialer, er silke IKKE bæredygtigt.
Må man så ikke gå med silke mere? JO SKU! Men, man skylder alle os andre, og vor klode, at bruge det vel, og passe godt på det. For eksempel ikke vaske det mere end allerhøjest nødvendigt, og så skånsomt med finvaskemiddel, med rette pH og uden proteaser.
Så, brug dit silke vel, og pas godt på det. -For det har kostet miljøet en hel del at silkeproduktet er blevet fremstillet.
Please follow and like us:

March for science – 2017

Idag, d. 22 april, er det “Jordens dag”, og “March for Science” inviterer til at støtte op om “en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet”.

Videre hedder det: “Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende”.

En af kerneprincipperne bag “March for science” er:

Videnskaben betragter og stiller spørgsmål til verden. Efterhånden som vi finder svar, ændres vores opfattelse og forståelse, hvilket gør os i stand til at forbedre de regler der værner om vores fælles interesser. Politiske beslutningstagere bør benytte sig af videnskabelig evidens og konsensus, ikke af pressionsgrupper, særlige interessegrupper eller personlige overbevisninger.

Jeg kan kun erklære mig enig. Som tekstilbiolog, der beskæftiger mig med “evidensbaseret bæredygtighed” oplever jeg at der desværre er tilbøjelighed til at det er følelser og personlig overbevisning, der danner beslutnings-grundlag, frem for videns- og evidensbaseret information. Det er så ærgeligt.

Så; mød op idag, og gå en tur. Kl 14 på rådhuspladsen i Aarhus

Læs mere på DR og March for science danske webside

Og,

HUSK betydningen af den videnskabelige tilgang til verden!

 

Please follow and like us:

Innovative regenererede tekstilfibre

Jeg har, i et tidligere indlæg, skrevet om innovative anvendelser af metoderne til regenerering af organisk materiale til tekstile fibre. Om Orange Fiber af appelsinskraller, ReNewcell af kasseret tøj, QMilk af fødevare-uegnet mælke-protein, og Soya protein fra tofu-produktion.

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

 

-Men det stopper ikke der. Tvært imod, faktisk. Det PIPLER frem med innovative, kreative, funktionelle og lækre tekstile fibre:-)

 

Et af de mere kreative, er det hollandske Mestic-initiativ, hvor seje Jalila Essaïdi benytter kokasser (ja!) til at udvinde cellulose, såvel som andre kemiske forbindelser, til fremstilling af bioplast og regenererede cellulose fibre. Udviklingsarbejdet, der er foregået i samarbejder med H&M,  har opnået stor berettiget opmærksomhed og anerkendelse ved at vinde den nylige Global Change Award, der afiklers med H&M foundation.

 

ReFibra®, som Rachel Kollerup just har skrevet så fint om, er (endnu) en regenereret cellulosefiber, hvor udgangsmaterialet er kasseret tekstil. Producenten er Østrigske Lenzing, der ud over ReFibra® og Tencel® også producerer Lenzing Viskose® og Lenzing Modal®.

 

Også biomaterialer fra krabber og andet hav-kræ, polysacchariderne chitin og chitinosan, benyttes til fremstilling af tekstile materialer.

CRABYON®, fra japanske Omikenshi, er et eksempel på en sådan fiber, der benyttes til for eksempel baby/børne undertøj, strømper og undertøj.

     

Produktions-processen, hvor polysaccharidet chitin udvindes fra krabbe-skaller, præsentere her af italienske Tec Service

 

 

 

 

 

Please follow and like us:

Refibra – og noget om solventer til opløsning af cellulose

Rachel Kollerup har skrevet så fint et indlæg om ReFibra™ fiberen. -Med fokus på miljøaspekterne ved de forskellige regenererede cellulose-fibre.

TENCEL® har fået en søster og nu er hun klassens darling, no. 1 bæredygtig fiber

Jeg har tidligere skrevet om regenererede tekstilfibre.

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

-hvor jeg præsenterer de særdeles spændende perspektiver der er i at benytte biprodukter, som appelsinskraller fra juice-produktion, kasseret tøj, protein fra mælk der er uegnet til menneskeføde og rest-protein fra tofu-produktion. Siden det oplæg blev skrevet, er der kommet endnu flere spændende bud på tilvejebringelse af udgangsmaterialet, cellulose, på forsvarlig vis (blog-indlæg på beddingen)

Fremstillede cellulose-baserede tekstilfibre

-med uddrag fra Lenzings sustainability rapporter, hvor miljømæssige aspekter ved deres produktion af cellulose-fibre adressers

Innovative cellulosebaserede tekstilfibre af bambus

-hvor nogle alternativer til de ofte “green-washede” bambus-viskose tekstil fibre præsenteres.

Gennemgående, når biologisk materiale skal opløses og regenereres, handler det om at finde velegnede metoder til netop at få opløst materialet, og derefter få det regenereret i en ønsket form, for eksempel i fiber-form. Der finde ganske mange forskellige kemiske metoder til dette, og der foregår særdeles meget forskning og udvikling på området. Afgørende, i forhold til at metoderne er bæredygtige, er at de er måde miljøvenlige, etisk forsvarlige og økonomisk rentable. I forhold til miljø-aspektet, er det særdeles interessant at orienter sig i forhold til mindsettet bag de 12 “green chemistry” principper.

 

Formuleringen af principperne herunder er hentet direkte fra den danske wiki:

  1. Så vidt det er muligt undgå affald. Det er bedre at forebygge affaldsdannelsen end at skulle skille sig af med affaldet.
  2. Der skal opnås høj atomøkonomi dvs. at kemiske produkter i forbindelse med fremstillingen, så vidt muligt skal indgå i det færdige produkt, så der dannes mindre spild.
  3. Ved syntetisk fremstilling af stoffer skal der tilstræbes, at anvende mindre sundhedsskadelige kemiske stoffer.
  4. Virksomhederne skal bestræbe sig på at fremstille sikrere stoffer, der er funktionelle og ufarlige.
  5. Der skal anvendes mindre farlige kemiske stoffer, som katalysatorer og kemiske opløsningsmidler.
  6. Energieffektiviteten skal være så god som mulig. De kemiske processer skal udformes således, at de kræver mindst mulig energiforbrug ved fremstillingen.
  7. Virksomhederne skal så vidt muligt bruge fornybare resurser ved fremstillingen. Råstoffer skal hellere være fornybare end udtømmelige.
  8. Reducere derivatisering dvs. at en forbindelse kan afledes af en anden forbindelse. De synteser der indgår i processen skal udformes således, at man undgår at fremstille beskyttede grupper.
  9. Anvend katalysatorer. Ved brugen af katalysatorere minimeres spildet ved støkiometriske reaktioner og energiforbruget nedsættes.
  10. Virksomhederne skal udvikle stoffer, der er nedbrydelige i naturen. Stofferne må ikke skade vores miljø.
  11. Virksomhederne skal overvåge processerne og sikre, at der ikke sker uheld i forbindelse med processen.
  12. De kemiske processer skal foregå på en måde der forbygger uheld og udslip.

I forbindelse med opløsning af cellulose, med NMO i forhold til NaOH/CS2, er det for eksempel pkt 1, der imødekommer, idet der er bedre basis for at generere mindre affald (spildevand) med produktion i lukket system. Og pkt 5, idet der benyttes mindre farlige kemiske opløsningsmidler (solventer).

 

 

 

Please follow and like us:

Superwash (“anti-felt”) behandling af uld

Uld kradser. Eller retter; NOGET uld kradser. Der er nemlig stor forskel på forskellige typer ulds tilbøjelighed til “at kradse”. Dertil komme at uld kan behandles, under forædlingen af rå uld til tekstilfiber, så ulden ikke længere kradser helt så meget. Denne type behandles kendes som superwash behandling eller anti-felt behandling. Når ulden efter-behandles på denne måde, bevirker det nemlig både at den kradser mindre, men også at den bedre tåler maskinvask, uden at krympe.

Grunden til at uld krymper ved vask, og kradser, skyldes den fysiske opbygning af uld-fiberen. Overfladen er særdeles ru, da den er opbygget med en skæl-struktur, der mindre hvordan tagsten lægges.

På billedet herover ses forskellige tekstile fibre i forstørrelse (ved hjælp af skanning elektron mikroskopi). Der ses tydelig “skæl-struktur” for de forskellige uld-typer, corse (grov), fine, alpaca, cashmere, og denne skælstruktur er især påfaldende for uld-fibrene, når man sammenligner med de andre fiber-typer; silke, linen (hør), cotton (bomuld) og polyester.

Det ses også at der er forskel på størrelsen af skællene på de forskellige uld-fibre, og at fibrene har forskellig tykkelse. Skællene er dem, der bevirker at det kan opleves at uld “kradser”, og at uld krymper ved vask; skællene virker simpelthen som modhager, så fibrene filter sammen.

Derfor, når man forsøger at modvirke at uld kradser og krymper, arbejder man ud fra princippet for at få formindsket skællene. Dette kan gøres på forskellige måder;

  • formindske skællene ved at nedbryde dem, kemisk eller enzymatisk.
  • “coate” fiber-overfladen, så der lægges en tynd hinde hen overskæl-strukturen.

Kemisk formindskelse af skællene har typisk været udført med klor eller basisk væske. Begge behandlinger kendes som værende ganske miljøbelastende, især hvis der ikke er ordnede forhold for spildevands-rensning. Den enzymatiske formindskelse af uldens skæl kendes som for eksempel bio-poolishing, og betragtes som værende mere miljøvenlig. Her benyttes enzymer fra for eksempel Novozymes, til at nedbryde spidserne på skællene, så de ikke er så skarpe længere.

Coating af uld-fibre, hvor der lægges en tynd hinde rundt om hver enkelt uld-fiber, kan benyttes sig af forskellige polymere til at coat’e fibrene.

Dilling, dansk producent af økologisk undertøj, har lavet en fin, pædagogisk grafisk fremstilling af princippet for de forskellige behandlinger af uld-fibrene.

Coat’ede uldfibre opleves typisk som værende blødere end kemisk og/eller enzymatisk behandlede fibre, da modhagerne er helt dækkede. Til gengæld mistes også nogle af ulds andre gode egenskaber, nemlig evnen til at binde fugt og modvirke sved-lugt. -Og, der er en tilbøjelighed til at coatingen/hinden vaskes af, med tiden, så man kan opleve at ens yndlings-uldtrøje lige pludselig krymper ved vask, efter at være blevet vasket uden problemer masser af gange…

 

I forhold til coating af uld-fibrene, sker der spændende teknologiske landvindinger; Schoeller-gruppen vandt således i 2013 Outdoor Industry Award 2013 GOLD prisen for deres chlorine-free EXP 4.0 machine-washable treatment. 

Princippet for Schoellers EXP-metode illustreres i denne figur:

 I stedet for at overtrække hele fiberen med en vand-holding hinde, “beklædes” kun de steder på uldfiberen hvor modhagerne/skællene er. Det beskrives på Schoellers webside at der benyttes ecological polymer i micro patches. Af deres webside fremgår det at EXP is the first wool finishing process in the world to meet the strict criteria of the “bluesign®” and “Global Organic Textile (G.O.T.S)” standards, and it also conforms with the “Öko-Tex standard”.

 

 

 

 

Please follow and like us:

Lapning, stopning og reparering af tøj

Da jeg fornylig var i østrigske Dornbirn, var jeg forbi denne super interessante (for mig ihvertfald;-)) tema-udstilling på deres lokale “Stadtmuseum”:

Lappe, stoppe og reparere. -en udstilling om spændfeltet af tekstiler; strategier mellem sparsommelighed, ressource-besparelse og kreativt do-it-yourselv. 

csm_fsr_plakat_web_ce9cb49b68

Udstillingens emne er top aktuelt og relevant, i forhold til min interesse for miljømæssig bæredygtighed og tekstil. -Hvor mennesker tidligere reparerede/lappede/stoppede fordi man ikke havde råd til andet, sker det vel mere, nu om stunder, af kreative, terapeutiske og rekreative grunde. Men, hvor ville det være forfriskende og bæredygtigt, om vi fremover også begynder at reparere vort tøj, fordi vi ønsker at begrænse behovet for ny-produktion af tekstiler, og for at sende et signal til verden om kreativitet og miljømæssig ansvarlighed. – altså af idealistiske grunde.

screen-shot-2016-10-01-at-13-41-33 screen-shot-2016-10-01-at-13-35-33

Udstillingen er en del af en svært interessant tendens i tiden, hvor hele repair-tilgangen er i spil. Således har de store first-mover firmaer som Patagonia og Levi’s (og andre) en bevidst kommunikations-strategi omkring forlængelse af tøjs levetid, hvor der tilbydes repair-kits, opretter repair-workshops, -pop up shops eller “egentlige” -shops, og hvor beklædning, der viser en historie, hyldes. Svenske, miljøansvarlige Nudie kører fast “user-stories” for  brugte nudie-jeans på deres blog, og jeans feinsmecker websiden Heddels har gennem længere tid haft et fast tema hvor dagens “fade-of-the-day” med personligt slidte jeans vises.

age006-2

Også fra mere statslig hold er der fokus på at få tøj og ting til at leve længere; således var der for nylig en nyhedsfeed omhandlende skatte-nedsættelse på reparations-arbejde i sverige, og en britisk nyhed beskrev at det er blevet umoderne at shoppe.

screen-shot-2016-10-01-at-13-47-08

Altså; en særdeles interessant tendens i tiden; at reparere af idealistiske grunde, frem for at nød. -Det bliver virkelig spændende at se om tendensen blot er en døgnflue eller en mere varig holdnings-ændring. Uanset hvad, så springer jeg på:-) Jeg lapper glad og gerne folks bukser, hvis man kommer forbi med dem!

 

Please follow and like us: