Er silke bæredygtigt?

Silke er et fantastisk materiale. Et materiale med et luksus image; tænk bare på silke-kjoler eller silke-tørklæder. De funktionelle egenskaber, når silke benyttes til beklædning er svært behagelige; lette, glatte, behagelige i varmt vejr.
-og for mig som bio-materiale-nørd, er det sjovt at det er “ekstruderet”/”dry-spundet” protein-fiber. -Ikke man-made, men silke-larve-made…;-)
Jeg har tidligere skrevet om “flippede” silke-historier; for eksempel om fluorescerende silkefibre, og om produkter af rekombinant fremstillede silke fra for eksempel SpiberBOLT og AmSilk.
Silke har været kendt for at være en af de sikre bæredygtige materialer. -en biologisk animalsk natur-fiber, der ikke stammer fra drøvtyggere. -Og en fiber med forholdsvis få forældlingstrin, fra det biologiske udgangspunkt, til brugbar tekstilfiber.
I den tidligere version af MSI, fra SAC, rangerede silke da også helt i toppen, med en MSI-score på 29,7. -På en skala hvor høj score er bedst, maximum er 50, og hvor miljø-darlingen Lyocell havde MSI-scoren 30,2.
Lidt mere nølende i deres miljø-vurdering er de ved konsulent-organisationen Made-By, der placerer silke i “Unclassified” gruppen.
Forleden havde jeg så anledning til at sætte mig til at arbejde lidt med den nyere version af SACs MSI, der blev lanceret for et års tid siden. Anledningen til ny-lanceringen var at inkludere flere materialer, muliggøre flere valgmuligheder, og i øvrigt “om-møblere” på index’et. Nu går skalaen ikke længere blot til 50, men er i princippet uendelig. -Og jo højere den er, jo mere miljøbelastende er det pågældende materiale.
Slår man så silke op, i “den nye” MSI (Material Sustainability Index), har det en “imponerende” score på 125.
Det er sølle.
Virkelig sølle.
-den ringeste (mest miljøbelastende), i forhold til andre inkluderede tekstiler! Blot 8 andre materialer, af databasens 79 materialer, scorer ringere (undertegnede nørd har hevet de overordnede data ud i et separat regne-ark, for “hurtigt” at kunne vurdere dette), heriblandt de animalske “lædre” og nogle metaller (sølv, platinium og guld).
Hvad er der sker i mellemtiden?
Hvorfor gik silke fra at være en miljø-darling, til at være en miljø-synder…?
Tjaeh, der kom nogle data på banen. Ikke “stærke” data, men trods alt nogle data. MSI refererer til artiklen Life Cycle Analysis of Cumulative Energy Demand on Sericulture in Karnataka, India, fra 2013.
Og i dette studie medtages miljøbelastningen ved dyrkning af larve-foder, nemlig mulberry blade, lige som miljøbelastningen ved opvarmning af vand i forbindelse med vask og degumming.
-Og, medtages disse ret relevante aspekter… Tja, så ser miljøregnskabet lige pludselig særdeles forkølet ud…
Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen. -og igen. En relativt forsimplet score som MSI-scoren er aldrig bedre end det datagrundlag, der ligger til grund for den. Og, da der endnu ikke er overvældende mange valide miljøvurderings-undersøgelser, på tekstile materialer, vil det ganske givet igen kunne opleves at andre af de tekstile materialer i indexet, kommer til at “rykke rundt” i placerings-rækkefølgen.
Svaret på spørgsmålet i blog-indlæg titlen “Er silke bæredygtigt?” må altså være at støtter man sig til SACs MSI, der må betragtes som en slags “gold standard” for miljøvyrdering af tekstile materialer, er silke IKKE bæredygtigt.
Må man så ikke gå med silke mere? JO SKU! Men, man skylder alle os andre, og vor klode, at bruge det vel, og passe godt på det. For eksempel ikke vaske det mere end allerhøjest nødvendigt, og så skånsomt med finvaskemiddel, med rette pH og uden proteaser.
Så, brug dit silke vel, og pas godt på det. -For det har kostet miljøet en hel del at silkeproduktet er blevet fremstillet.

March for science – 2017

Idag, d. 22 april, er det “Jordens dag”, og “March for Science” inviterer til at støtte op om “en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet”.

Videre hedder det: “Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende”.

En af kerneprincipperne bag “March for science” er:

Videnskaben betragter og stiller spørgsmål til verden. Efterhånden som vi finder svar, ændres vores opfattelse og forståelse, hvilket gør os i stand til at forbedre de regler der værner om vores fælles interesser. Politiske beslutningstagere bør benytte sig af videnskabelig evidens og konsensus, ikke af pressionsgrupper, særlige interessegrupper eller personlige overbevisninger.

Jeg kan kun erklære mig enig. Som tekstilbiolog, der beskæftiger mig med “evidensbaseret bæredygtighed” oplever jeg at der desværre er tilbøjelighed til at det er følelser og personlig overbevisning, der danner beslutnings-grundlag, frem for videns- og evidensbaseret information. Det er så ærgeligt.

Så; mød op idag, og gå en tur. Kl 14 på rådhuspladsen i Aarhus

Læs mere på DR og March for science danske webside

Og,

HUSK betydningen af den videnskabelige tilgang til verden!

 

Innovative regenererede tekstilfibre

Jeg har, i et tidligere indlæg, skrevet om innovative anvendelser af metoderne til regenerering af organisk materiale til tekstile fibre. Om Orange Fiber af appelsinskraller, ReNewcell af kasseret tøj, QMilk af fødevare-uegnet mælke-protein, og Soya protein fra tofu-produktion.

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

 

-Men det stopper ikke der. Tvært imod, faktisk. Det PIPLER frem med innovative, kreative, funktionelle og lækre tekstile fibre:-)

 

Et af de mere kreative, er det hollandske Mestic-initiativ, hvor seje Jalila Essaïdi benytter kokasser (ja!) til at udvinde cellulose, såvel som andre kemiske forbindelser, til fremstilling af bioplast og regenererede cellulose fibre. Udviklingsarbejdet, der er foregået i samarbejder med H&M,  har opnået stor berettiget opmærksomhed og anerkendelse ved at vinde den nylige Global Change Award, der afiklers med H&M foundation.

 

ReFibra®, som Rachel Kollerup just har skrevet så fint om, er (endnu) en regenereret cellulosefiber, hvor udgangsmaterialet er kasseret tekstil. Producenten er Østrigske Lenzing, der ud over ReFibra® og Tencel® også producerer Lenzing Viskose® og Lenzing Modal®.

 

Også biomaterialer fra krabber og andet hav-kræ, polysacchariderne chitin og chitinosan, benyttes til fremstilling af tekstile materialer.

CRABYON®, fra japanske Omikenshi, er et eksempel på en sådan fiber, der benyttes til for eksempel baby/børne undertøj, strømper og undertøj.

     

Produktions-processen, hvor polysaccharidet chitin udvindes fra krabbe-skaller, præsentere her af italienske Tec Service

 

 

 

 

 

Refibra – og noget om solventer til opløsning af cellulose

Rachel Kollerup har skrevet så fint et indlæg om ReFibra™ fiberen. -Med fokus på miljøaspekterne ved de forskellige regenererede cellulose-fibre.

TENCEL® har fået en søster og nu er hun klassens darling, no. 1 bæredygtig fiber

Jeg har tidligere skrevet om regenererede tekstilfibre.

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

-hvor jeg præsenterer de særdeles spændende perspektiver der er i at benytte biprodukter, som appelsinskraller fra juice-produktion, kasseret tøj, protein fra mælk der er uegnet til menneskeføde og rest-protein fra tofu-produktion. Siden det oplæg blev skrevet, er der kommet endnu flere spændende bud på tilvejebringelse af udgangsmaterialet, cellulose, på forsvarlig vis (blog-indlæg på beddingen)

Fremstillede cellulose-baserede tekstilfibre

-med uddrag fra Lenzings sustainability rapporter, hvor miljømæssige aspekter ved deres produktion af cellulose-fibre adressers

Innovative cellulosebaserede tekstilfibre af bambus

-hvor nogle alternativer til de ofte “green-washede” bambus-viskose tekstil fibre præsenteres.

Gennemgående, når biologisk materiale skal opløses og regenereres, handler det om at finde velegnede metoder til netop at få opløst materialet, og derefter få det regenereret i en ønsket form, for eksempel i fiber-form. Der finde ganske mange forskellige kemiske metoder til dette, og der foregår særdeles meget forskning og udvikling på området. Afgørende, i forhold til at metoderne er bæredygtige, er at de er måde miljøvenlige, etisk forsvarlige og økonomisk rentable. I forhold til miljø-aspektet, er det særdeles interessant at orienter sig i forhold til mindsettet bag de 12 “green chemistry” principper.

 

Formuleringen af principperne herunder er hentet direkte fra den danske wiki:

  1. Så vidt det er muligt undgå affald. Det er bedre at forebygge affaldsdannelsen end at skulle skille sig af med affaldet.
  2. Der skal opnås høj atomøkonomi dvs. at kemiske produkter i forbindelse med fremstillingen, så vidt muligt skal indgå i det færdige produkt, så der dannes mindre spild.
  3. Ved syntetisk fremstilling af stoffer skal der tilstræbes, at anvende mindre sundhedsskadelige kemiske stoffer.
  4. Virksomhederne skal bestræbe sig på at fremstille sikrere stoffer, der er funktionelle og ufarlige.
  5. Der skal anvendes mindre farlige kemiske stoffer, som katalysatorer og kemiske opløsningsmidler.
  6. Energieffektiviteten skal være så god som mulig. De kemiske processer skal udformes således, at de kræver mindst mulig energiforbrug ved fremstillingen.
  7. Virksomhederne skal så vidt muligt bruge fornybare resurser ved fremstillingen. Råstoffer skal hellere være fornybare end udtømmelige.
  8. Reducere derivatisering dvs. at en forbindelse kan afledes af en anden forbindelse. De synteser der indgår i processen skal udformes således, at man undgår at fremstille beskyttede grupper.
  9. Anvend katalysatorer. Ved brugen af katalysatorere minimeres spildet ved støkiometriske reaktioner og energiforbruget nedsættes.
  10. Virksomhederne skal udvikle stoffer, der er nedbrydelige i naturen. Stofferne må ikke skade vores miljø.
  11. Virksomhederne skal overvåge processerne og sikre, at der ikke sker uheld i forbindelse med processen.
  12. De kemiske processer skal foregå på en måde der forbygger uheld og udslip.

I forbindelse med opløsning af cellulose, med NMO i forhold til NaOH/CS2, er det for eksempel pkt 1, der imødekommer, idet der er bedre basis for at generere mindre affald (spildevand) med produktion i lukket system. Og pkt 5, idet der benyttes mindre farlige kemiske opløsningsmidler (solventer).

 

 

 

Superwash (“anti-felt”) behandling af uld

Uld kradser. Eller retter; NOGET uld kradser. Der er nemlig stor forskel på forskellige typer ulds tilbøjelighed til “at kradse”. Dertil komme at uld kan behandles, under forædlingen af rå uld til tekstilfiber, så ulden ikke længere kradser helt så meget. Denne type behandles kendes som superwash behandling eller anti-felt behandling. Når ulden efter-behandles på denne måde, bevirker det nemlig både at den kradser mindre, men også at den bedre tåler maskinvask, uden at krympe.

Grunden til at uld krymper ved vask, og kradser, skyldes den fysiske opbygning af uld-fiberen. Overfladen er særdeles ru, da den er opbygget med en skæl-struktur, der mindre hvordan tagsten lægges.

På billedet herover ses forskellige tekstile fibre i forstørrelse (ved hjælp af skanning elektron mikroskopi). Der ses tydelig “skæl-struktur” for de forskellige uld-typer, corse (grov), fine, alpaca, cashmere, og denne skælstruktur er især påfaldende for uld-fibrene, når man sammenligner med de andre fiber-typer; silke, linen (hør), cotton (bomuld) og polyester.

Det ses også at der er forskel på størrelsen af skællene på de forskellige uld-fibre, og at fibrene har forskellig tykkelse. Skællene er dem, der bevirker at det kan opleves at uld “kradser”, og at uld krymper ved vask; skællene virker simpelthen som modhager, så fibrene filter sammen.

Derfor, når man forsøger at modvirke at uld kradser og krymper, arbejder man ud fra princippet for at få formindsket skællene. Dette kan gøres på forskellige måder;

  • formindske skællene ved at nedbryde dem, kemisk eller enzymatisk.
  • “coate” fiber-overfladen, så der lægges en tynd hinde hen overskæl-strukturen.

Kemisk formindskelse af skællene har typisk været udført med klor eller basisk væske. Begge behandlinger kendes som værende ganske miljøbelastende, især hvis der ikke er ordnede forhold for spildevands-rensning. Den enzymatiske formindskelse af uldens skæl kendes som for eksempel bio-poolishing, og betragtes som værende mere miljøvenlig. Her benyttes enzymer fra for eksempel Novozymes, til at nedbryde spidserne på skællene, så de ikke er så skarpe længere.

Coating af uld-fibre, hvor der lægges en tynd hinde rundt om hver enkelt uld-fiber, kan benyttes sig af forskellige polymere til at coat’e fibrene.

Dilling, dansk producent af økologisk undertøj, har lavet en fin, pædagogisk grafisk fremstilling af princippet for de forskellige behandlinger af uld-fibrene.

Coat’ede uldfibre opleves typisk som værende blødere end kemisk og/eller enzymatisk behandlede fibre, da modhagerne er helt dækkede. Til gengæld mistes også nogle af ulds andre gode egenskaber, nemlig evnen til at binde fugt og modvirke sved-lugt. -Og, der er en tilbøjelighed til at coatingen/hinden vaskes af, med tiden, så man kan opleve at ens yndlings-uldtrøje lige pludselig krymper ved vask, efter at være blevet vasket uden problemer masser af gange…

 

I forhold til coating af uld-fibrene, sker der spændende teknologiske landvindinger; Schoeller-gruppen vandt således i 2013 Outdoor Industry Award 2013 GOLD prisen for deres chlorine-free EXP 4.0 machine-washable treatment. 

Princippet for Schoellers EXP-metode illustreres i denne figur:

 I stedet for at overtrække hele fiberen med en vand-holding hinde, “beklædes” kun de steder på uldfiberen hvor modhagerne/skællene er. Det beskrives på Schoellers webside at der benyttes ecological polymer i micro patches. Af deres webside fremgår det at EXP is the first wool finishing process in the world to meet the strict criteria of the “bluesign®” and “Global Organic Textile (G.O.T.S)” standards, and it also conforms with the “Öko-Tex standard”.

 

 

 

 

Lapning, stopning og reparering af tøj

Da jeg fornylig var i østrigske Dornbirn, var jeg forbi denne super interessante (for mig ihvertfald;-)) tema-udstilling på deres lokale “Stadtmuseum”:

Lappe, stoppe og reparere. -en udstilling om spændfeltet af tekstiler; strategier mellem sparsommelighed, ressource-besparelse og kreativt do-it-yourselv. 

csm_fsr_plakat_web_ce9cb49b68

Udstillingens emne er top aktuelt og relevant, i forhold til min interesse for miljømæssig bæredygtighed og tekstil. -Hvor mennesker tidligere reparerede/lappede/stoppede fordi man ikke havde råd til andet, sker det vel mere, nu om stunder, af kreative, terapeutiske og rekreative grunde. Men, hvor ville det være forfriskende og bæredygtigt, om vi fremover også begynder at reparere vort tøj, fordi vi ønsker at begrænse behovet for ny-produktion af tekstiler, og for at sende et signal til verden om kreativitet og miljømæssig ansvarlighed. – altså af idealistiske grunde.

screen-shot-2016-10-01-at-13-41-33 screen-shot-2016-10-01-at-13-35-33

Udstillingen er en del af en svært interessant tendens i tiden, hvor hele repair-tilgangen er i spil. Således har de store first-mover firmaer som Patagonia og Levi’s (og andre) en bevidst kommunikations-strategi omkring forlængelse af tøjs levetid, hvor der tilbydes repair-kits, opretter repair-workshops, -pop up shops eller “egentlige” -shops, og hvor beklædning, der viser en historie, hyldes. Svenske, miljøansvarlige Nudie kører fast “user-stories” for  brugte nudie-jeans på deres blog, og jeans feinsmecker websiden Heddels har gennem længere tid haft et fast tema hvor dagens “fade-of-the-day” med personligt slidte jeans vises.

age006-2

Også fra mere statslig hold er der fokus på at få tøj og ting til at leve længere; således var der for nylig en nyhedsfeed omhandlende skatte-nedsættelse på reparations-arbejde i sverige, og en britisk nyhed beskrev at det er blevet umoderne at shoppe.

screen-shot-2016-10-01-at-13-47-08

Altså; en særdeles interessant tendens i tiden; at reparere af idealistiske grunde, frem for at nød. -Det bliver virkelig spændende at se om tendensen blot er en døgnflue eller en mere varig holdnings-ændring. Uanset hvad, så springer jeg på:-) Jeg lapper glad og gerne folks bukser, hvis man kommer forbi med dem!

 

Design-strategier med fokus på miljømæssig bæredygtighed

Når beklædning designes kan et utal af strategier anvendes. Fokus på bæredygtighed er een af dem. Men bæredygtighed er et VIDT begreb, så her følger nogle overvejelser og begreber, der bør kunne muliggøre en øget bevidsthed i forhold til hvilken slags bæredygtighed, man arbejder med. I mit eget virke er jeg funderet i den 3-delte bæredygtigheds forståelse, præsenteret af Gro Harlem Brundtlands 97-rapport, og jeg arbejder hovedsaglig med den miljømæssige bæredygtighed.

baeredygtighed3aspekter_430x

I og med jeg har valgt at beskæftige mig med miljøbelastningen ved vort forbrug af tekstil og beklædning, har jeg samtidig implicit fravalgt at fokusere på “de sociale” og “økonomiske” aspekter. Dermed ikke sagt at disse aspekter ikke er vigtige, for det er de! Hvis disse aspekter ikke inddrages i vore menneskelige aktiviteter, er disse netop ikke bæredygtigt. Men med min skoling, mine erhvervede kompetencer, mine personlige egenskaber og min interesse, er det de miljømæssige aspekter af bæredygtighed, det er meningsfuldt at jeg arbejder med.

Min tilgang er, så vidt det er mig mulig, evidens-baseret, altså funderet i systematiske undersøgelser af problem-stillinger. Tillige orienterer jeg mig i forhold til LCA-metodikken, hvor miljøbelastningen for de enkelte livs-faser ses i forhold til den samlede miljøbelastning i hele livs-forløbet. Jeg kalder denne arbejdsmetode LC-guided design (“Life Cycle-guided design”). Bagvedliggende information er fx undersøgelser som den europæiske IMPRO textiles (Undersøgelse/rapporter), hvor miljøbelastningen af europæernes tøj/husholdningstekstil-forbrug vurderes (beskrevet i tidligere blog-indlæg).

Indenfor LifeCycle-guided design, arbejder jeg med følgende strategier, i forhold til at kunne formulere hvorledes der arbejdes med miljømæssig bæredygtighed i design-fasen.

MSI-guided design (“Material Sustainability Index” guided design)

UP-guided design (“User-phase” guided design)

AL-guided design (“After-Life” guided design)

VMR-guided design (“Virgin Materiale Reduction” guided design)

Læs mere om de enkelte strategier herunder:

  • MSI-guided design (“Material sustainability index” guided design)

MSI-guided design er en design-strategi hvor der arbejdes med de miljømæssige bæredygtigheds-aspekter via bevidsthed omkring materiale-valg. Materialet vælges ud fra information vedrørende den miljøbelastningen der finder sted i tilvejebringelse og forædling af råmateriale til fiber. Og denne vurderet er funderet i LCA-metodologi.

MSI databasen er et fantastisk redskab i forhold til MSI-guided design; I MSI databasen pointsættes den miljømæssige bæredygtighed på en skala fra 0-50. Arbejder man ud fra en MSI-guided design strategi, kan materialevalget begrundes i så lav en miljøbelastning i produktionsfasen, som mulig, ved at vælge materiale med så høj en MSI-score som mulig.

Vurderes MSI-guided design i forhold til LC-guided design, fokuseres der altså “kun” på miljøbelastningen ved fremstilling af det tekstile materiale. Miljøbelastningen fra det øvrige livsfaser (fx brugsfasen, transport, og after-life fasen) er således ikke i centrum. Funderet i LC-guided design strategien (miljøbelastningen gennem hele livsforløbet), er det særdeles relevant at benytte MSI-guided design-strategi; I følge IMPRO Textiles undersøgelse, ligger hen ved halvdelen af et vort tøjforbrugs miljøbelastningen i de processer der finder sted i produktionsfasen, som det ses af nedenstående figur, hentet fra IMPRO-textiles rapporten).

Impacts of textile consumption in the EU-27 according to the ReCiPe's midpoint (a) and 4ndpoint (b) indicators. The percentage contribution of the different life cycle stages is reported (IMPRO Textiles 2014)

***

  • UP-guided design (“User-phase” guided design):

UP-guided design design-strategien fokuserer på den miljøbelastning der finder sted i produktets/design-løsningens brugsfase. Som det ses af IMPRO Textiles opgørelsen, sker den næststørste miljøbelastning i netop brugs-fasen, efter produktionsfasen. Den store miljøbelastning i denne fase skyldes energiforbruget til vask, pleje og vedligeholdelse af vor beklædning; forbrug af vand, sæbe, skyllemiddel, elektricitet ved vask, elektricitet ved tørretumblertørring, elektricitet ved strygning etc. Ved at arbejde ud fra UP-guided design kan der fokuseres på at reducere behovet for vask, behovet for vask ved høje temperaturer og behov for strygning.

***

  • AL-guided design (“After-Life” guided design):

AL-guided design design-strategien orienterer sig i forhold til den miljøbelastning et produkt/design-løsning har EFTER at det har udtjent sin funktion. I IMPRO Textiles rapporten er miljøbelastningen ved denne fase bedømt til at være særdeles meget mindre end de 2 andre høj-belastendefaser, brugsfase og produktionsfasen. Ud fra en intention om at designe/agere mest mulig miljømæssigt, er det altså ikke, med rod i IMPRO Textiles rapporten, i after-life fase, der skal optimeres…! Jeg sætter udråbstegne efter denne sætning, da den virker som ikke-intuitiv; de fleste af os ville have en intuitiv opfattelse at det er særdeles miljøbelastende at skaffe os af med vort affald, i dette tilfælde vort tøj. Vi har alle set billeder af grimme lossepladser og hjerteskærende dyre-skæbner. -Men, i forhold til miljøbelastningen af vort tøjforbrug i de øvrige livsfaser, er miljøbelastningen i afskaffelses-fasen ganske begrænset.

At det alligevel er så miljømæssigt meningsfuldt at beskæftige sig med AL-fasen, skyldes at der ved at øge andelen af genbrug og genanvendelse, er der mulighed for at mindske miljøbelastningen ved ny-fremstilling af materialer, og derved potentielt muligt at reducere miljøbelastningen i produktions-fasen. I IMPRO Textiles rapporteres at hele 80% af vort tøj/tekstil kasseres, når det er udtjent for os. Blot 2% af vor udtjente tøj genbruges på vore egne bredde-grader. Ud fra en antagelse om at når dette tøj genbruges, begrænses ny-produktion af tilsvarende tøj, er der altså et kæmpe miljømæssigt potentiale i at øge andelen af tøj, der genbruges.

Afterlife-Europæisk tøj_IMPRO

***

  • VMR-guided design (“Virgin Materiale Reduction” guided design):

VMR-guided design deisgn-strategien tilstræber at begrænse behovet for nyproduktion af virgine materialer, altså materialer, der dyrkes/forædles med henblik på produktion. Virgine materialer modsvares af genanvendte materialer, der har haft et “liv” inden det benyttes til, igen, til at danne bases for produkter.

***

Indkøbsposer; plast versus stof

plastic20bag1

(dette indlæg er hentet fra Helles Blog)

EU Kommissionen har i 2011 undersøgt, hvor meget plastbæreposen og dens alternativer belaster miljøet. Og konklusionen er klar: Plastbæreposen belaster miljøet klart mindst. Fx går der tre gange så meget CO2 til fremstillingen af en papirpose som en plastpose. Papirposen har endvidere en markant dårligere miljøprofil, hvad angår giftighed for mennesker og jord.

Helt essentielt for miljøbelastningen af de forskellige posetyper er, hvor mange gange vi genbruger dem. Her skal du genbruge papirpose minimum fire gange, for at CO2 aftrykket bliver mindre end plastposens. En papirspose tåler ikke nedbør og væsker som fx kødsaft. Derfor er papirposerne svære at genbruge for forbrugeren.

Når det kommer til bomuldsposer (det du måske også kalder muleposer), så viser EU Kommissionens undersøgelse, at den skal genbruges 131 gange, før dens klimaaftryk bliver mindre end plastposens. Og det sker ikke praksis. Et engelsk studie har nemlig vist, at forbrugerne i gennemsnit bruger deres bomuldsposer 51 gange. Derfor er muleposen heller ikke nogen miljømæssig god forretning.

Læs også Plastic fantastic! Carrier bags ‘not eco-villains after all’ Environment Agency research shows polythene may be less harmful than cotton or paper fra The Independent i 2011.

 

Vort udtjente tøjs skæbne

Interesserer man sig for det miljømæssig effekt, vort forbrug og fremstilling af tøj har, er det relevant at se på hele livscyklus for tøjet. Den gode miljøeffekt af at tøj er fremstillet ultra bæredygtigt, og af ultrabæredygtige materialer, kan “sættes over styr” hvis tøjet ikke håndteres ansvarligt efter at man er færdig med at bruge det; i after-life fasen. Så; hvad sker der med vort tøj, når vi er færdige med at bruge det? Hvilken miljømæssig effekt har de forskellige after-lige muligheder.

EU har, i 2014, udgivet et digert og særdeles interessant studie, der omhandler miljøbelastingen ved europæernes tøjforbrug, IMPRO. Jeg har tidligere refereret til studiet i indlæg om andelen af plast i vort tøj, og om miljøeffekten af vort tøjforbrug i tøjets forskellige livsfaser.

Tallene i figuren herunder er (også) fra IMPRO-Textiles studiet:

Afterlife-Europæisk tøj_IMPRO

Når vi i europa ikke skal bruge vort tøj mere, smider vi 80% af det væk. Af denne mængde, bliver 24% forbrændt, i varme-udnyttende forbrændingsanlæg. Resten, 70% (!) ryger på lossepladsen! I Danmark alene er denne andel heldigvis anderledes, en markant større andel af vort affald kommer i vore fjernvarme forbrændingsanlæg, og kun en mindre andel ryger i “deponi”, som det kaldes…

20% af det tøj, vi er færdige med at bruge, sender vi til genbrug/genanvendelse; vort tøj får et “second life” inden det bortskaffes. Over halvddelen af dette second life tøj genanvendes; tøjet “splittes ad”, og materialerne genanvendes. Under halvdelen genbruges direkte, i den form det har. Hovedparten af genbrugstøjet (75%) eksporteres til udviklingslandene, mens sølle 25% genbruges i Danmark.

Hvis vi leger at vi starter med 100 stk tøj, så vil der udfra disse procenttal blot være 2 (!) stykker tøj der genbruges i Dk (20% x 40% x 25%). -Det ville være SÅ hensigtsmæssigt for miljøet, om vi kunne øge den andel af vort brugte tøj, vi selv genbruger. -Især hvis vi derved ville reducere mængde af ny-produceret tøj tilsvarende!

At vort ikke-ønskede tøj får endnu en livsfase i udviklingslandende, er miljømæssigt hensigtsmæssigt om det derved bevirker at der ikke nyproduceres tilsvarende mængder tøj. -Men da affaldshåndteringen i udviklingslandene ikke er særlig veludviklet, vil hovedparten af det tøj, vi sender til genbrug i udviklingslandende, ultimativt ende på lossepladsen, eller afbrændes uden at der “høstes” varme, og udføres forsvarlig røgrensning og slagger-håndtering. Måske det ville være interessant at bistå udviklingslandende med at udvikle deres affaldshåndtering…?

Vedrørende vort tøjs genanvendelsespotentiale, har FORCE i 2013 udgivet en rapport om “Tekstile genanvendelsespotentialer“. Se øvrige undersøgelser og rapporter, m.m., på denne blog-side (og skriv endelig, hvis der mangler nogen!)

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

I Italien er der blevet udviklet regenererede cellulosefibre af biproduktet fra appelsinjuice-fremstilling, de såkaldte Orange fiber.

orange-fiber-logo_orange-fiber - stillebenorange-fiber-logo

Kan vi mon gøre det samme med biproduktet fra dansk æblemost-fremstilling? Eller andre cellulose-holdinge biprodukter?

I sverige benyttes cellulose fra vort aflagte bomulds-tøj til fremstilling af nye regenererede cellulose-fibre: Renewcell

logo-renewcell1 renewcell-klanning1

I tyskland sysler Anke Domaske og hendes team ved QMILK med at fremstille regenereret protein-fiber (Azlon) af kasein fra mælk, der er uegnet som fødevare.

qmilk-collage-e1405507408430

I japan udnytter man, efter sigende, protein-kagen fra tofu fremstilling til at lave soja-proteinfibre.

fiber_soy

soyafiber

Selv arbejder jeg med at udnytte det keratin-holdinge biprodukt fjer til fremstilling af fiber eller nonwoven elektrospundet tekstil. -Der er endnu et stykke vej, men det er super spændende:-)

fjer

Og, der må AFGJORT være andre biprodukt-fraktioner i Danmark, der må kunne udnyttes til materiale- og/eller fiberfremstilling. Igang – igang – igang!