Bakterier og lugt

Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at holde oplæg for en super lydhør deltager-gruppe, ved arrangementet “Fast-fashion eller slow-crafting“. Vi kom langt omkring; Min kringlede vej med mit arbejde med tekstilbiologi, miljøbelastningen i de forskellige faser af tøj livsforløb, miljøbelastning ved fremstilling af forskellige tekstile materialer, miljøvenlig påklædning, miljø-aspekter/signal-værdi/kreativitet ved lapning og reparering af tøj.

Hvad jeg ikke nåede at komme nok ind på, er den interessante dynamik mellem forekomsten af bakterier i tekstiler og udvikling af lugt.

Det der med lugt og bakterier er interessant for mig, da lugt jo er en af grundene til at vi vasker tøj. Så, kan man undgå lugt, vil man kunne reducere behovet for miljøbelastende vask. Og da brugsfasen jo bærer op mod halvdelen af tøjs miljøbelastning, som omtalt i dette indlæg, er der rigtig go’ mening i at være nysgerrig på hvordan udvikling af lugt i tøj kan reduceres.

For nogle år siden læste jeg en artikel, der gjorde stort indtryk på mig; Studiet viser at der ikke er en entydig sammenhæng mellem forekomst af bakterier og intensitet af lugt. Faktisk tvært imod.  Figuren herunder har jeg lavet ud fra data fra artiklen.

 

Af de 3 materialer, uld, bomuld og polyester, er det i ulden der er flest bakterier (de blå søjler), mens det er polyesteren, der har den største lugt-intensitet (grønne søjler).

At uld har lugt-reducerende egenskaber var ikke nyt for mig; det er en af de egenskaber ved uld, der fremhæves, som grund til at outdoor-folket, som for eksempel vandrere, skal vælge uld-undertøj som del af den funktionelle påklædning. Hvad der overraskede mig var at der ikke var sammenhæng mellem andel af bakterier og lugt-intensiteten. Selvom det er i uld der udvikles mindst lugt, er det i uld at der er højest forekomst af bakterier! Det er altså ikke bakterier, over en kam, der er skyld i at vores tøj lugter!

At give alle bakterier skylden for lugt tangerer diskriminering… Jeg kan godt forstå de er sure, bakterierne;-)

 

 

 

Leave a Comment