Polyester – Egenskaber

by

Den tekstilbiologiske brevkasse fik et spørgsmål, som, i det store hele, lyder:

Jeg bryder mig ikke om stof med polyester – kan ikke komme af med varmen, det er underligt at røre ved – men – løbetøj er lavet af polyester – og lader varme passere.

Er det vævningen eller arten af polyester der gør forskellen?

Fra wiki; Polyester er en kategori af polymerer, som indbefatter den funktionelle gruppe kaldet ester i hovedkæden. Selvom der er mange polyestre, bruges termen polyester ofte til at betegne det specifikke materiale polyethylentereftalat (PET).

Som wiki antyder; polyester er et vidt begreb! Og, selv når vi begrænser det til polyesteren PET, så kan fibre af denne polymer fremstilles og funktionaliseres i det uendelige; kun fantasien (næsten) sætter grænser.

PET som tekstil materiale er som udgangspunkt hydrofobt (“bange” for fugt) eller oleofilt (“glad” for fedt/olie). PET fibre er altså ikke fugt-absorberende, i samme grad som naturfibre (bomuld, hør, uld (til dels) silke), eller som de regenererede fibre (viskose, tencel, mælke-fibre, etc). At PET fibre ikke binder fugt udnyttes til funktions/sports-tøj; fugten/sveden fra vor hud ledes bort fra huden, og kan fordampe fra tekstil-overfladen. Det er der en del marketings-folk, der har omsat til de fineste sci-fi high-tech illustrationer;-)

 

Overfladen af PET fibre kan øges ved at fibrene fremstilles tyndere, såkaldte mikrofibre. I figuren herunder refererer “micron” til diameteren af fibrene, målt i mikrometer. Tallene er selvfølgelige gennemsnitstal og/eller eksempel-størrelser. Det ses at mikrofibre er for eksempel halvt så tykke som bomuld.

Dertil kommer at “fugt-bortlednings-egenskaben” kan øges ved at fibrene formes med “kanaler” i fibrenes længde-retning. Når “fugt-bortlednings-egenskaben” er forbedres, omtales fibrene som “wicking“. Fibrenes “kanaler” kan formes på alverdens flippede måder, og fibrene markedsføres typisk under deres deres handles-navne. Eksempler er Coolmax™, der ses i figuren herunder; “ovale” fibre, i tværsnit, med 4-6 kanaler i længde-retningen…

-eller de såkaldte 4DG™, der tager det der med kanaler i fiber-længderetningen til ekstremer;-)

 

 

 

 

 

 

 

 

Når PET fibre ikke binder fugt, betyder det ofte at de også er statisk elektriske. Fugt, der er bundet i fibre, kan være en af de måder elektroner kan “bindes” og “vandre” i materialet; Derved kan det undgås at den statiske elektricitet opbygges, og der springer gnister.

Statisk elektricitet kan være særdeles irriterende, men også direkte skadeligt, hvis PET tekstiler benyttes nær elektriske installationer. -Derfor er der selvfølgelig udviklet et væld af metoder til at reducere statisk elektricitet i syntetiske fibre. En af måderne er at tilsætte fugt- eller elektron-bindende stoffer til polyester-pærevællingen, inden denne formes til fibre. Lidt som når der tilsættes krydderier til pasta-dejen, inden der presses spagetti;-)

Der findes et væld af tilsætningsstoffer, der kan funktionalisere PET fibre, og for eksempel “fixe” denne uheldige egenskab ved PET, at statisk elektricitet opbygges; aske, mineraler, kulstof…

Så, når man oplever ens PET-beklædning som noget hvor man ikke “kan komme af med varmen” og at PET “er underligt at røre ved”, så er det jo nok fordi man ikke har været ambitiøs i design-fasen; defineret hvad man ønsker at ens tekstile produkt skal kunne… (eller, man har været knivskarp på at definere at det PET stof der benyttes skal være billigt og se godt ud). For eksempel kan der være benyttet stof der består af for tykke PET fibre, eller der er benyttet PET fibre uden den rette antistatiske funktionalisering. Ofte er PET et yndet materiale til fashion beklædning, fordi det er “let at arbejde med” (der er for eksempel ikke årstids-variation, som der kan være ved naturfibre) og det er billigt at fremstille, krymper ikke, og kan let og billigt fremstilles med de fineste (mode-)farver og mønstre. Metervarerne til fashion beklædning er ofte valgt på grund af pris og udseende, og ikke efter funktionalitet. Modsat forholder det sig med PET til sports- og funktionstøj; her benyttes PET fibre der er fremstillet til “at kunne” noget. Wicking, fugt-transporterende, anti-odor, anti-bakterielle, anti-statisk, bygge-frastødende, brand-hæmmende… you name it…

At “funktionelt påklædning” er forvist til sports- og arbejdstøj er lidt ærgerligt; Hvis jeg kunne bestemme, så skulle der afgjort være mere dagligdags påklædning, der er funktionaliseret meget mere efter at det skal have en funktionalitet ud over at være billigt og “se moderne ud”.

 

 

Bleer

by

 

Bleer er smadder spændende:-) Engangsbleer er rent teknisk et særdeles interessant produkt. Ofte fremstillet af såkaldt nonwoven tekstil, der kan bestå af ganske forskellige molekyler, som for eksempel de syntetiske polymerer polypropylen, polyetylen eller polyester, men regenererede cellulose-fibre benyttes også. Derudover er selve de vand-absorberende polymerer virkelig et tekniske kapitel for sig selv. Om man vil studere fremstillings-processen lidt mere indgående, kan man da starte på How it’s made – Disposable diabers, hvorfra billederne herunder også stammer.

Ud over de spændende tekniske aspekter ved engangsbleer, så er de svært spændende i forhold til den stadige diskussion om hvorvidt genbrug eller køb-og-smid-væk er mest miljøvenligt.

Generelt er der vel en tilbøjelighed til at tænke at engangs-artikler må være miljøbelastende, og at genbrugs-artikler er det mere miljø-venlige valg. -Men sådan er det jo så ikke altid. Plastposer-diskussionen er jo et glimrende eksempel på at det ikke altid er så simpelt at gennemskue hvad der egentlig er “miljøvenligt”. Jeg skrev faktisk et indlæg om de famøse muleposer for sådan cirka 2 år siden. Luft-tøring af hænder i forhold til at bruge engangs-håndklæder eller vask-bare håndklæder er en anden spændende case. Og engangs-kaffekopper overfor porcelæns-kopper er en tredje spændende case. Og så er der jo selvfølgelig de der famøse karklude; den forhadte lyserøde fiber-klud overfor strikkede øko-bomuldsklude…

Bleer er et glimrende eksempel på at der er miljø-belastning forskellige steder i livsforløbet af produkter. I forhold til den livsfase, der omhandler “produktion”, spiller det en rolle hvordan de benyttede fibre og nonwoven tekstiler fremstilles, lige som valget af polymer-materiale; syntetisk, bio-syntetisk, regenereret, har stof indflydelse. At naturfibre ofte har en højere produktions-miljøbelastning end de fremstillede fibre, og at fremstilling af non-woven stof kræver færre ressourcer end fremstilling af vævet eller strikket stof, er aspekter der tæller positivt i engangs-bleernes miljøregnskab.

Uanset hvad, så er en af de helt afgørende forskelle mellem engangs- og genanvendelige bleer, at engangsbleer ikke skal vaskes. -Det skal stofbleerne seføli. Og vask, især ved højere temperaturer, er ganske ressource-krævende…   Miljøbelastning, i brugsfasen, er ganske betragtelig. Jeg hiver ofte og gerne dataene fra den store europæiske undersøgelser, IMPRO Textiles, frem. Den kan man hente her, eller læse om i nogle af mine tidligere blog-indlæg.

Der er lavet flere LCA undersøgelser på problemstillingen omkring engangs-bleer; en af de nyere er denne;

 

Eller undersøgelsen: An updated life cycle assessment study for disposable and reusable nappies, hvorfra LCA-figuren ovenfor er fra.

Det kræver stor bevidsthed som forbruger af bleer, uanset om de er engangs- eller genanvendelige, at tilstræbe miljøvenlighed; At tørretumble stofbleer er ihvertfald ikke gunstigt for stofbleernes miljøprofil! og, at engansbleer er mere miljøbelastende end stofbleer er ikke nødvendigvis tilfældet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Finland – innovation – teknik – cellulose – fibre

by

Fuld af gode indtryk efter visit ved VTT-nørderne i tropiske (?!?) Finland! Som nyslået finne-fan må jeg konstatere at “Finland holder”:-)

Der er meget af fortælle om. Lad mig bare starte med at præsentere de materialer jeg sidder og vifter med på første billede, ovenfor.

Det hvide stykke stof er twill-vævet cellulose-fiber, såkaldte cellulose carbamate; Igangværende kommercialiserings-proces, svensk træ, innovativ miljøvenlig produktions-metode, lækre funktionelle egenskaber så som bomuld-“feel” og høj fugt-absorption. Nice:-)

Dernæst et beige stykke helt almindelige bomulds-lærred, som er med i samlingen, for at vi kunne mærke forskellen mellem materialerne.

Det lilla stykke er vævet viskose og “totten” er de såkaldte Ioncell-F cellulose fibre.

Man kan læse meget mere om finnernes cellulose-materialer og innovationer på “Cellulose-from-Finland”-side, præsentation af DWoC-projektet, på VTTs forsknings-side, og her om deres Cellulose Carbamate.

Og seføli skal vi lige have dagens molekyle, til all you geeks, out there🙂 Cellulose carbamate:

 

 

 

Fremtidens mode – dokumentarfilm på DR

by

Næda:-) Se så da lige hvad jeg fandt på DR! Hele 50 minutter om alt det som jeg er så inderligt optaget:-) “Skåret til” og gjort tilgængelige for de fleste, af kompetente dokumentarfilm-skræddere. Og, så kan den tilmed ses pr streaming indtil 

Fransk dokumentar fra 2016; Fremtidens mode (Dream the Future)

Præsentation af dokumentaren, direkte fra DR:

Hvordan vil verden se ud i fremtiden? Vil nogle af nutidens opfindelser få betydning for vores hverdag i 2050? Og vil de have svar på nogle af nutidens økonomiske, miljømæssige og kulturelle udfordringer? Med mindre vi alle bliver nudister, vil de 9 milliarder mennesker i verden år 2015 stadig behøve tøj. Modeindustrien har lige nu problemer med overproduktion, dårlige arbejdsforhold og brugen af farlige stoffer. Fremtiden er til gengæld fuld af fantatiske muligheder for en grøn produktion af tøj med indbygget intelligens.

I løbet af udsendelsen præsenteres både 3d-print-designeren Iris van Herpen, Electroloom-teamet (DEM HAR JEG BESØGT!!! -Inden de trak stikket og lukkede projektet ned…:-/ Anyways; det er totalt i deres ånd, når jeg arbejder med mine solution blow spinning eksperimenter, i mit SpinWear projekt), Blond&Bieber algefarvnings-designerne, Anke Domaskes QMilch mælkeprotein-fibre (indlæg her).

2:00 Udfordingerne præsenteres. “Mode-industrien fremstiller 150 mia stykker tøj om året”

4:35 Crash-course i mode-historie

7:00 3d-printet design generelt. Iris van Herpen specifik fra 8:20

17:15 Electroloom projektet

23:00 Heat tech tøj

24:00 Cutecircuit LED/smartphone integrering

24:40 Mode og teknologi; solceller, LED lys; intelligent tøj, Pauline van Dongen

30:40 Jaquard-projektet; Google og Levis. Berøringsfølsomt og interaktivt tekstil.

31:40 Økologi og miljøvenlighed i 2050? 

32:30 “Farvestoffer er angiveligt skyld i 60% af forureningen i kinas floder”. “Der bliver brugt 10.000l vand til fremstilling af et par cowboy bukser”

32:40 H&Ms conscious, Inditex Zara, Vivienne Westwood, Stella McCartney.

33:30 Anke Domaskes QMilch mælkeprotein-fibre

37:10 GStar Raws ocean plast

38:10 Blond&Biebers algaemy

43:20 Biocouture

43:40 Biologic; natto-bakterie drevne ventilering, Lining Yao

48:00 Fremtids-scenarier ved Harriet Worsley; University of the Arts, London

Så mange fine projekter, initiativer og ideer, der præsenteres så fint. -Men der er jo mange flere:-) -Disse initiativer kommer måske med i næste “Fremtidens mode”-dokumentar. -Er der nogen der er med på at lave den?

“Læder” af svampe – Om mycelier og chitin

by

Forleden præsenterede seje BoltThreads deres nye produkt, MYLO. Jeg har tidligere skrevet lidt om forskellige typer af det såkaldte vegansk “læder”, og om bæredygtighedsaspekter ved animalsk læder; Begge dele har været omdrejningspunktet for mine “vegansk “læder””-undervisningsforløb.

MYLO™ “an entirely new, leather-like material“, lavet af “mycelium, the underground root structure of mushrooms“.

At benytte og gro materialer af mycelie er ikke nyt; Danske MYX , GROW og Cojak  er nogle af de tidligere initiativer. Det nye ved MYLO™ er formentlig at de, i bedste biotek/science-stil, har optimeret dyrknings-betingelserne, og bearbejdning af mycelie-laget; presning, prægning og farvning.

Det spændende ved mycelie-“læder”, i forhold til fx kombucha-“læder”, er at der er meget bedre muligheder for at dyrke i 3 dimensioner; Kombucha-“læderet” dannes jo som flydelag på overfladen af en sukker-opløsning; det sætter nogle begrænsninger for hvor 3-dimensionelt det dyrkede “læder” kan gros… Når mycelier gros, vil det endelige mycelie-lag tage den form som vækstmediet har; Kun fantasien sætter grænser:-)

(billederne herover er fra MYLO websiden; lækker dynamisk grafik, synes biologen;-))

En anden spændende egenskab ved mycelie-“læder” er at, hvor kombucha-“læder” består af bakteriel cellulose, så består mycelie-“læder” af chitin. Den bakterielle cellulose har den egenskab at det er særdeles vandsugende; derfor bruger man rå mængder af for eksempel glycerol (eller må kemisk modificere alle -OH grupperne) for at undgå at materialet svulmer op, hvis man finder på at laver sko, jakker, tasker af kombucha-“læder”. -Det behøver man tilsyneladende ikke med mycelie-“læderet”; chitin’en har den fine egenskab (i denne sammenhæng) at det er vandskyende i sig selv.

Den biokemiske forskel mellem chitin og cellulose ses af figuren til venstre; Begge bio-polymerer er såkaldte polysakarider eller kulhydrater; men der er forskel i hvilke side-grupper der er på ring-C’erne.

Det tager tid at gro sådan et mycelie-lag. -men alt er jo relativt. Sammenlignet med hvor lang tid det tager at gro en ko, for at kunne flå den og bearbejde dens hud til læder, så går det unægtelig lidt hurtigere med dyrkning af mycelier. Og, de udskiller iøvrigt ikke drivhus-gassen metan undervejs, en uvane som køerne og andre drøv-tyggere jo har. Til gengæld giver de ikke mælk og bøffer som “bi-produkter”…

Jeg skrev at Bolt Threads er seje; det er de fordi de i forvejen har udviklet “biosilk” tekstilfiber af rekombinant protein. Det har jeg skrevet om i dette tidligere indlæg.

Det er så 2 helt forskellige måder at lave tekstile materialer af bio-piolymerer må; de favner bredt, de der Bolt Threads. Herfra afventes spændt hvad deres næste udspil bliver:-)

Bakterier og lugt

by

Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at holde oplæg for en super lydhør deltager-gruppe, ved arrangementet “Fast-fashion eller slow-crafting“. Vi kom langt omkring; Min kringlede vej med mit arbejde med tekstilbiologi, miljøbelastningen i de forskellige faser af tøj livsforløb, miljøbelastning ved fremstilling af forskellige tekstile materialer, miljøvenlig påklædning, miljø-aspekter/signal-værdi/kreativitet ved lapning og reparering af tøj.

Hvad jeg ikke nåede at komme nok ind på, er den interessante dynamik mellem forekomsten af bakterier i tekstiler og udvikling af lugt.

Det der med lugt og bakterier er interessant for mig, da lugt jo er en af grundene til at vi vasker tøj. Så, kan man undgå lugt, vil man kunne reducere behovet for miljøbelastende vask. Og da brugsfasen jo bærer op mod halvdelen af tøjs miljøbelastning, som omtalt i dette indlæg, er der rigtig go’ mening i at være nysgerrig på hvordan udvikling af lugt i tøj kan reduceres.

For nogle år siden læste jeg en artikel, der gjorde stort indtryk på mig; Studiet viser at der ikke er en entydig sammenhæng mellem forekomst af bakterier og intensitet af lugt. Faktisk tvært imod.  Figuren herunder har jeg lavet ud fra data fra artiklen.

 

Af de 3 materialer, uld, bomuld og polyester, er det i ulden der er flest bakterier (de blå søjler), mens det er polyesteren, der har den største lugt-intensitet (grønne søjler).

At uld har lugt-reducerende egenskaber var ikke nyt for mig; det er en af de egenskaber ved uld, der fremhæves, som grund til at outdoor-folket, som for eksempel vandrere, skal vælge uld-undertøj som del af den funktionelle påklædning. Hvad der overraskede mig var at der ikke var sammenhæng mellem andel af bakterier og lugt-intensiteten. Selvom det er i uld der udvikles mindst lugt, er det i uld at der er højest forekomst af bakterier! Det er altså ikke bakterier, over en kam, der er skyld i at vores tøj lugter!

At give alle bakterier skylden for lugt tangerer diskriminering… Jeg kan godt forstå de er sure, bakterierne;-)

 

 

 

Strømper, bambus, miljø og fremtidens materialer

by

Det er altid en fornøjelse at opleve engagement, nysgerrighed og videbegærlighed. Og det er så spændende at opleve den stigende interesse for tekstilernes fantastiske tekniske og miljømæssige, fra private virksomheder.

Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at forestå undervisning ved den danske virksomhed, strømpe-kompagniet. En fornøjelse at være i selskab med en flok mennesker, der er lige så nysgerrige og ambitiøse som man selv er. Emnet var “Bambus, miljø og fremtidens materialer i tekstil-branchen“.

Jeg skal love for at vi kom vidt omkring! Sikke en spørgelyst og interesse! Jeg skal love for at der blev spurgt, tænkt, funderet og diskuteret. Hvor var det fedt! Og så var der tilmed kage og kaffe til, samt lækker “hippie-sandwich”:-)

Nu skal der lægges for fremtiden. Nu skal vi igang med at undersøge dem meget nærmere, de her spændende nye tekstile materialer, der popper op i tiden; hvad de er, hvad de kan, og hvad de med fordel kan bruges til.

Det bliver virkelig spændende!

 

 

Umorfil® skjorte-stof

by
Yes!
Efter længere tids ben-arbejdet, inklusiv møde med forretnings-folkene og forskerne bag materialet, ved årets Premiere Vision i Paris, har jeg såmænd modtaget en flok meter af det fineste vævede stof, indeholdende Umorfil®; Viskose, “beklædt” med kollagen-protein fra fiskeskæl.
Ud over at indeholde 20% Umorfil®, består det af 60%hør og 20% Tencel®. LÆKKER kombi:-)
-nu skal der analyseres og undersøges og testes. Og jeg skal have nogen til at sy mig en efterfølger for min trofaste Levis commuter skjorte. Og nogen til at bistå med at få det farvet. -Bleget hvid er ikke rigtig mig…;-) Og, det er da også for spændende en opgave, at undersøge hvordan dette bionic materiale tager imod tekstilfarver, til at lade vær’:-)

Jeg har tidligere kort omtalt dette spændende material her, i forbindelse med omtale af alle de spændende man-made protein-fibre, der popper op, derude. Umorfil® er jo ikke egentlig en protein-fiber. I marketings-jargon hedder det:

“UMORFIL® viscose is the first fiber which combines both animal and botanic features”.

Umorfil® er altså en kombination af cellulose og protein, plante biomolekyle og animalske biomolekyler. -Alle klassiske klassifikations-skemaer må dermed kapitulere, i forhold til at få indpasset Umorfil®:-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den måde, hvorpå “beklædningen” af viskose-fibrene, med kollagen-protein, rent teknisk og molekylært finder sted, er omgæret med inspirerende hemmelighed… Alle mulige fede buzz-words benyttes; Biomimetic, supramolecular material, biotechnology, biomimicry, engineering… -Jeg er selvfølgelig godt igang med at finde ud af hvad det EGENTLIG betyder;-) Det er svært spændende, for en nørd som jeg:-)

Specifikationerne for materialet er særdeles imponerende, i forhold til funktionalitet ved hud-kontakt:
Og på behørig vis er der udviklet den fineste consumer-facing grafik, til at kommunikere disse tekniske specifikationer.
What’s not to like:-)
Skjorten, der skal syes, er en remake af Levis commuter skjorte, som jeg har brugt flittigt i et par år, efterhånden, og som har været en trofast del af min workwear uniform; den kan man læse meget mere om her.  http://tekstilbiologi.dk/decision-fatigue-avoidance-work-uniform/
Farvning af stoffet bliver virkelig spændende. Både fordi Umorfil® består af både protein og cellulose, og fordi stoffet består af en ret go’ andel hør. Hør er jo kendt for at tage lidt ringere imod farven, end andre cellulose fibre, da fibrene typisk har en højere grad af krystalinitet.
Det vil tiden alt samme vise!
Hvis nogen har lyst til at samarbejde, og lege med, så meld jer endelig:-)
-Ellers, stay tuned, og følg med fra sidelinjen.

Artikel i “Håndværk og Design” om Uld og bæredygtigheds-aspekter

by

Se-så-da-lige-her:-) Så fin en artikel:-)

Artiklen kan læses i det seneste nummer af “Håndværk og Design“.

Bladet kan købes her.

 

tekstil-identificering

by

Laboratorie-nørden (mig) fik idag stukket et par stof-prøver i hænderne; om jeg kunne udtale mig fornuftigt om hvad de bestod af. Brand-prøve havde forinden vist at de begge indeholdt “noget der smelter”. -Altså noget syntetisk. Brandprøve, der jo ellers er en vældig handy metode til hurtigt at få en ide om hvilket materiale man har med at gøre, er jo ikke super egnet til at afgøre hvilken syntetisk fiber man har med at gøre. -Men, det kan FTIR (nogle gange) så fint.

FTIR (Fourier-transform infrared spectroscopy) er en spektroskopisk metode, hvor en tråd eller et par fibre placeres på en lille flad krystal, spændes fast, og målingen startes (youtube viser så fint hvordan det gøres). Efter et minuts tid, kommer (måske) et FTIR spekteret frem, hvis ellers kontakten mellem fiber-materiale og krystal glaspladen har været god nok.

Sabines stofprøve gav følgende spektre;

Sammenlignes spektrene med et “reference-spekter” for polyester, ses det at der er ganske overbevisende lighed.

Sabine, din stofprøve er, ud fra min hurtige analyse, på 3 ret tilfældigt udtagede fiber-prøver, 100% polyester.

Signes stof-prøve er 2-sidet strik. Spektre af de 2 forskellige tråde, fra henholdsvis den røde og den sorte side, giver disse spektre.

Det ene spekter udviser vældig meget samme forløb som Sabines polyester. Det andet spekter ligner til forveksling et spekter for viskose.

Det viste spekter er fra en projektrapport, udført af en gruppe biotek-ingeniær studerende, i forbindelse med studier at de såkaldte “mikroplast-frie” universal-klude. Viskose-spekteret er det grønne.

Så, Signe; dit rød/sorte strik-stof er, efter al sandsynlighed, viskose/polyester.

-Kom ikke og sig at der ikke er kommet noget ud af alle mine mange år på universitetet:-)