Oplæg: Tekstil og Biologi – Helt ude i hampen…?

Jaaaaaa:-) Jeg glæder mig til på onsdag🙏 Tekstil-nørderi i Risskov🙂

Kom glad:-)

Please follow and like us:

Polyester – Egenskaber

Den tekstilbiologiske brevkasse fik et spørgsmål, som, i det store hele, lyder:

Jeg bryder mig ikke om stof med polyester – kan ikke komme af med varmen, det er underligt at røre ved – men – løbetøj er lavet af polyester – og lader varme passere.

Er det vævningen eller arten af polyester der gør forskellen?

Fra wikiPolyester er en kategori af polymerer, som indbefatter den funktionelle gruppe kaldet ester i hovedkæden. Selvom der er mange polyestre, bruges termen polyester ofte til at betegne det specifikke materiale polyethylentereftalat (PET).

Som wiki antyder; polyester er et vidt begreb! Og, selv når vi begrænser det til polyesteren PET, så kan fibre af denne polymer fremstilles og funktionaliseres i det uendelige; kun fantasien (næsten) sætter grænser.

PET som tekstil materiale er som udgangspunkt hydrofobt (“bange” for fugt) eller oleofilt (“glad” for fedt/olie). PET fibre er altså ikke fugt-absorberende, i samme grad som naturfibre (bomuld, hør, uld (til dels) silke), eller som de regenererede fibre (viskose, tencel, mælke-fibre, etc). At PET fibre ikke binder fugt udnyttes til funktions/sports-tøj; fugten/sveden fra vor hud ledes bort fra huden, og kan fordampe fra tekstil-overfladen. Det er der en del marketings-folk, der har omsat til de fineste sci-fi high-tech illustrationer;-)

 

Overfladen af PET fibre kan øges ved at fibrene fremstilles tyndere, såkaldte mikrofibre. I figuren herunder refererer “micron” til diameteren af fibrene, målt i mikrometer. Tallene er selvfølgelige gennemsnitstal og/eller eksempel-størrelser. Det ses at mikrofibre er for eksempel halvt så tykke som bomuld.

Dertil kommer at “fugt-bortlednings-egenskaben” kan øges ved at fibrene formes med “kanaler” i fibrenes længde-retning. Når “fugt-bortlednings-egenskaben” er forbedres, omtales fibrene som “wicking“. Fibrenes “kanaler” kan formes på alverdens flippede måder, og fibrene markedsføres typisk under deres deres handles-navne. Eksempler er Coolmax™, der ses i figuren herunder; “ovale” fibre, i tværsnit, med 4-6 kanaler i længde-retningen…

-eller de såkaldte 4DG™, der tager det der med kanaler i fiber-længderetningen til ekstremer;-)

 

 

 

 

 

 

 

 

Når PET fibre ikke binder fugt, betyder det ofte at de også er statisk elektriske. Fugt, der er bundet i fibre, kan være en af de måder elektroner kan “bindes” og “vandre” i materialet; Derved kan det undgås at den statiske elektricitet opbygges, og der springer gnister.

Statisk elektricitet kan være særdeles irriterende, men også direkte skadeligt, hvis PET tekstiler benyttes nær elektriske installationer. -Derfor er der selvfølgelig udviklet et væld af metoder til at reducere statisk elektricitet i syntetiske fibre. En af måderne er at tilsætte fugt- eller elektron-bindende stoffer til polyester-pærevællingen, inden denne formes til fibre. Lidt som når der tilsættes krydderier til pasta-dejen, inden der presses spagetti;-)

Der findes et væld af tilsætningsstoffer, der kan funktionalisere PET fibre, og for eksempel “fixe” denne uheldige egenskab ved PET, at statisk elektricitet opbygges; aske, mineraler, kulstof…

Så, når man oplever ens PET-beklædning som noget hvor man ikke “kan komme af med varmen” og at PET “er underligt at røre ved”, så er det jo nok fordi man ikke har været ambitiøs i design-fasen; defineret hvad man ønsker at ens tekstile produkt skal kunne… (eller, man har været knivskarp på at definere at det PET stof der benyttes skal være billigt og se godt ud). For eksempel kan der være benyttet stof der består af for tykke PET fibre, eller der er benyttet PET fibre uden den rette antistatiske funktionalisering. Ofte er PET et yndet materiale til fashion beklædning, fordi det er “let at arbejde med” (der er for eksempel ikke årstids-variation, som der kan være ved naturfibre) og det er billigt at fremstille, krymper ikke, og kan let og billigt fremstilles med de fineste (mode-)farver og mønstre. Metervarerne til fashion beklædning er ofte valgt på grund af pris og udseende, og ikke efter funktionalitet. Modsat forholder det sig med PET til sports- og funktionstøj; her benyttes PET fibre der er fremstillet til “at kunne” noget. Wicking, fugt-transporterende, anti-odor, anti-bakterielle, anti-statisk, bygge-frastødende, brand-hæmmende… you name it

At “funktionelt påklædning” er forvist til sports- og arbejdstøj er lidt ærgerligt; Hvis jeg kunne bestemme, så skulle der afgjort være mere dagligdags påklædning, der er funktionaliseret meget mere efter at det skal have en funktionalitet ud over at være billigt og “se moderne ud”.

 

 

Please follow and like us:

Bleer

 

Bleer er smadder spændende:-) Engangsbleer er rent teknisk et særdeles interessant produkt. Ofte fremstillet af såkaldt nonwoven tekstil, der kan bestå af ganske forskellige molekyler, som for eksempel de syntetiske polymerer polypropylen, polyetylen eller polyester, men regenererede cellulose-fibre benyttes også. Derudover er selve de vand-absorberende polymerer virkelig et tekniske kapitel for sig selv. Om man vil studere fremstillings-processen lidt mere indgående, kan man da starte på How it’s made – Disposable diabers, hvorfra billederne herunder også stammer.

Ud over de spændende tekniske aspekter ved engangsbleer, så er de svært spændende i forhold til den stadige diskussion om hvorvidt genbrug eller køb-og-smid-væk er mest miljøvenligt.

Generelt er der vel en tilbøjelighed til at tænke at engangs-artikler må være miljøbelastende, og at genbrugs-artikler er det mere miljø-venlige valg. -Men sådan er det jo så ikke altid. Plastposer-diskussionen er jo et glimrende eksempel på at det ikke altid er så simpelt at gennemskue hvad der egentlig er “miljøvenligt”. Jeg skrev faktisk et indlæg om de famøse muleposer for sådan cirka 2 år siden. Luft-tøring af hænder i forhold til at bruge engangs-håndklæder eller vask-bare håndklæder er en anden spændende case. Og engangs-kaffekopper overfor porcelæns-kopper er en tredje spændende case. Og så er der jo selvfølgelig de der famøse karklude; den forhadte lyserøde fiber-klud overfor strikkede øko-bomuldsklude…

Bleer er et glimrende eksempel på at der er miljø-belastning forskellige steder i livsforløbet af produkter. I forhold til den livsfase, der omhandler “produktion”, spiller det en rolle hvordan de benyttede fibre og nonwoven tekstiler fremstilles, lige som valget af polymer-materiale; syntetisk, bio-syntetisk, regenereret, har stof indflydelse. At naturfibre ofte har en højere produktions-miljøbelastning end de fremstillede fibre, og at fremstilling af non-woven stof kræver færre ressourcer end fremstilling af vævet eller strikket stof, er aspekter der tæller positivt i engangs-bleernes miljøregnskab.

Uanset hvad, så er en af de helt afgørende forskelle mellem engangs- og genanvendelige bleer, at engangsbleer ikke skal vaskes. -Det skal stofbleerne seføli. Og vask, især ved højere temperaturer, er ganske ressource-krævende…   Miljøbelastning, i brugsfasen, er ganske betragtelig. Jeg hiver ofte og gerne dataene fra den store europæiske undersøgelser, IMPRO Textiles, frem. Den kan man hente her, eller læse om i nogle af mine tidligere blog-indlæg.

Der er lavet flere LCA undersøgelser på problemstillingen omkring engangs-bleer; en af de nyere er denne;

 

Eller undersøgelsen: An updated life cycle assessment study for disposable and reusable nappies, hvorfra LCA-figuren ovenfor er fra.

Det kræver stor bevidsthed som forbruger af bleer, uanset om de er engangs- eller genanvendelige, at tilstræbe miljøvenlighed; At tørretumble stofbleer er ihvertfald ikke gunstigt for stofbleernes miljøprofil! og, at engansbleer er mere miljøbelastende end stofbleer er ikke nødvendigvis tilfældet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Please follow and like us:

Fremtidens mode – dokumentarfilm på DR

Næda:-) Se så da lige hvad jeg fandt på DR! Hele 50 minutter om alt det som jeg er så inderligt optaget:-) “Skåret til” og gjort tilgængelige for de fleste, af kompetente dokumentarfilm-skræddere. Og, så kan den tilmed ses pr streaming indtil 

Fransk dokumentar fra 2016; Fremtidens mode (Dream the Future)

Præsentation af dokumentaren, direkte fra DR:

Hvordan vil verden se ud i fremtiden? Vil nogle af nutidens opfindelser få betydning for vores hverdag i 2050? Og vil de have svar på nogle af nutidens økonomiske, miljømæssige og kulturelle udfordringer? Med mindre vi alle bliver nudister, vil de 9 milliarder mennesker i verden år 2015 stadig behøve tøj. Modeindustrien har lige nu problemer med overproduktion, dårlige arbejdsforhold og brugen af farlige stoffer. Fremtiden er til gengæld fuld af fantatiske muligheder for en grøn produktion af tøj med indbygget intelligens.

I løbet af udsendelsen præsenteres både 3d-print-designeren Iris van Herpen, Electroloom-teamet (DEM HAR JEG BESØGT!!! -Inden de trak stikket og lukkede projektet ned…:-/ Anyways; det er totalt i deres ånd, når jeg arbejder med mine solution blow spinning eksperimenter, i mit SpinWear projekt), Blond&Bieber algefarvnings-designerne, Anke Domaskes QMilch mælkeprotein-fibre (indlæg her).

2:00 Udfordingerne præsenteres. “Mode-industrien fremstiller 150 mia stykker tøj om året”

4:35 Crash-course i mode-historie

7:00 3d-printet design generelt. Iris van Herpen specifik fra 8:20

17:15 Electroloom projektet

23:00 Heat tech tøj

24:00 Cutecircuit LED/smartphone integrering

24:40 Mode og teknologi; solceller, LED lys; intelligent tøj, Pauline van Dongen

30:40 Jaquard-projektet; Google og Levis. Berøringsfølsomt og interaktivt tekstil.

31:40 Økologi og miljøvenlighed i 2050? 

32:30 “Farvestoffer er angiveligt skyld i 60% af forureningen i kinas floder”. “Der bliver brugt 10.000l vand til fremstilling af et par cowboy bukser”

32:40 H&Ms conscious, Inditex Zara, Vivienne Westwood, Stella McCartney.

33:30 Anke Domaskes QMilch mælkeprotein-fibre

37:10 GStar Raws ocean plast

38:10 Blond&Biebers algaemy

43:20 Biocouture

43:40 Biologic; natto-bakterie drevne ventilering, Lining Yao

48:00 Fremtids-scenarier ved Harriet Worsley; University of the Arts, London

Så mange fine projekter, initiativer og ideer, der præsenteres så fint. -Men der er jo mange flere:-) -Disse initiativer kommer måske med i næste “Fremtidens mode”-dokumentar. -Er der nogen der er med på at lave den?

Please follow and like us:

“Læder” af svampe – Om mycelier og chitin

Forleden præsenterede seje BoltThreads deres nye produkt, MYLO. Jeg har tidligere skrevet lidt om forskellige typer af det såkaldte vegansk “læder”, og om bæredygtighedsaspekter ved animalsk læder; Begge dele har været omdrejningspunktet for mine “vegansk “læder””-undervisningsforløb.

MYLO™ “an entirely new, leather-like material“, lavet af “mycelium, the underground root structure of mushrooms“.

At benytte og gro materialer af mycelie er ikke nyt; Danske MYX , GROW og Cojak  er nogle af de tidligere initiativer. Det nye ved MYLO™ er formentlig at de, i bedste biotek/science-stil, har optimeret dyrknings-betingelserne, og bearbejdning af mycelie-laget; presning, prægning og farvning.

Det spændende ved mycelie-“læder”, i forhold til fx kombucha-“læder”, er at der er meget bedre muligheder for at dyrke i 3 dimensioner; Kombucha-“læderet” dannes jo som flydelag på overfladen af en sukker-opløsning; det sætter nogle begrænsninger for hvor 3-dimensionelt det dyrkede “læder” kan gros… Når mycelier gros, vil det endelige mycelie-lag tage den form som vækstmediet har; Kun fantasien sætter grænser:-)

(billederne herover er fra MYLO websiden; lækker dynamisk grafik, synes biologen;-))

En anden spændende egenskab ved mycelie-“læder” er at, hvor kombucha-“læder” består af bakteriel cellulose, så består mycelie-“læder” af chitin. Den bakterielle cellulose har den egenskab at det er særdeles vandsugende; derfor bruger man rå mængder af for eksempel glycerol (eller må kemisk modificere alle -OH grupperne) for at undgå at materialet svulmer op, hvis man finder på at laver sko, jakker, tasker af kombucha-“læder”. -Det behøver man tilsyneladende ikke med mycelie-“læderet”; chitin’en har den fine egenskab (i denne sammenhæng) at det er vandskyende i sig selv.

Den biokemiske forskel mellem chitin og cellulose ses af figuren til venstre; Begge bio-polymerer er såkaldte polysakarider eller kulhydrater; men der er forskel i hvilke side-grupper der er på ring-C’erne.

Det tager tid at gro sådan et mycelie-lag. -men alt er jo relativt. Sammenlignet med hvor lang tid det tager at gro en ko, for at kunne flå den og bearbejde dens hud til læder, så går det unægtelig lidt hurtigere med dyrkning af mycelier. Og, de udskiller iøvrigt ikke drivhus-gassen metan undervejs, en uvane som køerne og andre drøv-tyggere jo har. Til gengæld giver de ikke mælk og bøffer som “bi-produkter”…

Jeg skrev at Bolt Threads er seje; det er de fordi de i forvejen har udviklet “biosilk” tekstilfiber af rekombinant protein. Det har jeg skrevet om i dette tidligere indlæg.

Det er så 2 helt forskellige måder at lave tekstile materialer af bio-piolymerer må; de favner bredt, de der Bolt Threads. Herfra afventes spændt hvad deres næste udspil bliver:-)

Please follow and like us:

Umorfil® skjorte-stof

Yes!
Efter længere tids ben-arbejdet, inklusiv møde med forretnings-folkene og forskerne bag materialet, ved årets Premiere Vision i Paris, har jeg såmænd modtaget en flok meter af det fineste vævede stof, indeholdende Umorfil®; Viskose, “beklædt” med kollagen-protein fra fiskeskæl.
Ud over at indeholde 20% Umorfil®, består det af 60%hør og 20% Tencel®. LÆKKER kombi:-)
-nu skal der analyseres og undersøges og testes. Og jeg skal have nogen til at sy mig en efterfølger for min trofaste Levis commuter skjorte. Og nogen til at bistå med at få det farvet. -Bleget hvid er ikke rigtig mig…;-) Og, det er da også for spændende en opgave, at undersøge hvordan dette bionic materiale tager imod tekstilfarver, til at lade vær’:-)

Jeg har tidligere kort omtalt dette spændende material her, i forbindelse med omtale af alle de spændende man-made protein-fibre, der popper op, derude. Umorfil® er jo ikke egentlig en protein-fiber. I marketings-jargon hedder det:

UMORFIL® viscose is the first fiber which combines both animal and botanic features”.

Umorfil® er altså en kombination af cellulose og protein, plante biomolekyle og animalske biomolekyler. -Alle klassiske klassifikations-skemaer må dermed kapitulere, i forhold til at få indpasset Umorfil®:-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den måde, hvorpå “beklædningen” af viskose-fibrene, med kollagen-protein, rent teknisk og molekylært finder sted, er omgæret med inspirerende hemmelighed… Alle mulige fede buzz-words benyttes; Biomimetic, supramolecular material, biotechnology, biomimicry, engineering… -Jeg er selvfølgelig godt igang med at finde ud af hvad det EGENTLIG betyder;-) Det er svært spændende, for en nørd som jeg:-)

Specifikationerne for materialet er særdeles imponerende, i forhold til funktionalitet ved hud-kontakt:
Og på behørig vis er der udviklet den fineste consumer-facing grafik, til at kommunikere disse tekniske specifikationer.
What’s not to like:-)
Skjorten, der skal syes, er en remake af Levis commuter skjorte, som jeg har brugt flittigt i et par år, efterhånden, og som har været en trofast del af min workwear uniform; den kan man læse meget mere om her.  http://tekstilbiologi.dk/decision-fatigue-avoidance-work-uniform/
Farvning af stoffet bliver virkelig spændende. Både fordi Umorfil® består af både protein og cellulose, og fordi stoffet består af en ret go’ andel hør. Hør er jo kendt for at tage lidt ringere imod farven, end andre cellulose fibre, da fibrene typisk har en højere grad af krystalinitet.
Det vil tiden alt samme vise!
Hvis nogen har lyst til at samarbejde, og lege med, så meld jer endelig:-)
-Ellers, stay tuned, og følg med fra sidelinjen.
Please follow and like us:

Læder – MSI


I forbindelse med mit undervisningsforløb “Vegansk læder”, har jeg brugt en del krudt på at sætte mig ind i hvad almindeligt animalsk læder er, og hvad miljø-aspekterne er ved det. De fleste er nok bekendt med at “der er noget problematisk ved det der læder… Noget med tungmetaller ved garvning, noget med metan-bøvsenes bidrag til drivhus-effekten, noget med højt vandforbrug og -forurening, noget med dyre-etik og arbejdsforhold…

Og, der ER noget om det. Der ER nogle bæredygtighedsmæssige problematiske forhold ved animalsk læder. -Lad mig dog så lige skynde mig at sige, inden jeg begynder at uddybe, at det ikke nødvendigvis betyder at man fuldstændig skal forsage læder. Læder er, som tekstilt material, FANTASTISK. Smukt, holdbart, fleksibelt, hud-venligt, stærkt, kræver ganske begrænset “pleje”, etc etc. Miljømæssigt set kan materialet snildt forsvares ud fra logikken at som et bi-produkt ved kød-produktion (som man jo så godt kan have bæredygtigheds-funderede problemer med…), så kan forarbejdning af læder snildt betragtes som upcykling af affalds-dyrehuder. Betragtes læder-produkters miljø-belastning i livscyklus-perspektiv, så er det negative miljø-aspekt i brugs-fasen ofte ganske begrænset. I modsætning til ganske mange andre tekstile materialer (læs mere her)

Princippet for forarbejdning af dyrehuderne, er egentlig ikke så kompliceret. Tillad mig at citerer “Den Store Danske“;

“I princippet er garveprocessen enkel. Efter fjernelse af hår skal huden først blødgøres og vaskes i vandbade med salt og sæbe, hvorefter resterende fedt- og oliestoffer trækkes ud med organiske opløsningsmidler. Derefter konserveres huden med garvemidler, hvorved vævet bliver fikseret og bestandigt. Til sidst bankes fedt og olie igen ind i huden for at gøre den blød og smidig, og den garvede hud tørres”.

Men det simple princip dækker over mange, arbejds- og ressource-krævende proces-trin.

  • vaskes i vandbade med salt og sæbe. -vaskebade i flertal.
  • benyttelse af organiske opløsningsmidler. –til at fjerne fedt og olie
  • konservering af huden med garvemidler.
  • fedt og olie bankes ind i huden, for at (gen)opnå blødhed/smidighed

Alt det kommer jeg (forhåbentlig) meget mere ind på i efterfølgende indlæg.

  • Opbygning af læder
  • Garvnings-principper
  • BOD – vandforbrug

I dette indlæg vil jeg i stedet fokusere på hvordan læder figurerer i MSI – Material sustainability Index.

I den aktuelle version af MSI, indgår hele 79 materialer. I figuren herunder er vist de 76 af dem; guld, platin og PTFE er udeladt, fordi deres MSI-score er så høj at alle de andre MSI-score bliver så forsvindende små i forhold til, som det kan ses i den lille indsatte figur.

Med rødt har jeg markeret de 4 animalske læderes der aktuelt er medtaget i MSI. Når det gælder de traditionelle dyrehuder, gris, ged og ko, så taler billedet næste for sig selv; De ligger helt til højre i figuren, med de 3 højeste MSI-score. -Og høj MSI score indikere høj negativ miljøbelastning.

Men, bemærk så lige kænguruen; Læder herfra er, i sammenligning, er en totalt miljøvenlig “duksedreng”. Klikker man lidt ind på dette materiale i MSI, vil det fremgå at grunden til denne virkelig pæne MSI-score skyldes at læderet kommer fra de fritlevende kænguruer i Australien. I kænguro-læderets MSI-score er altså ikke medregnet ressource-bidraget fra industrielt dyrehold.

For VILDT så stor en forskel det gør, om opfostringen af dyrene sker “in the wild” eller industrielt…

Kigger man videre på hvorfra miljøbelastningen ved kængurolæder så stammer, springer garvningen i øjnene:

Snakker vi garvnings-metoder for dyrehuder, medtager MSI 3 muligheder; i hvertfald for de 3 traditionelle dyrehuder; Krom-garvning, vegansk garvning og aldehyd-garvning. Værd at bemærke her er at selve fixeringstrinnet, hvor de 3 garvningsmetoder adskiller sig fra hinanden, er kun en begrænset del af hele garvningsprocessen.

-Og som det fremgår af MSI-scorene, for disse 3 forskellige garvnings-metoder, så er bidraget fra selve fixerings-trinnet ganske begrænset, i forhold til miljøbelastnings-bidraget ved den samlede garvnings-proces.

MSI scorene for selve garvningen ligger mellem 9,5 og 11,8. -Ud af den samlede MSI-score for ko-hud på 159… Virkelig ikke en særlig stor andel af den samlede MSI-score…

Budskabet fra MSIs data må være at miljømæssigt set er det markant mere afgørende hvordan selve dyreholdet har fundet sted, end hvilke garvnings-metode der er benyttet. Hud fra fritlevende skadedyr, som de australske kænguruer jo betragtes som, har særdeles mindre MSI-score end de andre 3 medtagede lædere.

Lad os da lige tage et hurtigt kig på noget kænguroskind, eller rettere pels, som jeg kom forbi i Kjøwenhavnstrup; virkelig lækkert materiale! Men, også virkelig dyrt. -og… måske lidt fjollet at vende sig helt mod australien, for at finde dyrehud fra skadedyr…

Måske det er på tide at genoptage lokal fremstillig af skind fra vort eget kære skadedyr; rotten…;-) Det er gjort tidligere.

.

Og i Sydafrika har de åbentbart stor succes med det. På nogle punkter, ihvertfald;-) -se selv nyheds-indslaget)

 

Please follow and like us:

Animal-Free Wool Challenge

Tjek da lige årets BioDesign Challenge! Jeg kan slet ikke få armene ned:-)

Især er jeg begejstret  over emnet for Årets PETA Prize; den kommer til at gø til bedste bud på “Animal-Free wool”:-)

Tjek appetizer-filmen her:

Det er jo lige dét, jeg har gået og arbejdet så flittigt med, de seneste år. Mit arbejde med at fremstille man-made protein-baseret tekstilfiber:-) På det seneste er det godtnok keratin fra fjer, jeg arbejder med, så lige præcis de fibre er ikke helt animal-free. Til nød kan man vel kalde dem no-ekstra-killing-of-animal. -Men, jeg arbejder jo også med plante-baseret protein, som udgangspunkt for mine fibre. -Og SÅ begynder det virkelig at ligne animal-free wool🙂

Jeg er seføli flux gået igang med at skrue et oplæg sammen, der tager udgangspunkt i netop PETA Challengen; Animal-free wool. Outline er

  • hvad er uld; hvad består uld af og hvordan er det opbygget
  • hvilke egenskaber har uld
  • hvilke innovative “uld-alternativer”, findes der allerede.
  • hvilke strategier kunne man benytte, i arbejdet med at udvikle dyre-frit uld-alternativ

Når oplægget er “i skabet”, vil blive annonceret her på siden, blandt andet. -Men er man allerede nu interesseret, så tag endelig kontakt.

Nøj, det bliver godtnok spændende at følge med i årets BioDesignChallenge!

Please follow and like us:

Bioplast – biobaseret og/eller bionedbrydeligt

En ganske stor andel af vort tøj, og tekstil generelt, består af plastik; syntetiske polymerer, der er formet som fibre, og derfor kendes som “syntetiske fibre”; Op mod 40%, jvf den store europæiske IMPRO – Textiles opgørelse.

Syntetisk tekstil vækker mange følelser i folk, og mange har en holdning til det; at det føles syntetisk, tæt eller unaturligt at bære, at det er miljøbelastende som kilde til mikroplast, etc. -Men også at syntetiske fibre det kan øge holdbarheden af stof, i blanding med naturfibre, at syntetiske tekstile materialer er top-egnede til sports- og arbejdstøj (“funktions-tøj), og at anvendelse af syntetiske materialer muliggør funktionelle og intelligente tekstile produkter.

Der sker utrolig meget udvikling indenfor området; Det forudsiges at volumen og andelen af syntetiske tekstil-fibre vil vokse betragteligt fremover.

Ind på banen kommer så “bio-plastik”; et fantastisk spændende område, der spåes at have kæmpe potentiale i fremtiden.

“Bio-plast” er et begreb, der benyttes med forskellige betydninger. Det kan bruges i betydningen at det er noget plast, der er bio-nedbrydeligt, bio-baseret, bio-kompatibelt, bio-modificeret, kompostérbart, bio-fremstillet… og sikkert med mange flere…

Når man beskæftiger sig med bio-plast, skelnes skarpt mellem “bio-baseret” og “bio-nedbrydeligt” plast.

Af figuren ovenfor (fra den europæiske bioplast organisation) ses det at plast snildt kan være bio-baseret uden at være bio-nedbrydeligt; disse bioplast-typer befinder sig i øverste venstre hjørne; for eksempel biobaseret PE og  PET (de såkaldte “drop-ins”, eller bio-PA (bio-baseret nylon!). Det modsatte er også snildt muligt; ,bio-nedbrydeligt, uden at være bio-baseret; det er de polymerer, der befinder sig i nederste venstre hjørne. Fx PCL. -En sjov plasttype der findes derude som fx AnyShape modellerings-plast.

Jeg er ikke en af dem, der er glædende fortaler for bionedbrydelig plastik. Til andre formål end de produkter der pga deres funktion, ender i miljøet. Fx fiskenet og balloner. Til gengæld er jeg ret begejstret for potentialet i de bio-baserede tekstil-fibre. Og, TA-DAAAAAA; der ER faktisk allerede en hel del VIRKELIG SPÆNDENDE biobaserede syntetiske tekstiler og tekstilfibre derude:-)

-een af dem har jeg jo allerede præsenteret, i indlæggene om “Cellulose acetat” og “Mantis’ skod-tøj“. -De andre kommer snart, i senere blog-indlæg:-)

Stay tuned:-)

 

Please follow and like us:

Mantis’ skod tøj…

Jojo, den er skam go nok:-) Filtrene fra cigaretter kan benyttes til at lave tøj af.  Det er lige præcis hvad designeren   Alexandra Guerrero har gjort, i hendes Mantis koncept.

Godtnok er skodderne, som hun iøvrigt siger at have fundet på gaden, blandet op med uld, hele 90%…

Selv om det måske lyder syret, at lave tøj af cigaret-filtre, så er det ikke helt så langt ude, som det måske umiddelbart lyder; cigaret-filtre består (ofte) af cellulose acetat, et polymer-materiale der er ganske kendt som tekstilt materiale. -Nemlig som fór-stof. Jeg har tidligere skrevet om cellulose acetate.

-Men kreativt, det er det! Point herfra til MANTIS for ide-righed:-)

 

Please follow and like us: