Ideen om at man kan fremstille proteingarn stammer helt tilbage fra 1600-tallet (se indlægger med årstal). Her beskriver englænderen Hooke hvordan spindekirtlerne på hovedet af silkeormen kan anskues som model for fiber-generering.
Og i 1862 beskriver Ozanam hvordan en flydende silkesubstans fra silkeorm kan spindes, efter at det er presset gennem dyse-huller af forskellig størrelse. Derved var principperne for den teknologiske fremstilling af fibre, inspireret af naturen, godt på vej til at tage form.
Om end det ikke skortede på flid og kreativitet, så var det først mange år senere, i 1935, at en kommercielt levedygtige kaseinfiber kom på banen. Den blev kendt som Italiensk uld, og hed Lanital (lana = uld, ital = Italien). I USA blev en tilsvarende kasein-fiber, nemlig Aralac, udviklet. Navnet oprinder af forbogstaverne i ”American Research Associates”, institutionen hvor udviklingsarbejdet foregik, og de 3 første bogstaver i det latinske ord for mælk; lactate.
Udviklingen af regenererede protein fiber havde højeste bevågenhed på dette tidspunkt, umiddelbart før 2. verdenskrig; På grund af produktionen af uniformer til soldater ved krigsfronten var uld en mangelvare, og man ønskede derfor at udvikle en fiber, der kunne erstatte uld i beklædning. Forskellige kollektioner, hvor kaseinfiber blev blandet med andre fibre, blev da også lanceret, men blev aldrig den store kommercielle succes; 2. verdens-krigen sluttede som bekendt, og dermed også den udbredte mangel på uld.
Tillige havde disse 1. generationsfibre visse uhensigtsmæssige egenskaber; det siges at kunderne klagede over at når beklædning med kasein fibre blev fugtigt, havde de en lugt af sur mælk. Og endelig blev kaseinfibrene overhalet af den teknologiske udvikling, der havde resulteret i et væld af billige, ”moderne” fuldsyntetiske fibre som nylon og polyester.
Mange år er gået siden kapløbet om at udvikle uld-erstatning i årene omkring 2. verdenskrig, og verden har forandret sig; nu om dage lægges der vægt på at tekstil-fibre er lækre og behagelige, og ikke mindst at de fremstilles på økologisk og etisk forsvarlig måde. Som nævnt tidligere er produktionsmåden blevet videreudviklet så den sundhedsskadelige forbindelse, formaldehyd, hverken udledes fra produktions-stederne eller forefindes i den færdige fiber.
(ovenstående tekst er et uddrag af min artikel “Kasein-garn”, skrevet til novembernummeret af “Håndarbejde i skolen”)