Fuld af gode indtryk efter visit ved VTT-nørderne i tropiske (?!?) Finland! Som nyslået finne-fan må jeg konstatere at “Finland holder”:-)
Der er meget af fortælle om. Lad mig bare starte med at præsentere de materialer jeg sidder og vifter med på første billede, ovenfor.
Det hvide stykke stof er twill-vævet cellulose-fiber, såkaldte cellulose carbamate; Igangværende kommercialiserings-proces, svensk træ, innovativ miljøvenlig produktions-metode, lækre funktionelle egenskaber så som bomuld-“feel” og høj fugt-absorption. Nice:-)
Dernæst et beige stykke helt almindelige bomulds-lærred, som er med i samlingen, for at vi kunne mærke forskellen mellem materialerne.
Det lilla stykke er vævet viskose og “totten” er de såkaldte Ioncell-F cellulose fibre.
Næda:-) Se så da lige hvad jeg fandt på DR! Hele 50 minutter om alt det som jeg er så inderligt optaget:-) “Skåret til” og gjort tilgængelige for de fleste, af kompetente dokumentarfilm-skræddere. Og, så kan den tilmed ses pr streaming indtil
Fransk dokumentar fra 2016; Fremtidens mode (Dream the Future)
Hvordan vil verden se ud i fremtiden? Vil nogle af nutidens opfindelser få betydning for vores hverdag i 2050? Og vil de have svar på nogle af nutidens økonomiske, miljømæssige og kulturelle udfordringer? Med mindre vi alle bliver nudister, vil de 9 milliarder mennesker i verden år 2015 stadig behøve tøj. Modeindustrien har lige nu problemer med overproduktion, dårlige arbejdsforhold og brugen af farlige stoffer. Fremtiden er til gengæld fuld af fantatiske muligheder for en grøn produktion af tøj med indbygget intelligens.
I løbet af udsendelsen præsenteres både 3d-print-designeren Iris van Herpen, Electroloom-teamet (DEM HAR JEG BESØGT!!! -Inden de trak stikket og lukkede projektet ned…:-/ Anyways; det er totalt i deres ånd, når jeg arbejder med mine solution blow spinning eksperimenter, i mit SpinWear projekt), Blond&Bieber algefarvnings-designerne, Anke Domaskes QMilch mælkeprotein-fibre (indlæg her).
2:00 Udfordingerne præsenteres. “Mode-industrien fremstiller 150 mia stykker tøj om året”
4:35 Crash-course i mode-historie
7:00 3d-printet design generelt. Iris van Herpen specifik fra 8:20
17:15 Electroloom projektet
23:00 Heat tech tøj
24:00 Cutecircuit LED/smartphone integrering
24:40 Mode og teknologi; solceller, LED lys; intelligent tøj, Pauline van Dongen
30:40 Jaquard-projektet; Google og Levis. Berøringsfølsomt og interaktivt tekstil.
31:40 Økologi og miljøvenlighed i 2050?
32:30 “Farvestoffer er angiveligt skyld i 60% af forureningen i kinas floder”. “Der bliver brugt 10.000l vand til fremstilling af et par cowboy bukser”
43:40 Biologic; natto-bakterie drevne ventilering, Lining Yao
48:00 Fremtids-scenarier ved Harriet Worsley; University of the Arts, London
Så mange fine projekter, initiativer og ideer, der præsenteres så fint. -Men der er jo mange flere:-) -Disse initiativer kommer måske med i næste “Fremtidens mode”-dokumentar. -Er der nogen der er med på at lave den?
MYLO™ “an entirely new, leather-like material“, lavet af “mycelium, the underground root structure of mushrooms“.
At benytte og gro materialer af mycelie er ikke nyt; Danske MYX , GROW og Cojak er nogle af de tidligere initiativer. Det nye ved MYLO™ er formentlig at de, i bedste biotek/science-stil, har optimeret dyrknings-betingelserne, og bearbejdning af mycelie-laget; presning, prægning og farvning.
Det spændende ved mycelie-“læder”, i forhold til fx kombucha-“læder”, er at der er meget bedre muligheder for at dyrke i 3 dimensioner; Kombucha-“læderet” dannes jo som flydelag på overfladen af en sukker-opløsning; det sætter nogle begrænsninger for hvor 3-dimensionelt det dyrkede “læder” kan gros… Når mycelier gros, vil det endelige mycelie-lag tage den form som vækstmediet har; Kun fantasien sætter grænser:-)
(billederne herover er fra MYLO websiden; lækker dynamisk grafik, synes biologen;-))
En anden spændende egenskab ved mycelie-“læder” er at, hvor kombucha-“læder” består af bakteriel cellulose, så består mycelie-“læder” af chitin. Den bakterielle cellulose har den egenskab at det er særdeles vandsugende; derfor bruger man rå mængder af for eksempel glycerol (eller må kemisk modificere alle -OH grupperne) for at undgå at materialet svulmer op, hvis man finder på at laver sko, jakker, tasker af kombucha-“læder”. -Det behøver man tilsyneladende ikke med mycelie-“læderet”; chitin’en har den fine egenskab (i denne sammenhæng) at det er vandskyende i sig selv.
Den biokemiske forskel mellem chitin og cellulose ses af figuren til venstre; Begge bio-polymerer er såkaldte polysakarider eller kulhydrater; men der er forskel i hvilke side-grupper der er på ring-C’erne.
Det tager tid at gro sådan et mycelie-lag. -men alt er jo relativt. Sammenlignet med hvor lang tid det tager at gro en ko, for at kunne flå den og bearbejde dens hud til læder, så går det unægtelig lidt hurtigere med dyrkning af mycelier. Og, de udskiller iøvrigt ikke drivhus-gassen metan undervejs, en uvane som køerne og andre drøv-tyggere jo har. Til gengæld giver de ikke mælk og bøffer som “bi-produkter”…
Jeg skrev at Bolt Threads er seje; det er de fordi de i forvejen har udviklet “biosilk” tekstilfiber af rekombinant protein. Det har jeg skrevet om i dette tidligere indlæg.
Det er så 2 helt forskellige måder at lave tekstile materialer af bio-piolymerer må; de favner bredt, de der Bolt Threads. Herfra afventes spændt hvad deres næste udspil bliver:-)
Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at holde oplæg for en super lydhør deltager-gruppe, ved arrangementet “Fast-fashion eller slow-crafting“. Vi kom langt omkring; Min kringlede vej med mit arbejde med tekstilbiologi, miljøbelastningen i de forskellige faser af tøj livsforløb, miljøbelastning ved fremstilling af forskellige tekstile materialer, miljøvenlig påklædning, miljø-aspekter/signal-værdi/kreativitet ved lapning og reparering af tøj.
Hvad jeg ikke nåede at komme nok ind på, er den interessante dynamik mellem forekomsten af bakterier i tekstiler og udvikling af lugt.
Det der med lugt og bakterier er interessant for mig, da lugt jo er en af grundene til at vi vasker tøj. Så, kan man undgå lugt, vil man kunne reducere behovet for miljøbelastende vask. Og da brugsfasen jo bærer op mod halvdelen af tøjs miljøbelastning, som omtalt i dette indlæg, er der rigtig go’ mening i at være nysgerrig på hvordan udvikling af lugt i tøj kan reduceres.
For nogle år siden læste jeg en artikel, der gjorde stort indtryk på mig; Studiet viser at der ikke er en entydig sammenhæng mellem forekomst af bakterier og intensitet af lugt. Faktisk tvært imod. Figuren herunder har jeg lavet ud fra data fra artiklen.
Af de 3 materialer, uld, bomuld og polyester, er det i ulden der er flest bakterier (de blå søjler), mens det er polyesteren, der har den største lugt-intensitet (grønne søjler).
At uld har lugt-reducerende egenskaber var ikke nyt for mig; det er en af de egenskaber ved uld, der fremhæves, som grund til at outdoor-folket, som for eksempel vandrere, skal vælge uld-undertøj som del af den funktionelle påklædning. Hvad der overraskede mig var at der ikke var sammenhæng mellem andel af bakterier og lugt-intensiteten. Selvom det er i uld der udvikles mindst lugt, er det i uld at der er højest forekomst af bakterier! Det er altså ikke bakterier, over en kam, der er skyld i at vores tøj lugter!
At give alle bakterier skylden for lugt tangerer diskriminering… Jeg kan godt forstå de er sure, bakterierne;-)
Det er altid en fornøjelse at opleve engagement, nysgerrighed og videbegærlighed. Og det er så spændende at opleve den stigende interesse for tekstilernes fantastiske tekniske og miljømæssige, fra private virksomheder.
Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at forestå undervisning ved den danske virksomhed, strømpe-kompagniet. En fornøjelse at være i selskab med en flok mennesker, der er lige så nysgerrige og ambitiøse som man selv er. Emnet var “Bambus, miljø og fremtidens materialer i tekstil-branchen“.
Jeg skal love for at vi kom vidt omkring! Sikke en spørgelyst og interesse! Jeg skal love for at der blev spurgt, tænkt, funderet og diskuteret. Hvor var det fedt! Og så var der tilmed kage og kaffe til, samt lækker “hippie-sandwich”:-)
Nu skal der lægges for fremtiden. Nu skal vi igang med at undersøge dem meget nærmere, de her spændende nye tekstile materialer, der popper op i tiden; hvad de er, hvad de kan, og hvad de med fordel kan bruges til.
Efter længere tids ben-arbejdet, inklusiv møde med forretnings-folkene og forskerne bag materialet, ved årets Premiere Vision i Paris, har jeg såmænd modtaget en flok meter af det fineste vævede stof, indeholdende Umorfil®; Viskose, “beklædt” med kollagen-protein fra fiskeskæl.
Ud over at indeholde 20% Umorfil®, består det af 60%hør og 20% Tencel®. LÆKKER kombi:-)
-nu skal der analyseres og undersøges og testes. Og jeg skal have nogen til at sy mig en efterfølger for min trofaste Levis commuter skjorte. Og nogen til at bistå med at få det farvet. -Bleget hvid er ikke rigtig mig…;-) Og, det er da også for spændende en opgave, at undersøge hvordan dette bionic materiale tager imod tekstilfarver, til at lade vær’:-)
Jeg har tidligere kort omtalt dette spændende material her, i forbindelse med omtale af alle de spændende man-made protein-fibre, der popper op, derude. Umorfil® er jo ikke egentlig en protein-fiber. I marketings-jargon hedder det:
“UMORFIL® viscose is the first fiber which combines both animal and botanic features”.
Umorfil® er altså en kombination af cellulose og protein, plante biomolekyle og animalske biomolekyler. -Alle klassiske klassifikations-skemaer må dermed kapitulere, i forhold til at få indpasset Umorfil®:-)
Den måde, hvorpå “beklædningen” af viskose-fibrene, med kollagen-protein, rent teknisk og molekylært finder sted, er omgæret med inspirerende hemmelighed… Alle mulige fede buzz-words benyttes; Biomimetic, supramolecular material, biotechnology, biomimicry, engineering… -Jeg er selvfølgelig godt igang med at finde ud af hvad det EGENTLIG betyder;-) Det er svært spændende, for en nørd som jeg:-)
Specifikationerne for materialet er særdeles imponerende, i forhold til funktionalitet ved hud-kontakt:
Og på behørig vis er der udviklet den fineste consumer-facing grafik, til at kommunikere disse tekniske specifikationer.
What’s not to like:-)
Skjorten, der skal syes, er en remake af Levis commuter skjorte, som jeg har brugt flittigt i et par år, efterhånden, og som har været en trofast del af min workwear uniform; den kan man læse meget mere om her. http://tekstilbiologi.dk/decision-fatigue-avoidance-work-uniform/
Farvning af stoffet bliver virkelig spændende. Både fordi Umorfil® består af både protein og cellulose, og fordi stoffet består af en ret go’ andel hør. Hør er jo kendt for at tage lidt ringere imod farven, end andre cellulose fibre, da fibrene typisk har en højere grad af krystalinitet.
Det vil tiden alt samme vise!
Hvis nogen har lyst til at samarbejde, og lege med, så meld jer endelig:-)
Laboratorie-nørden (mig) fik idag stukket et par stof-prøver i hænderne; om jeg kunne udtale mig fornuftigt om hvad de bestod af. Brand-prøve havde forinden vist at de begge indeholdt “noget der smelter”. -Altså noget syntetisk. Brandprøve, der jo ellers er en vældig handy metode til hurtigt at få en ide om hvilket materiale man har med at gøre, er jo ikke super egnet til at afgøre hvilken syntetisk fiber man har med at gøre. -Men, det kan FTIR (nogle gange) så fint.
FTIR (Fourier-transform infrared spectroscopy) er en spektroskopisk metode, hvor en tråd eller et par fibre placeres på en lille flad krystal, spændes fast, og målingen startes (youtube viser så fint hvordan det gøres). Efter et minuts tid, kommer (måske) et FTIR spekteret frem, hvis ellers kontakten mellem fiber-materiale og krystal glaspladen har været god nok.
Sabine, din stofprøve er, ud fra min hurtige analyse, på 3 ret tilfældigt udtagede fiber-prøver, 100% polyester.
Signes stof-prøve er 2-sidet strik. Spektre af de 2 forskellige tråde, fra henholdsvis den røde og den sorte side, giver disse spektre.
Det ene spekter udviser vældig meget samme forløb som Sabines polyester. Det andet spekter ligner til forveksling et spekter for viskose.
Det viste spekter er fra en projektrapport, udført af en gruppe biotek-ingeniær studerende, i forbindelse med studier at de såkaldte “mikroplast-frie” universal-klude. Viskose-spekteret er det grønne.
Så, Signe; dit rød/sorte strik-stof er, efter al sandsynlighed, viskose/polyester.
-Kom ikke og sig at der ikke er kommet noget ud af alle mine mange år på universitetet:-)
I forbindelse med mit undervisningsforløb “Vegansk læder”, har jeg brugt en del krudt på at sætte mig ind i hvad almindeligt animalsk læder er, og hvad miljø-aspekterne er ved det. De fleste er nok bekendt med at “der er noget problematisk ved det der læder… Noget med tungmetaller ved garvning, noget med metan-bøvsenes bidrag til drivhus-effekten, noget med højt vandforbrug og -forurening, noget med dyre-etik og arbejdsforhold…
Og, der ER noget om det. Der ER nogle bæredygtighedsmæssige problematiske forhold ved animalsk læder. -Lad mig dog så lige skynde mig at sige, inden jeg begynder at uddybe, at det ikke nødvendigvis betyder at man fuldstændig skal forsage læder. Læder er, som tekstilt material, FANTASTISK. Smukt, holdbart, fleksibelt, hud-venligt, stærkt, kræver ganske begrænset “pleje”, etc etc. Miljømæssigt set kan materialet snildt forsvares ud fra logikken at som et bi-produkt ved kød-produktion (som man jo så godt kan have bæredygtigheds-funderede problemer med…), så kan forarbejdning af læder snildt betragtes som upcykling af affalds-dyrehuder. Betragtes læder-produkters miljø-belastning i livscyklus-perspektiv, så er det negative miljø-aspekt i brugs-fasen ofte ganske begrænset. I modsætning til ganske mange andre tekstile materialer (læs mere her)
Princippet for forarbejdning af dyrehuderne, er egentlig ikke så kompliceret. Tillad mig at citerer “Den Store Danske“;
“I princippet er garveprocessen enkel. Efter fjernelse af hår skal huden først blødgøres og vaskes i vandbade med salt og sæbe, hvorefter resterende fedt- og oliestoffer trækkes ud med organiske opløsningsmidler. Derefter konserveres huden med garvemidler, hvorved vævet bliver fikseret og bestandigt. Til sidst bankes fedt og olie igen ind i huden for at gøre den blød og smidig, og den garvede hud tørres”.
Men det simple princip dækker over mange, arbejds- og ressource-krævende proces-trin.
vaskes i vandbade med salt og sæbe. -vaskebade i flertal.
benyttelse af organiske opløsningsmidler. –til at fjerne fedt og olie
konservering af huden med garvemidler.
fedt og olie bankes ind i huden, for at (gen)opnå blødhed/smidighed
Alt det kommer jeg (forhåbentlig) meget mere ind på i efterfølgende indlæg.
I den aktuelle version af MSI, indgår hele 79 materialer. I figuren herunder er vist de 76 af dem; guld, platin og PTFE er udeladt, fordi deres MSI-score er så høj at alle de andre MSI-score bliver så forsvindende små i forhold til, som det kan ses i den lille indsatte figur.
Med rødt har jeg markeret de 4 animalske læderes der aktuelt er medtaget i MSI. Når det gælder de traditionelle dyrehuder, gris, ged og ko, så taler billedet næste for sig selv; De ligger helt til højre i figuren, med de 3 højeste MSI-score. -Og høj MSI score indikere høj negativ miljøbelastning.
Men, bemærk så lige kænguruen; Læder herfra er, i sammenligning, er en totalt miljøvenlig “duksedreng”. Klikker man lidt ind på dette materiale i MSI, vil det fremgå at grunden til denne virkelig pæne MSI-score skyldes at læderet kommer fra de fritlevende kænguruer i Australien. I kænguro-læderets MSI-score er altså ikke medregnet ressource-bidraget fra industrielt dyrehold.
For VILDT så stor en forskel det gør, om opfostringen af dyrene sker “in the wild” eller industrielt…
Kigger man videre på hvorfra miljøbelastningen ved kængurolæder så stammer, springer garvningen i øjnene:
Snakker vi garvnings-metoder for dyrehuder, medtager MSI 3 muligheder; i hvertfald for de 3 traditionelle dyrehuder; Krom-garvning, vegansk garvning og aldehyd-garvning. Værd at bemærke her er at selve fixeringstrinnet, hvor de 3 garvningsmetoder adskiller sig fra hinanden, er kun en begrænset del af hele garvningsprocessen.
-Og som det fremgår af MSI-scorene, for disse 3 forskellige garvnings-metoder, så er bidraget fra selve fixerings-trinnet ganske begrænset, i forhold til miljøbelastnings-bidraget ved den samlede garvnings-proces.
MSI scorene for selve garvningen ligger mellem 9,5 og 11,8. -Ud af den samlede MSI-score for ko-hud på 159… Virkelig ikke en særlig stor andel af den samlede MSI-score…
Budskabet fra MSIs data må være at miljømæssigt set er det markant mere afgørende hvordan selve dyreholdet har fundet sted, end hvilke garvnings-metode der er benyttet. Hud fra fritlevende skadedyr, som de australske kænguruer jo betragtes som, har særdeles mindre MSI-score end de andre 3 medtagede lædere.
Lad os da lige tage et hurtigt kig på noget kænguroskind, eller rettere pels, som jeg kom forbi i Kjøwenhavnstrup; virkelig lækkert materiale! Men, også virkelig dyrt. -og… måske lidt fjollet at vende sig helt mod australien, for at finde dyrehud fra skadedyr…
Måske det er på tide at genoptage lokal fremstillig af skind fra vort eget kære skadedyr; rotten…;-) Det er gjort tidligere.
.
Og i Sydafrika har de åbentbart stor succes med det. På nogle punkter, ihvertfald;-) -se selv nyheds-indslaget)
Tilmelding til Birgitte Kirstein: [email protected]. Pris 100 kr. som betales på MobilePay: 41898843
Fårene vidste det før os: Uld er et genialt materiale.
-Et af de mest oprindelige, tekstile materialer, menneskeheden har benyttet.
For nylig blev årets tilbagevendende internationale BioDesign Challenge offentliggjort. Temaet er ”animal-free wool”; uld, der ikke stammer fra dyr.
Hvad skal det nu til for ?!? Hvad er der nu galt med uld fra får…?
