Bæredygtighed – Page 2 – Tekstil Biologi

Superwash (“anti-felt”) behandling af uld

26. February, 2017 by Birgit Bonefeld

Uld kradser. Eller retter; NOGET uld kradser. Der er nemlig stor forskel på forskellige typer ulds tilbøjelighed til “at kradse”. Dertil komme at uld kan behandles, under forædlingen af rå uld til tekstilfiber, så ulden ikke længere kradser helt så meget. Denne type behandles kendes som superwash behandling eller anti-felt behandling. Når ulden efter-behandles på denne måde, bevirker det nemlig både at den kradser mindre, men også at den bedre tåler maskinvask, uden at krympe.

Grunden til at uld krymper ved vask, og kradser, skyldes den fysiske opbygning af uld-fiberen. Overfladen er særdeles ru, da den er opbygget med en skæl-struktur, der mindre hvordan tagsten lægges.

På billedet herover ses forskellige tekstile fibre i forstørrelse (ved hjælp af skanning elektron mikroskopi). Der ses tydelig “skæl-struktur” for de forskellige uld-typer, corse (grov), fine, alpaca, cashmere, og denne skælstruktur er især påfaldende for uld-fibrene, når man sammenligner med de andre fiber-typer; silke, linen (hør), cotton (bomuld) og polyester.

Det ses også at der er forskel på størrelsen af skællene på de forskellige uld-fibre, og at fibrene har forskellig tykkelse. Skællene er dem, der bevirker at det kan opleves at uld “kradser”, og at uld krymper ved vask; skællene virker simpelthen som modhager, så fibrene filter sammen.

Derfor, når man forsøger at modvirke at uld kradser og krymper, arbejder man ud fra princippet for at få formindsket skællene. Dette kan gøres på forskellige måder;

formindske skællene ved at nedbryde dem, kemisk eller enzymatisk.
“coate” fiber-overfladen, så der lægges en tynd hinde hen overskæl-strukturen.

Kemisk formindskelse af skællene har typisk været udført med klor eller basisk væske. Begge behandlinger kendes som værende ganske miljøbelastende, især hvis der ikke er ordnede forhold for spildevands-rensning. Den enzymatiske formindskelse af uldens skæl kendes som for eksempel bio-poolishing, og betragtes som værende mere miljøvenlig. Her benyttes enzymer fra for eksempel Novozymes, til at nedbryde spidserne på skællene, så de ikke er så skarpe længere.

Coating af uld-fibre, hvor der lægges en tynd hinde rundt om hver enkelt uld-fiber, kan benyttes sig af forskellige polymere til at coat’e fibrene.

Dilling, dansk producent af økologisk undertøj, har lavet en fin, pædagogisk grafisk fremstilling af princippet for de forskellige behandlinger af uld-fibrene.

Coat’ede uldfibre opleves typisk som værende blødere end kemisk og/eller enzymatisk behandlede fibre, da modhagerne er helt dækkede. Til gengæld mistes også nogle af ulds andre gode egenskaber, nemlig evnen til at binde fugt og modvirke sved-lugt. -Og, der er en tilbøjelighed til at coatingen/hinden vaskes af, med tiden, så man kan opleve at ens yndlings-uldtrøje lige pludselig krymper ved vask, efter at være blevet vasket uden problemer masser af gange…

I forhold til coating af uld-fibrene, sker der spændende teknologiske landvindinger; Schoeller-gruppen vandt således i 2013 Outdoor Industry Award 2013 GOLD prisen for deres chlorine-free EXP 4.0 machine-washable treatment.

Princippet for Schoellers EXP-metode illustreres i denne figur:

I stedet for at overtrække hele fiberen med en vand-holding hinde, “beklædes” kun de steder på uldfiberen hvor modhagerne/skællene er. Det beskrives på Schoellers webside at der benyttes ecological polymer i micro patches. Af deres webside fremgår det at EXP is the first wool finishing process in the world to meet the strict criteria of the “bluesign^®” and “Global Organic Textile (G.O.T.S)” standards, and it also conforms with the “Öko-Tex standard”.

Lapning, stopning og reparering af tøj

1. October, 20161. October, 2016 by Birgit Bonefeld

Da jeg fornylig var i østrigske Dornbirn, var jeg forbi denne super interessante (for mig ihvertfald;-)) tema-udstilling på deres lokale “Stadtmuseum”:

Lappe, stoppe og reparere. -en udstilling om spændfeltet af tekstiler; strategier mellem sparsommelighed, ressource-besparelse og kreativt do-it-yourselv.

Udstillingens emne er top aktuelt og relevant, i forhold til min interesse for miljømæssig bæredygtighed og tekstil. -Hvor mennesker tidligere reparerede/lappede/stoppede fordi man ikke havde råd til andet, sker det vel mere, nu om stunder, af kreative, terapeutiske og rekreative grunde. Men, hvor ville det være forfriskende og bæredygtigt, om vi fremover også begynder at reparere vort tøj, fordi vi ønsker at begrænse behovet for ny-produktion af tekstiler, og for at sende et signal til verden om kreativitet og miljømæssig ansvarlighed. – altså af idealistiske grunde.

Udstillingen er en del af en svært interessant tendens i tiden, hvor hele repair-tilgangen er i spil. Således har de store first-mover firmaer som Patagonia og Levi’s (og andre) en bevidst kommunikations-strategi omkring forlængelse af tøjs levetid, hvor der tilbydes repair-kits, opretter repair-workshops, -pop up shops eller “egentlige” -shops, og hvor beklædning, der viser en historie, hyldes. Svenske, miljøansvarlige Nudie kører fast “user-stories” for brugte nudie-jeans på deres blog, og jeans feinsmecker websiden Heddels har gennem længere tid haft et fast tema hvor dagens “fade-of-the-day” med personligt slidte jeans vises.

Også fra mere statslig hold er der fokus på at få tøj og ting til at leve længere; således var der for nylig en nyhedsfeed omhandlende skatte-nedsættelse på reparations-arbejde i sverige, og en britisk nyhed beskrev at det er blevet umoderne at shoppe.

Altså; en særdeles interessant tendens i tiden; at reparere af idealistiske grunde, frem for at nød. -Det bliver virkelig spændende at se om tendensen blot er en døgnflue eller en mere varig holdnings-ændring. Uanset hvad, så springer jeg på:-) Jeg lapper glad og gerne folks bukser, hvis man kommer forbi med dem!

Design-strategier med fokus på miljømæssig bæredygtighed

5. October, 201618. May, 2016 by Birgit Bonefeld

Når beklædning designes kan et utal af strategier anvendes. Fokus på bæredygtighed er een af dem. Men bæredygtighed er et VIDT begreb, så her følger nogle overvejelser og begreber, der bør kunne muliggøre en øget bevidsthed i forhold til hvilken slags bæredygtighed, man arbejder med. I mit eget virke er jeg funderet i den 3-delte bæredygtigheds forståelse, præsenteret af Gro Harlem Brundtlands 97-rapport, og jeg arbejder hovedsaglig med den miljømæssige bæredygtighed.

I og med jeg har valgt at beskæftige mig med miljøbelastningen ved vort forbrug af tekstil og beklædning, har jeg samtidig implicit fravalgt at fokusere på “de sociale” og “økonomiske” aspekter. Dermed ikke sagt at disse aspekter ikke er vigtige, for det er de! Hvis disse aspekter ikke inddrages i vore menneskelige aktiviteter, er disse netop ikke bæredygtigt. Men med min skoling, mine erhvervede kompetencer, mine personlige egenskaber og min interesse, er det de miljømæssige aspekter af bæredygtighed, det er meningsfuldt at jeg arbejder med.

Min tilgang er, så vidt det er mig mulig, evidens-baseret, altså funderet i systematiske undersøgelser af problem-stillinger. Tillige orienterer jeg mig i forhold til LCA-metodikken, hvor miljøbelastningen for de enkelte livs-faser ses i forhold til den samlede miljøbelastning i hele livs-forløbet. Jeg kalder denne arbejdsmetode LC-guided design (“Life Cycle-guided design”). Bagvedliggende information er fx undersøgelser som den europæiske IMPRO textiles (Undersøgelse/rapporter), hvor miljøbelastningen af europæernes tøj/husholdningstekstil-forbrug vurderes (beskrevet i tidligere blog-indlæg).

Indenfor LifeCycle-guided design, arbejder jeg med følgende strategier, i forhold til at kunne formulere hvorledes der arbejdes med miljømæssig bæredygtighed i design-fasen.

MSI-guided design (“Material Sustainability Index” guided design)

UP-guided design (“User-phase” guided design)

AL-guided design (“After-Life” guided design)

VMR-guided design (“Virgin Materiale Reduction” guided design)

Læs mere om de enkelte strategier herunder:

MSI-guided design (“Material sustainability index” guided design)

MSI-guided design er en design-strategi hvor der arbejdes med de miljømæssige bæredygtigheds-aspekter via bevidsthed omkring materiale-valg. Materialet vælges ud fra information vedrørende den miljøbelastningen der finder sted i tilvejebringelse og forædling af råmateriale til fiber. Og denne vurderet er funderet i LCA-metodologi.

MSI databasen er et fantastisk redskab i forhold til MSI-guided design; I MSI databasen pointsættes den miljømæssige bæredygtighed på en skala fra 0-50. Arbejder man ud fra en MSI-guided design strategi, kan materialevalget begrundes i så lav en miljøbelastning i produktionsfasen, som mulig, ved at vælge materiale med så høj en MSI-score som mulig.

Vurderes MSI-guided design i forhold til LC-guided design, fokuseres der altså “kun” på miljøbelastningen ved fremstilling af det tekstile materiale. Miljøbelastningen fra det øvrige livsfaser (fx brugsfasen, transport, og after-life fasen) er således ikke i centrum. Funderet i LC-guided design strategien (miljøbelastningen gennem hele livsforløbet), er det særdeles relevant at benytte MSI-guided design-strategi; I følge IMPRO Textiles undersøgelse, ligger hen ved halvdelen af et vort tøjforbrugs miljøbelastningen i de processer der finder sted i produktionsfasen, som det ses af nedenstående figur, hentet fra IMPRO-textiles rapporten).

***

UP-guided design (“User-phase” guided design):

UP-guided design design-strategien fokuserer på den miljøbelastning der finder sted i produktets/design-løsningens brugsfase. Som det ses af IMPRO Textiles opgørelsen, sker den næststørste miljøbelastning i netop brugs-fasen, efter produktionsfasen. Den store miljøbelastning i denne fase skyldes energiforbruget til vask, pleje og vedligeholdelse af vor beklædning; forbrug af vand, sæbe, skyllemiddel, elektricitet ved vask, elektricitet ved tørretumblertørring, elektricitet ved strygning etc. Ved at arbejde ud fra UP-guided design kan der fokuseres på at reducere behovet for vask, behovet for vask ved høje temperaturer og behov for strygning.

***

AL-guided design (“After-Life” guided design):

AL-guided design design-strategien orienterer sig i forhold til den miljøbelastning et produkt/design-løsning har EFTER at det har udtjent sin funktion. I IMPRO Textiles rapporten er miljøbelastningen ved denne fase bedømt til at være særdeles meget mindre end de 2 andre høj-belastendefaser, brugsfase og produktionsfasen. Ud fra en intention om at designe/agere mest mulig miljømæssigt, er det altså ikke, med rod i IMPRO Textiles rapporten, i after-life fase, der skal optimeres…! Jeg sætter udråbstegne efter denne sætning, da den virker som ikke-intuitiv; de fleste af os ville have en intuitiv opfattelse at det er særdeles miljøbelastende at skaffe os af med vort affald, i dette tilfælde vort tøj. Vi har alle set billeder af grimme lossepladser og hjerteskærende dyre-skæbner. -Men, i forhold til miljøbelastningen af vort tøjforbrug i de øvrige livsfaser, er miljøbelastningen i afskaffelses-fasen ganske begrænset.

At det alligevel er så miljømæssigt meningsfuldt at beskæftige sig med AL-fasen, skyldes at der ved at øge andelen af genbrug og genanvendelse, er der mulighed for at mindske miljøbelastningen ved ny-fremstilling af materialer, og derved potentielt muligt at reducere miljøbelastningen i produktions-fasen. I IMPRO Textiles rapporteres at hele 80% af vort tøj/tekstil kasseres, når det er udtjent for os. Blot 2% af vor udtjente tøj genbruges på vore egne bredde-grader. Ud fra en antagelse om at når dette tøj genbruges, begrænses ny-produktion af tilsvarende tøj, er der altså et kæmpe miljømæssigt potentiale i at øge andelen af tøj, der genbruges.

***

VMR-guided design (“Virgin Materiale Reduction” guided design):

VMR-guided design deisgn-strategien tilstræber at begrænse behovet for nyproduktion af virgine materialer, altså materialer, der dyrkes/forædles med henblik på produktion. Virgine materialer modsvares af genanvendte materialer, der har haft et “liv” inden det benyttes til, igen, til at danne bases for produkter.

***

Indkøbsposer; plast versus stof

7. May, 2016 by Birgit Bonefeld

(dette indlæg er hentet fra Helles Blog)

EU Kommissionen har i 2011 undersøgt, hvor meget plastbæreposen og dens alternativer belaster miljøet. Og konklusionen er klar: Plastbæreposen belaster miljøet klart mindst. Fx går der tre gange så meget CO2 til fremstillingen af en papirpose som en plastpose. Papirposen har endvidere en markant dårligere miljøprofil, hvad angår giftighed for mennesker og jord.

Helt essentielt for miljøbelastningen af de forskellige posetyper er, hvor mange gange vi genbruger dem. Her skal du genbruge papirpose minimum fire gange, for at CO2 aftrykket bliver mindre end plastposens. En papirspose tåler ikke nedbør og væsker som fx kødsaft. Derfor er papirposerne svære at genbruge for forbrugeren.

Når det kommer til bomuldsposer (det du måske også kalder muleposer), så viser EU Kommissionens undersøgelse, at den skal genbruges 131 gange, før dens klimaaftryk bliver mindre end plastposens. Og det sker ikke praksis. Et engelsk studie har nemlig vist, at forbrugerne i gennemsnit bruger deres bomuldsposer 51 gange. Derfor er muleposen heller ikke nogen miljømæssig god forretning.

Læs også Plastic fantastic! Carrier bags ‘not eco-villains after all’ Environment Agency research shows polythene may be less harmful than cotton or paper fra The Independent i 2011.

Vort udtjente tøjs skæbne

18. May, 20164. May, 2016 by Birgit Bonefeld

Interesserer man sig for det miljømæssig effekt, vort forbrug og fremstilling af tøj har, er det relevant at se på hele livscyklus for tøjet. Den gode miljøeffekt af at tøj er fremstillet ultra bæredygtigt, og af ultrabæredygtige materialer, kan “sættes over styr” hvis tøjet ikke håndteres ansvarligt efter at man er færdig med at bruge det; i after-life fasen. Så; hvad sker der med vort tøj, når vi er færdige med at bruge det? Hvilken miljømæssig effekt har de forskellige after-lige muligheder.

EU har, i 2014, udgivet et digert og særdeles interessant studie, der omhandler miljøbelastingen ved europæernes tøjforbrug, IMPRO. Jeg har tidligere refereret til studiet i indlæg om andelen af plast i vort tøj, og om miljøeffekten af vort tøjforbrug i tøjets forskellige livsfaser.

Tallene i figuren herunder er (også) fra IMPRO-Textiles studiet:

Når vi i europa ikke skal bruge vort tøj mere, smider vi 80% af det væk. Af denne mængde, bliver 24% forbrændt, i varme-udnyttende forbrændingsanlæg. Resten, 70% (!) ryger på lossepladsen! I Danmark alene er denne andel heldigvis anderledes, en markant større andel af vort affald kommer i vore fjernvarme forbrændingsanlæg, og kun en mindre andel ryger i “deponi”, som det kaldes…

20% af det tøj, vi er færdige med at bruge, sender vi til genbrug/genanvendelse; vort tøj får et “second life” inden det bortskaffes. Over halvddelen af dette second life tøj genanvendes; tøjet “splittes ad”, og materialerne genanvendes. Under halvdelen genbruges direkte, i den form det har. Hovedparten af genbrugstøjet (75%) eksporteres til udviklingslandene, mens sølle 25% genbruges i Danmark.

Hvis vi leger at vi starter med 100 stk tøj, så vil der udfra disse procenttal blot være 2 (!) stykker tøj der genbruges i Dk (20% x 40% x 25%). -Det ville være SÅ hensigtsmæssigt for miljøet, om vi kunne øge den andel af vort brugte tøj, vi selv genbruger. -Især hvis vi derved ville reducere mængde af ny-produceret tøj tilsvarende!

At vort ikke-ønskede tøj får endnu en livsfase i udviklingslandende, er miljømæssigt hensigtsmæssigt om det derved bevirker at der ikke nyproduceres tilsvarende mængder tøj. -Men da affaldshåndteringen i udviklingslandene ikke er særlig veludviklet, vil hovedparten af det tøj, vi sender til genbrug i udviklingslandende, ultimativt ende på lossepladsen, eller afbrændes uden at der “høstes” varme, og udføres forsvarlig røgrensning og slagger-håndtering. Måske det ville være interessant at bistå udviklingslandende med at udvikle deres affaldshåndtering…?

Vedrørende vort tøjs genanvendelsespotentiale, har FORCE i 2013 udgivet en rapport om “Tekstile genanvendelsespotentialer“. Se øvrige undersøgelser og rapporter, m.m., på denne blog-side (og skriv endelig, hvis der mangler nogen!)

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

14. April, 201730. April, 2016 by Birgit Bonefeld

I Italien er der blevet udviklet regenererede cellulosefibre af biproduktet fra appelsinjuice-fremstilling, de såkaldte Orange fiber.

Kan vi mon gøre det samme med biproduktet fra dansk æblemost-fremstilling? Eller andre cellulose-holdinge biprodukter?

I sverige benyttes cellulose fra vort aflagte bomulds-tøj til fremstilling af nye regenererede cellulose-fibre: Renewcell

I tyskland sysler Anke Domaske og hendes team ved QMILK med at fremstille regenereret protein-fiber (Azlon) af kasein fra mælk, der er uegnet som fødevare.

I japan udnytter man, efter sigende, protein-kagen fra tofu fremstilling til at lave soja-proteinfibre.

Selv arbejder jeg med at udnytte det keratin-holdinge biprodukt fjer til fremstilling af fiber eller nonwoven elektrospundet tekstil. -Der er endnu et stykke vej, men det er super spændende:-)

Og, der må AFGJORT være andre biprodukt-fraktioner i Danmark, der må kunne udnyttes til materiale- og/eller fiberfremstilling. Igang – igang – igang!

Plast-nedbrydende mikro-organismer

30. April, 2016 by Birgit Bonefeld

-(en af) grundene til at plast i naturen er så uheldigt, er at naturen ikke selv har dannet den kemiske bindinger der findes i plast, og derfor ikke igennem tiden har udviklet enzymer til at nedbryde disse kemiske bindinger. Cirka halvdelen af europæernes beklædning er såkaldte fremstillede fibre, hovedparten af disse er syntetiske fibre. -Men, vi har jo efterhånden ladet naturen have over 100 år til at arbejde på sagen, og det begynder at vise sig:-)

Ved Utrech universitet er 2 piger, Katharina Unger and Julia Kaisinger, just blevet tildelt “Bio art & design” prisen for deres FUNGI MUTARIUM, hvor svampe dyrkes i specielle “agar-kopper”, og lever af … plastik. Svampene de arbejder med hedder Schizophyllum Commune og Pleurotus Ostreatus og agaren med disse svampe kan efterfølgende spises:-)

****

Japanske forskere har for få uger siden offentliggjort resultatet af deres arbejde, i det super ansete videnskabelige tidsskrift “Science”; de har lokaliseret en bakterie, Ideonella sakaiensis, der vha 2 enzymer kan nedbryde plasten PET, det 2.mest benyttede materiale i europæernes beklædning.

Processen er stadig ret langsom, det “…took six weeks to completely degrade just a small film of low-grade PET, and breaking down the higher-quality material used in packaging would take even longer”. Men det er da utrolig interessant at det kan lade sig gøre, at naturen kan hjælpe os med at ryde op i alt det plast, vi har fremstillet gennem tiden, og som vi “glemte” at genanvende eller afbrænde forsvarligt.

Med biologi og innovation er der håb for os mennesker. Og uanset hvad, så skal naturen skal nok klare sig:-)

Vort tøjforbrugs miljøbelastning

28. April, 2016 by Birgit Bonefeld

At tekstilbranchen forurener, er nok ikke ukendt for særlig mange længere. Ifølge rapporten “Tekstile genanvendelsespotentialer” (2013) fra FORCE:

Tekstilproduktion er globalt den fjerde største kilde til forurening, næst efter opvarmning til huse, transport og elektricitet.

Data har forfatteren, Rasmus Nielsen, fra EU rapporten “Environmental Improvement Potential of textiles (IMPRO Textiles) i 2014.

I IMPRO – Textiles rapporten opgøres hvor meget og hvordan europæernes tøjforbrug belaster miljøet, og der foreslåes muligheder for at mindske denne miljøbelastning.

I livscyklus perspektiv, er det helt klart i produktions-fasen og brugsfasen at den store miljøbelastningen sker:

Impacts of textile consumption in the EU-27 according to the ReCiPe’s midpoint (a) and 4ndpoint (b) indicators. The percentage contribution of the different life cycle stages is reported (IMPRO Textiles 2014).

Miljøbelastningen fra transport af tekstiler, og fra “end-of-life”-fasen er til gengæld ganske begrænsede i forhold til bidraget fra produktions- og brugsfase.

I IMPRO – textiles er også opgjort hvilke materialer vort tøj består af, se mit tidligere blog-indlæg, og top-6 er; bomuld, polyester, animalske fibre (fx uld), akryl, polyamid og viskose.

For at blive klogere på miljøbelastningen af forskellige tekstile materialer kan man studere MSI – Materiale Sustainability Index (beskrevet i indlæget: Tekstile materialer, rangeret efter miljømæssig bæredygtighed)

MSI-

skoren for de 6 materialer, der forekommer mest i europæernes beklædning er:

MSI-skalaen går fra 0-50; højere skore betyder mindre negativ miljøbelastning. Top6-materialerne ligger alle forholdsvis lav, polyester lidt højere end de andre 5. Men, andre tekstile materialer skorer markant bedre:

Polypropylen, vævet: 32,5

Lyocell, stable fiber: 30,2

Silke, vævet: 29,7

rPET, vævet: 28,7

Øko-bomuld, vævet: 28,2

PLA (majs), vævet: 25,7

Måske vi skal til at være mere nysgerrig på hvorledes disse bedre-skorende tekstile materialer kan komme til at udgøre en større andel af vor garderobe… Er det mon ikke ved at være tid til at vore designere og beklædningsproducenter kunne begynde at beskæftige sig med “MSI-guided design“?

Kommentér gerne. Jo mere feedback og dialog, jo klogere bliver vi alle sammen.

Plast i tøj – hvor meget?

29. July, 201728. April, 2016 by Birgit Bonefeld

Vi tænker måske ikke meget over det i dagligdagen, men en stor del af vore tekstiler består af plast. Og ud fra et bæredygtighedsperspektiv, er det slet ikke nødvendigvis en skidt ting. Ihvertfald hvis plasttyperne er

> velvalgt i forhold til miljøbelastning i produktions-fase,

> plasttyper og design er velvalgt i forhold til at øge forbrugerens tilfredshed med produktet, og så vaske-frekvensen kan mindskes, og såfremt

> tøjet håndteres forsvarligt efter brugsfasen.

Meget mere om dette i kommende blog-indlæg.

Eksempler på tøj med plast i er vores løbe-trøje, der er fremstillet af PET, vores sweater der er en blanding af uld og akryl, og vores badedragt og nylonstrømper der er fremstillet af…nå ja … nylon, der er en polyamid.

Men hvor meget af hvor tøj er egentligt plast?

Fra lærebogen “Textiles” af Sara Kadolph har jeg hentet denne figur.

(kilde, jvf “Textiles”: Fiber Economics Bureau of the American Fiber Manufacturing Association)

Som det ses er en god del over halvdelen af verdens tekstiler syntetiske, altså fremstillet af plast. Bomuld kommer på 2. pladsen med 36% mens fibre fremstillet af natur-materialer så som cellulose og protein, de såkaldt “manufactured fibers” udgør blot 5%. Uld, som man eller nok umiddelbart kunne tro havde en meget større andel, udgør blot 2%.

Disse tal dækker over alle tekstil-fibre, altså ikke kun beklædningsfibre. For at blive klogere på sammensætningen af materialerne i vor beklædning, kan man studere den særdeles interessante og tankevækkende EU-rapport “Environmental Improvement Potential of Textiles (IMPRO -textiles)“

Percentage breakdown of consumption by fibre type for clothing and household textiles (IMPRO Textiles 2014)

Det fremgår at lidt under halvdelen (!) af vort tøj er ikke-naturlige fibre. Heri medregnes så også den manufactured fibres viskose, men den udgør en ganske lille andel.

For husholdningstekstiler er andelen af syntetiske (og fremstillede) fibre helt oppe på 70%.

Prøv at tage et kig på materiale-mærkaterne i tøjet i din egen garderobe. Og reflektér lidt over om plast-andelen i din beklædning gør dig mere eller mindre tilfreds med dit tøj.

– Kommentér gerne. Jo mere feedback og dialog, jo klogere bliver vi alle sammen –

Oplæg: Syntetiske tekstiler og 3d-elektrospinding af bæredygtigt tøj

23. April, 201623. April, 2016 by Birgit Bonefeld

I forbindeldse med den årlige Plastråvaredag, holder jeg oplæg om “Syntetiske tekstiler og 3d-elektrospinding af bæredygtigt tøj”.

Om Plastråvaredagen;

Plastråvaredagen er bl.a. målrettet designere, ingeniører, arkitekter, studerende og plastproducenter. Og der vil være rig mulighed for at opleve branchens eksperter demonstrere de nyeste plasttyper.

Du kan mærke og opleve materialernes egenskaber, stille spørgsmål og få direkte adgang til at netværke med specialisterne idet en del af arrangementet afvikles som en uformel markedsdag/mini-messe. Her vil der blive uddelt materialeprøver, datablade, prøveemner og meget mere.

Derudover er der dagen igennem oplæg fra både designere og råvareleverandører om, hvordan du arbejder med plast i praksis og præsentation af konkrete designcases, hvor du kan høre om både succeser og fodfejl i designprocessen.

programplastrvaredagen2016

Program for Plastråvaredagen 2016

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this: