Miljøbelastning – Tekstil Biologi

HVAD HAR VI PÅ PINDENE?

9. August, 20218. March, 2020 by Birgit Bonefeld

I forbindelse med udgivelse af Gavstrik Jubilæus-tidskrift har jeg skrevet et bidrag, baseret på et af de foredrag som jeg efterhånden har holdt nogle gange.

Desværre var der lidt knebent med pladsen i det fysiske blad, til at få alle figurer, faktaboks og reference med. Derfor kan artiklen også læses nedenfor, i sin fulde længde.

***

HVAD HAR VI PÅ PINDENE?

AF: Birgit Bonefeld. Tekstilbiolog

At den globale industrielle tekstilproduktion er særdeles ressource-krævende og miljøbelastende, er vel efterhånden kendt for de fleste. Det gode spørgsmål er: Er vores hyggelige krea-produktion af tekstile produkter også miljøbelastende…?

Spørgsmålet er selvfølgelig lidt søgt; der er ganske mange aspekter, der er helt forskellige, ved krea-produktion og ved industriel produktion af tekstile produkter. Og selvfølgelig er vores krea-produktion ikke nær så miljøbelastende som industriel tekstil-produktion: Alene af den grund at der produceres markant færre krea-produkter, end industrielle produkter.

Men hvorfor og hvordan er den industrielle tekstilproduktion egentlig så miljøbelastende, og er den viden relevant, når vi krea-fremstiller tekstil?

Et af de helt store miljøproblemer ved industriel tekstilproduktion er at der produceres for meget! Såkaldt Fast fashion er baseret på salg af masse-producerede varer til lave priser. Det fører uvægerligt til lavere kvalitet af de enkelte produkter, og til at forbrugere ”opdrages” til, at tøj er ”brug-få-gange-produkter”. Det europæiske miljø-agentur (EEA) vurderer at tøjkøb er steget med 40% mellem 1996 og 2012. Samtidig rapporteres at 30% af tøjet i europæernes garderobeskabe ikke har været brugt det seneste år (2).

På dette punkt kan krea-fremstillere godt tillade sig at pudse miljøglorien. De fleste vil være enige om, at det tager laaaaaaang tid at krea-fremstille tekstiler. Der er ikke meget fast fashion over krea-arbejde. Men kan krea-folket også stå inde for, at der ikke produceres for meget? At det, der produceres, rent faktisk bruges? Hvor meget benyttes egentlig jule-sweateren, grydelapperne og baby-soveposen…? Forholder vi os nok til, hvad der egentlig er formålet med og berettigelsen for, at fremstille et givent krea-produkt?

En anden miljø-synder ved industriel tekstilproduktion er ressource-forbruget ved fremstillingen: fra indledende tilvejebringelse af råvarer, forarbejdning til tekstil-fiber, spinding til garn og farvning osv. I krea-arbejde benyttes ofte garner af naturfibre, som uld, bomuld, hør/hamp og silke (figur 1). Dette materialevalg adskiller sig fra, hvad der benyttes til industriel tekstil-fremstilling: Godt nok er en fjerdedel af det tekstil, der globalt produceres, naturfiberen bomuld. Men, det er kun en forsvindende lille procentdel, der er uld, silke og hør/hamp. Hovedparten, godt over halvdelen, er polyester (figur 2).

Men, at benytte garn af naturfiber er desværre ikke nogen garanti for miljøvenlighed, måske endda tværtimod… På det meget overordnede plan er tendensen ret klar: Garn af naturfibre er generelt mere miljøbelastende at tilvejebringe end garn af de såkaldt fremstillede fibre, uanset om disse er lavet af biologisk eller syntetisk udgangsmateriale (figur 3).

Hvor sådan en grov ”gennemsnitlig” miljøbelastnings-værdi for tekstile materialer, som MSI (figur 3), kan tjene fint som ”tommelfinger-regel”, er det overordentligt vigtig at være bevidst om den store spredning, der er på disse værdier. De seneste år er der kommet stadig større fokus på de store forskelle, der er indenfor de enkelte materialer. Med en meget fri omskrivning og oversættelse fra det svenske initiativ ”Shifting the focus from fiber to process” kan man sige at ”Garn lavet af økologisk bomuld eller genanvendt uld ikke altid er bæredygtigt” (3). Miljøbelastningen for et givent garn afhænger altså ikke kun af, hvilket materiale det er, men i høj grad også af hvilke processer det pågældende garn har gennemgået, såvel som af miljø-praksis ved det specifikke produktions-sted: Om forarbejdnings-processerne drives af fossil energi, af ikke-effektive maskiner, og hvis der ikke er styr på spildvands-håndtering, kan miljø- belastningen blive endog særdeles høj (figur 4); uafhængigt af hvilket materiale selve tekstilet er.

Figur 4: Princip-skitse: Fossile ressourcer benyttes dels som råmateriale til selve tekstil-produktet (for eksempel polyester), men i høj grad også energi-kilde ved forædlings-processerne, fra råvare til færdigt produkt.

Dette er en udfordring for både krea-folket såvel som for tekstil-industrien. For, selvom man spørger, er det så overhovedet muligt at få oplysninger om HVOR, af HVEM og HVORDAN et specifikt tekstil er produceret? Det kan være en fordel at orienteres sig mod europæisk producerede materialer, da virksomhederne er underlagt europæisk miljø-lovgivning. Men, en garanti er det ikke…

Selvom der er stor forskel på krea- og industriel fremstilling af tekstiler, er der også fællesnævnere. Både tekstil-industri, tekstilforbrugere såvel som krea-folket skal til at efterspørge flere oplysninger, ikke kun hvilket materiale, men også hvordan, hvor og af hvem det pågældende garn/tekstil er fremstillet, hele vejen gennem værdikæden (figur 5), helt tilbage til råvarerne.

Hvor det for forbrugere fremover kommer til at handle om: Forbrug mindre men bedre, vil det for både tekstil-industri og krea-folk blive stadigt vigtigere, at blive bevidste i forhold til hvilke produkter, der fremstilles og hvorfor: Fremstil mindre, men bedre og slid det op og reparér og genbrug dine tekstiler.

Referencer:

MSI – Material Sustainability Index

6. February, 20195. February, 2019 by Birgit Bonefeld

Gennem tiden har jeg flere gange skrevet om MSI (Materiale Sustainability Index), siden jeg første gang stiftede bekendtskab med redskabet, tilbage i 2013. For eksempel i forbindelse med omtale af miljø-aspekter ved animalsk læder (Læder – MSI), silke (Er silke bæredygtigt?) og viskose (Er viskose bæredygtigt?). Miljømæssige aspekter har jeg skrevet om i nogle artikler i “Håndværk og design“.

MSI er en del af den stor Higg-pakke, der er en flok redskaber til at vurdere miljøbelastning ved tekstile materialer. Data-grundlaget for redskaberne bunder i et omfattende arbejde som Nike i sin tid har lavet,
og som nu forvaltes af den globale organisation, Sustainable Apparel Coalition (SAC). En del af redskaberne er kun forbeholdt betalende medlemmer af SAC. MSI er heldigvis tilgængelig for alle, der er friske på noget data-nørderi.

Selve det at rangere tekstile materialer efter miljøbelastning, har jeg skrevet om i indlægget: Tekstile materialer, rangeret efter miljømæssig bæredygtighed

DOG; meget er sket siden jeg skrev det indlæg; MSI og hele higg-indexet blev opdateret og “relanceret” i slutningen af 2017; Lad mig nævne nogle af ændringerne:

Hvor skalaen i før-versionen gik fra 0 til 50, og høj score betød lav miljøbelastning, blev skalaen “vendt” ved opdatering; Nu er der ikke længere en skalamæssig øvre grænse for miljøbelastningen, og jo højere scoren er, jo værre er miljø-belastningen. Denne skala-ændring giver for mig rigtig godt mening.

Nogle af materialerne “skiftede plads”, og nogle blev “slået sammen”, eller fik sin egen placering. Hvor silke for eksempel havde en virkelig flot placering som en af de absolutte miljø-darlings inden opdateringen, flyttede silke helt op i den miljø-belastende ende, efter opdateringen. -Det kan der læses mere om i “silke-indlæget“. I før-versionen havde jute, hør og hamp hver sin “indgang” i materiale-oversigten, men disse materialer er nu samlet under betegnelsen bast-fibre. Ligeledes havde bambus-viskose og rayon/viskose hver sin indgang, hvor disse nu er samlet under “viskose”, og forskellige polyester og bomulds-varianter er også slået sammen, under henholdsvis polyester og bomuld.

Hvor der i før-versionen var godt 40 materialer med i indexet, er der efter opdateringen hele 79 materialer med. For sjovs skyld kan man her ved siden af se en grafisk optegning af disse 79 scorer, hvor det bliver voldsomt tydeligt hvor miljøbelastende 2 materialer, guld og platin, er, i forhold til de øvrige.

Dertil komme at der i aktuelle version er mulighed for at specificere en hel del tekniske aspekter ved de enkelte materialer, for eksempel om polyesteren er genanvendt eller biobaseret, om cellulose-fibre er viskose, lyocell, tencel eller lavet af bambus, om bast-fiberen er jute, hør eller hamp og om bomulden er økologisk, genanvendt eller CmiA (Cotton made in Africa). -Og en masse andre aspekter.

Tillad mig så at vise en optegning af de tekstile materialer, med data fra aktuelle MSI-version, som jeg finder ganske tankevækkende:

De brune søjler er animalske læder, de grønne søjler er de regenererede/fremstillede cellulose-fibre. Informationen er jo egentlig rimelig entydelig; naturfibrene er samlet i “den sure ende”, mens de fremstillede fibre (“man-made fibre”) generelt har lavere MSI-scorer. -Uanset om de er fremstillet af syntetiske polymerer eller biologiske polymerer. Pointen må være; At udvinde og bearbejde natur-fibre til noget der kan “tages på”, er en lang process, der koster ressourcer. Har man prøvet at gennemføre processen fra nyklippet fåre-uld til en garn-nøgle, vil man vide hvor meget energi der skal lægges i forløbet. Og, så længe denne proces drives af ikke-vedvarende energi, så har det en høj pris for miljøet.

Generelt er jeg jo ganske begejstret for MSI, til trods for redskabets klare begrænsninger; MSI forholder sig udelukkende til miljøbelastning ved selve produktionen af de tekstile materialer, cradle-to-gate, og altså ikke for eksempel cradle-to-cradle (se figuren ved siden af).

Derved adresseres IKKE den miljøbelastning, der er i de øvrige livs-faser for tekstile produkter; transport, after-life og brugs-fasen, hvor det jo netop er kendt at miljøbelastningen i brugs-fasen, er ganske betragtelig.

Ligeledes er der ingen tvivl om at når der opereres med en enkelt score for et givent tekstilt materiale, så kan det “kun” blive et slags fingerpeg om et givent materiales gennemsnitlige miljø-performance, og der vil være en ganske betragtelig spredning på værdien. Men, for mig er det en stor styrke ved MSI at rangeringen er funderet på evidens-baserede undersøgelser, og især at der er kilde-henvisninger til netop HVILKE undersøgelse, der ligger bag en given MSI-score.

Endelig er det potentielt problematisk at koalitionen drives at betalende medlemmer. -Derved er der risiko for at data, der kan være fordelagtige for disse medlemmer, skævvrider det samlede datagrundlag.

For mig at se er MSI dog stadig en af de bedre muligheder vi har, for at forholde os mere nøgternt og sagligt til forskellige materiales relative miljøbelastning. Og, det er et ganske interessant redskab at benytte sig af, hvis man ønsker at blive klogere på hvilke aspekter af produktions-processen, det mere præcist er, der summer op til den samlede MSI-score, for de forskellige materialer.

Bleer

20. May, 201819. May, 2018 by Birgit Bonefeld

Bleer er smadder spændende:-) Engangsbleer er rent teknisk et særdeles interessant produkt. Ofte fremstillet af såkaldt nonwoven tekstil, der kan bestå af ganske forskellige molekyler, som for eksempel de syntetiske polymerer polypropylen, polyetylen eller polyester, men regenererede cellulose-fibre benyttes også. Derudover er selve de vand-absorberende polymerer virkelig et tekniske kapitel for sig selv. Om man vil studere fremstillings-processen lidt mere indgående, kan man da starte på How it’s made – Disposable diabers, hvorfra billederne herunder også stammer.

Ud over de spændende tekniske aspekter ved engangsbleer, så er de svært spændende i forhold til den stadige diskussion om hvorvidt genbrug eller køb-og-smid-væk er mest miljøvenligt.

Generelt er der vel en tilbøjelighed til at tænke at engangs-artikler må være miljøbelastende, og at genbrugs-artikler er det mere miljø-venlige valg. -Men sådan er det jo så ikke altid. Plastposer-diskussionen er jo et glimrende eksempel på at det ikke altid er så simpelt at gennemskue hvad der egentlig er “miljøvenligt”. Jeg skrev faktisk et indlæg om de famøse muleposer for sådan cirka 2 år siden. Luft-tøring af hænder i forhold til at bruge engangs-håndklæder eller vask-bare håndklæder er en anden spændende case. Og engangs-kaffekopper overfor porcelæns-kopper er en tredje spændende case. Og så er der jo selvfølgelig de der famøse karklude; den forhadte lyserøde fiber-klud overfor strikkede øko-bomuldsklude…

Bleer er et glimrende eksempel på at der er miljø-belastning forskellige steder i livsforløbet af produkter. I forhold til den livsfase, der omhandler “produktion”, spiller det en rolle hvordan de benyttede fibre og nonwoven tekstiler fremstilles, lige som valget af polymer-materiale; syntetisk, bio-syntetisk, regenereret, har stof indflydelse. At naturfibre ofte har en højere produktions-miljøbelastning end de fremstillede fibre, og at fremstilling af non-woven stof kræver færre ressourcer end fremstilling af vævet eller strikket stof, er aspekter der tæller positivt i engangs-bleernes miljøregnskab.

Uanset hvad, så er en af de helt afgørende forskelle mellem engangs- og genanvendelige bleer, at engangsbleer ikke skal vaskes. -Det skal stofbleerne seføli. Og vask, især ved højere temperaturer, er ganske ressource-krævende… Miljøbelastning, i brugsfasen, er ganske betragtelig. Jeg hiver ofte og gerne dataene fra den store europæiske undersøgelser, IMPRO Textiles, frem. Den kan man hente her, eller læse om i nogle af mine tidligere blog-indlæg.

Der er lavet flere LCA undersøgelser på problemstillingen omkring engangs-bleer; en af de nyere er denne;

Eller undersøgelsen: An updated life cycle assessment study for disposable and reusable nappies, hvorfra LCA-figuren ovenfor er fra.

Det kræver stor bevidsthed som forbruger af bleer, uanset om de er engangs- eller genanvendelige, at tilstræbe miljøvenlighed; At tørretumble stofbleer er ihvertfald ikke gunstigt for stofbleernes miljøprofil! og, at engansbleer er mere miljøbelastende end stofbleer er ikke nødvendigvis tilfældet.

Artikel i “Håndværk og Design” om Uld og bæredygtigheds-aspekter

11. March, 2018 by Birgit Bonefeld

Se-så-da-lige-her:-) Så fin en artikel:-)

Artiklen kan læses i det seneste nummer af “Håndværk og Design“.

Bladet kan købes her.

Læder – MSI

21. February, 2018 by Birgit Bonefeld

I forbindelse med mit undervisningsforløb “Vegansk læder”, har jeg brugt en del krudt på at sætte mig ind i hvad almindeligt animalsk læder er, og hvad miljø-aspekterne er ved det. De fleste er nok bekendt med at “der er noget problematisk ved det der læder… Noget med tungmetaller ved garvning, noget med metan-bøvsenes bidrag til drivhus-effekten, noget med højt vandforbrug og -forurening, noget med dyre-etik og arbejdsforhold…

Og, der ER noget om det. Der ER nogle bæredygtighedsmæssige problematiske forhold ved animalsk læder. -Lad mig dog så lige skynde mig at sige, inden jeg begynder at uddybe, at det ikke nødvendigvis betyder at man fuldstændig skal forsage læder. Læder er, som tekstilt material, FANTASTISK. Smukt, holdbart, fleksibelt, hud-venligt, stærkt, kræver ganske begrænset “pleje”, etc etc. Miljømæssigt set kan materialet snildt forsvares ud fra logikken at som et bi-produkt ved kød-produktion (som man jo så godt kan have bæredygtigheds-funderede problemer med…), så kan forarbejdning af læder snildt betragtes som upcykling af affalds-dyrehuder. Betragtes læder-produkters miljø-belastning i livscyklus-perspektiv, så er det negative miljø-aspekt i brugs-fasen ofte ganske begrænset. I modsætning til ganske mange andre tekstile materialer (læs mere her)

Princippet for forarbejdning af dyrehuderne, er egentlig ikke så kompliceret. Tillad mig at citerer “Den Store Danske“;

“I princippet er garveprocessen enkel. Efter fjernelse af hår skal huden først blødgøres og vaskes i vandbade med salt og sæbe, hvorefter resterende fedt- og oliestoffer trækkes ud med organiske opløsningsmidler. Derefter konserveres huden med garvemidler, hvorved vævet bliver fikseret og bestandigt. Til sidst bankes fedt og olie igen ind i huden for at gøre den blød og smidig, og den garvede hud tørres”.

Men det simple princip dækker over mange, arbejds- og ressource-krævende proces-trin.

vaskes i vandbade med salt og sæbe. -vaskebade i flertal.
benyttelse af organiske opløsningsmidler. –til at fjerne fedt og olie
konservering af huden med garvemidler.
fedt og olie bankes ind i huden, for at (gen)opnå blødhed/smidighed

Alt det kommer jeg (forhåbentlig) meget mere ind på i efterfølgende indlæg.

Opbygning af læder
Garvnings-principper
BOD – vandforbrug

I dette indlæg vil jeg i stedet fokusere på hvordan læder figurerer i MSI – Material sustainability Index.

I den aktuelle version af MSI, indgår hele 79 materialer. I figuren herunder er vist de 76 af dem; guld, platin og PTFE er udeladt, fordi deres MSI-score er så høj at alle de andre MSI-score bliver så forsvindende små i forhold til, som det kan ses i den lille indsatte figur.

Med rødt har jeg markeret de 4 animalske læderes der aktuelt er medtaget i MSI. Når det gælder de traditionelle dyrehuder, gris, ged og ko, så taler billedet næste for sig selv; De ligger helt til højre i figuren, med de 3 højeste MSI-score. -Og høj MSI score indikere høj negativ miljøbelastning.

Men, bemærk så lige kænguruen; Læder herfra er, i sammenligning, er en totalt miljøvenlig “duksedreng”. Klikker man lidt ind på dette materiale i MSI, vil det fremgå at grunden til denne virkelig pæne MSI-score skyldes at læderet kommer fra de fritlevende kænguruer i Australien. I kænguro-læderets MSI-score er altså ikke medregnet ressource-bidraget fra industrielt dyrehold.

For VILDT så stor en forskel det gør, om opfostringen af dyrene sker “in the wild” eller industrielt…

Kigger man videre på hvorfra miljøbelastningen ved kængurolæder så stammer, springer garvningen i øjnene:

Snakker vi garvnings-metoder for dyrehuder, medtager MSI 3 muligheder; i hvertfald for de 3 traditionelle dyrehuder; Krom-garvning, vegansk garvning og aldehyd-garvning. Værd at bemærke her er at selve fixeringstrinnet, hvor de 3 garvningsmetoder adskiller sig fra hinanden, er kun en begrænset del af hele garvningsprocessen.

-Og som det fremgår af MSI-scorene, for disse 3 forskellige garvnings-metoder, så er bidraget fra selve fixerings-trinnet ganske begrænset, i forhold til miljøbelastnings-bidraget ved den samlede garvnings-proces.

MSI scorene for selve garvningen ligger mellem 9,5 og 11,8. -Ud af den samlede MSI-score for ko-hud på 159… Virkelig ikke en særlig stor andel af den samlede MSI-score…

Budskabet fra MSIs data må være at miljømæssigt set er det markant mere afgørende hvordan selve dyreholdet har fundet sted, end hvilke garvnings-metode der er benyttet. Hud fra fritlevende skadedyr, som de australske kænguruer jo betragtes som, har særdeles mindre MSI-score end de andre 3 medtagede lædere.

Lad os da lige tage et hurtigt kig på noget kænguroskind, eller rettere pels, som jeg kom forbi i Kjøwenhavnstrup; virkelig lækkert materiale! Men, også virkelig dyrt. -og… måske lidt fjollet at vende sig helt mod australien, for at finde dyrehud fra skadedyr…

Måske det er på tide at genoptage lokal fremstillig af skind fra vort eget kære skadedyr; rotten…;-) Det er gjort tidligere.

Og i Sydafrika har de åbentbart stor succes med det. På nogle punkter, ihvertfald;-) -se selv nyheds-indslaget)

Er silke bæredygtigt?

7. December, 20174. December, 2017 by Birgit Bonefeld

Silke er et fantastisk materiale. Et materiale med et luksus image; tænk bare på silke-kjoler eller silke-tørklæder. De funktionelle egenskaber, når silke benyttes til beklædning er svært behagelige; lette, glatte, behagelige i varmt vejr.

-og for mig som bio-materiale-nørd, er det sjovt at det er “ekstruderet”/”dry-spundet” protein-fiber. -Ikke man-made, men silke-larve-made…;-)

Jeg har tidligere skrevet om “flippede” silke-historier; for eksempel om fluorescerende silkefibre, og om produkter af rekombinant fremstillede silke fra for eksempel Spiber, BOLT og AmSilk.

Silke har været kendt for at være en af de sikre bæredygtige materialer. -en biologisk animalsk natur-fiber, der ikke stammer fra drøvtyggere. -Og en fiber med forholdsvis få forældlingstrin, fra det biologiske udgangspunkt, til brugbar tekstilfiber.

I den tidligere version af MSI, fra SAC, rangerede silke da også helt i toppen, med en MSI-score på 29,7. -På en skala hvor høj score er bedst, maximum er 50, og hvor miljø-darlingen Lyocell havde MSI-scoren 30,2.

Lidt mere nølende i deres miljø-vurdering er de ved konsulent-organisationen Made-By, der placerer silke i “Unclassified” gruppen.

Forleden havde jeg så anledning til at sætte mig til at arbejde lidt med den nyere version af SACs MSI, der blev lanceret for et års tid siden. Anledningen til ny-lanceringen var at inkludere flere materialer, muliggøre flere valgmuligheder, og i øvrigt “om-møblere” på index’et. Nu går skalaen ikke længere blot til 50, men er i princippet uendelig. -Og jo højere den er, jo mere miljøbelastende er det pågældende materiale.

Slår man så silke op, i “den nye” MSI (Material Sustainability Index), har det en “imponerende” score på 125.

Det er sølle.

Virkelig sølle.

-den ringeste (mest miljøbelastende), i forhold til andre inkluderede tekstiler! Blot 8 andre materialer, af databasens 79 materialer, scorer ringere (undertegnede nørd har hevet de overordnede data ud i et separat regne-ark, for “hurtigt” at kunne vurdere dette), heriblandt de animalske “lædre” og nogle metaller (sølv, platinium og guld).

Hvad er der sker i mellemtiden?

Hvorfor gik silke fra at være en miljø-darling, til at være en miljø-synder…?

Tjaeh, der kom nogle data på banen. Ikke “stærke” data, men trods alt nogle data. MSI refererer til artiklen Life Cycle Analysis of Cumulative Energy Demand on Sericulture in Karnataka, India, fra 2013.

Og i dette studie medtages miljøbelastningen ved dyrkning af larve-foder, nemlig mulberry blade, lige som miljøbelastningen ved opvarmning af vand i forbindelse med vask og degumming.

-Og, medtages disse ret relevante aspekter… Tja, så ser miljøregnskabet lige pludselig særdeles forkølet ud…

Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen. -og igen. En relativt forsimplet score som MSI-scoren er aldrig bedre end det datagrundlag, der ligger til grund for den. Og, da der endnu ikke er overvældende mange valide miljøvurderings-undersøgelser, på tekstile materialer, vil det ganske givet igen kunne opleves at andre af de tekstile materialer i indexet, kommer til at “rykke rundt” i placerings-rækkefølgen.

Svaret på spørgsmålet i blog-indlæg titlen “Er silke bæredygtigt?” må altså være at støtter man sig til SACs MSI, der må betragtes som en slags “gold standard” for miljøvyrdering af tekstile materialer, er silke IKKE bæredygtigt.

Må man så ikke gå med silke mere? JO SKU! Men, man skylder alle os andre, og vor klode, at bruge det vel, og passe godt på det. For eksempel ikke vaske det mere end allerhøjest nødvendigt, og så skånsomt med finvaskemiddel, med rette pH og uden proteaser.

Så, brug dit silke vel, og pas godt på det. -For det har kostet miljøet en hel del at silkeproduktet er blevet fremstillet.

Refibra – og noget om solventer til opløsning af cellulose

14. April, 201711. April, 2017 by Birgit Bonefeld

Rachel Kollerup har skrevet så fint et indlæg om ReFibra™ fiberen. -Med fokus på miljøaspekterne ved de forskellige regenererede cellulose-fibre.

TENCEL® har fået en søster og nu er hun klassens darling, no. 1 bæredygtig fiber

Jeg har tidligere skrevet om regenererede tekstilfibre.

Udnyttelse af biprodukter til fremstilling af regenererede tekstilfiber

-hvor jeg præsenterer de særdeles spændende perspektiver der er i at benytte biprodukter, som appelsinskraller fra juice-produktion, kasseret tøj, protein fra mælk der er uegnet til menneskeføde og rest-protein fra tofu-produktion. Siden det oplæg blev skrevet, er der kommet endnu flere spændende bud på tilvejebringelse af udgangsmaterialet, cellulose, på forsvarlig vis (blog-indlæg på beddingen)

Fremstillede cellulose-baserede tekstilfibre

-med uddrag fra Lenzings sustainability rapporter, hvor miljømæssige aspekter ved deres produktion af cellulose-fibre adressers

Innovative cellulosebaserede tekstilfibre af bambus

-hvor nogle alternativer til de ofte “green-washede” bambus-viskose tekstil fibre præsenteres.

Gennemgående, når biologisk materiale skal opløses og regenereres, handler det om at finde velegnede metoder til netop at få opløst materialet, og derefter få det regenereret i en ønsket form, for eksempel i fiber-form. Der finde ganske mange forskellige kemiske metoder til dette, og der foregår særdeles meget forskning og udvikling på området. Afgørende, i forhold til at metoderne er bæredygtige, er at de er måde miljøvenlige, etisk forsvarlige og økonomisk rentable. I forhold til miljø-aspektet, er det særdeles interessant at orienter sig i forhold til mindsettet bag de 12 “green chemistry” principper.

Definitionen på “grøn kemi” er: Design af kemiske produkter og processer der reducerer eller fjerner anvendelse og dannelse af skadelige forbindelser, og har rødder i US Pollution Prevention Act fra 1990

Formuleringen af principperne herunder er hentet direkte fra den danske wiki:

Så vidt det er muligt undgå affald. Det er bedre at forebygge affaldsdannelsen end at skulle skille sig af med affaldet.
Der skal opnås høj atomøkonomi dvs. at kemiske produkter i forbindelse med fremstillingen, så vidt muligt skal indgå i det færdige produkt, så der dannes mindre spild.
Ved syntetisk fremstilling af stoffer skal der tilstræbes, at anvende mindre sundhedsskadelige kemiske stoffer.
Virksomhederne skal bestræbe sig på at fremstille sikrere stoffer, der er funktionelle og ufarlige.
Der skal anvendes mindre farlige kemiske stoffer, som katalysatorer og kemiske opløsningsmidler.
Energieffektiviteten skal være så god som mulig. De kemiske processer skal udformes således, at de kræver mindst mulig energiforbrug ved fremstillingen.
Virksomhederne skal så vidt muligt bruge fornybare resurser ved fremstillingen. Råstoffer skal hellere være fornybare end udtømmelige.
Reducere derivatisering dvs. at en forbindelse kan afledes af en anden forbindelse. De synteser der indgår i processen skal udformes således, at man undgår at fremstille beskyttede grupper.
Anvend katalysatorer. Ved brugen af katalysatorere minimeres spildet ved støkiometriske reaktioner og energiforbruget nedsættes.
Virksomhederne skal udvikle stoffer, der er nedbrydelige i naturen. Stofferne må ikke skade vores miljø.
Virksomhederne skal overvåge processerne og sikre, at der ikke sker uheld i forbindelse med processen.
De kemiske processer skal foregå på en måde der forbygger uheld og udslip.

I forbindelse med opløsning af cellulose, med NMO i forhold til NaOH/CS2, er det for eksempel pkt 1, der imødekommer, idet der er bedre basis for at generere mindre affald (spildevand) med produktion i lukket system. Og pkt 5, idet der benyttes mindre farlige kemiske opløsningsmidler (solventer).

Superwash (“anti-felt”) behandling af uld

26. February, 2017 by Birgit Bonefeld

Uld kradser. Eller retter; NOGET uld kradser. Der er nemlig stor forskel på forskellige typer ulds tilbøjelighed til “at kradse”. Dertil komme at uld kan behandles, under forædlingen af rå uld til tekstilfiber, så ulden ikke længere kradser helt så meget. Denne type behandles kendes som superwash behandling eller anti-felt behandling. Når ulden efter-behandles på denne måde, bevirker det nemlig både at den kradser mindre, men også at den bedre tåler maskinvask, uden at krympe.

Grunden til at uld krymper ved vask, og kradser, skyldes den fysiske opbygning af uld-fiberen. Overfladen er særdeles ru, da den er opbygget med en skæl-struktur, der mindre hvordan tagsten lægges.

På billedet herover ses forskellige tekstile fibre i forstørrelse (ved hjælp af skanning elektron mikroskopi). Der ses tydelig “skæl-struktur” for de forskellige uld-typer, corse (grov), fine, alpaca, cashmere, og denne skælstruktur er især påfaldende for uld-fibrene, når man sammenligner med de andre fiber-typer; silke, linen (hør), cotton (bomuld) og polyester.

Det ses også at der er forskel på størrelsen af skællene på de forskellige uld-fibre, og at fibrene har forskellig tykkelse. Skællene er dem, der bevirker at det kan opleves at uld “kradser”, og at uld krymper ved vask; skællene virker simpelthen som modhager, så fibrene filter sammen.

Derfor, når man forsøger at modvirke at uld kradser og krymper, arbejder man ud fra princippet for at få formindsket skællene. Dette kan gøres på forskellige måder;

formindske skællene ved at nedbryde dem, kemisk eller enzymatisk.
“coate” fiber-overfladen, så der lægges en tynd hinde hen overskæl-strukturen.

Kemisk formindskelse af skællene har typisk været udført med klor eller basisk væske. Begge behandlinger kendes som værende ganske miljøbelastende, især hvis der ikke er ordnede forhold for spildevands-rensning. Den enzymatiske formindskelse af uldens skæl kendes som for eksempel bio-poolishing, og betragtes som værende mere miljøvenlig. Her benyttes enzymer fra for eksempel Novozymes, til at nedbryde spidserne på skællene, så de ikke er så skarpe længere.

Coating af uld-fibre, hvor der lægges en tynd hinde rundt om hver enkelt uld-fiber, kan benyttes sig af forskellige polymere til at coat’e fibrene.

Dilling, dansk producent af økologisk undertøj, har lavet en fin, pædagogisk grafisk fremstilling af princippet for de forskellige behandlinger af uld-fibrene.

Coat’ede uldfibre opleves typisk som værende blødere end kemisk og/eller enzymatisk behandlede fibre, da modhagerne er helt dækkede. Til gengæld mistes også nogle af ulds andre gode egenskaber, nemlig evnen til at binde fugt og modvirke sved-lugt. -Og, der er en tilbøjelighed til at coatingen/hinden vaskes af, med tiden, så man kan opleve at ens yndlings-uldtrøje lige pludselig krymper ved vask, efter at være blevet vasket uden problemer masser af gange…

I forhold til coating af uld-fibrene, sker der spændende teknologiske landvindinger; Schoeller-gruppen vandt således i 2013 Outdoor Industry Award 2013 GOLD prisen for deres chlorine-free EXP 4.0 machine-washable treatment.

Princippet for Schoellers EXP-metode illustreres i denne figur:

I stedet for at overtrække hele fiberen med en vand-holding hinde, “beklædes” kun de steder på uldfiberen hvor modhagerne/skællene er. Det beskrives på Schoellers webside at der benyttes ecological polymer i micro patches. Af deres webside fremgår det at EXP is the first wool finishing process in the world to meet the strict criteria of the “bluesign^®” and “Global Organic Textile (G.O.T.S)” standards, and it also conforms with the “Öko-Tex standard”.

Lapning, stopning og reparering af tøj

1. October, 20161. October, 2016 by Birgit Bonefeld

Da jeg fornylig var i østrigske Dornbirn, var jeg forbi denne super interessante (for mig ihvertfald;-)) tema-udstilling på deres lokale “Stadtmuseum”:

Lappe, stoppe og reparere. -en udstilling om spændfeltet af tekstiler; strategier mellem sparsommelighed, ressource-besparelse og kreativt do-it-yourselv.

Udstillingens emne er top aktuelt og relevant, i forhold til min interesse for miljømæssig bæredygtighed og tekstil. -Hvor mennesker tidligere reparerede/lappede/stoppede fordi man ikke havde råd til andet, sker det vel mere, nu om stunder, af kreative, terapeutiske og rekreative grunde. Men, hvor ville det være forfriskende og bæredygtigt, om vi fremover også begynder at reparere vort tøj, fordi vi ønsker at begrænse behovet for ny-produktion af tekstiler, og for at sende et signal til verden om kreativitet og miljømæssig ansvarlighed. – altså af idealistiske grunde.

Udstillingen er en del af en svært interessant tendens i tiden, hvor hele repair-tilgangen er i spil. Således har de store first-mover firmaer som Patagonia og Levi’s (og andre) en bevidst kommunikations-strategi omkring forlængelse af tøjs levetid, hvor der tilbydes repair-kits, opretter repair-workshops, -pop up shops eller “egentlige” -shops, og hvor beklædning, der viser en historie, hyldes. Svenske, miljøansvarlige Nudie kører fast “user-stories” for brugte nudie-jeans på deres blog, og jeans feinsmecker websiden Heddels har gennem længere tid haft et fast tema hvor dagens “fade-of-the-day” med personligt slidte jeans vises.

Også fra mere statslig hold er der fokus på at få tøj og ting til at leve længere; således var der for nylig en nyhedsfeed omhandlende skatte-nedsættelse på reparations-arbejde i sverige, og en britisk nyhed beskrev at det er blevet umoderne at shoppe.

Altså; en særdeles interessant tendens i tiden; at reparere af idealistiske grunde, frem for at nød. -Det bliver virkelig spændende at se om tendensen blot er en døgnflue eller en mere varig holdnings-ændring. Uanset hvad, så springer jeg på:-) Jeg lapper glad og gerne folks bukser, hvis man kommer forbi med dem!

Design-strategier med fokus på miljømæssig bæredygtighed

5. October, 201618. May, 2016 by Birgit Bonefeld

Når beklædning designes kan et utal af strategier anvendes. Fokus på bæredygtighed er een af dem. Men bæredygtighed er et VIDT begreb, så her følger nogle overvejelser og begreber, der bør kunne muliggøre en øget bevidsthed i forhold til hvilken slags bæredygtighed, man arbejder med. I mit eget virke er jeg funderet i den 3-delte bæredygtigheds forståelse, præsenteret af Gro Harlem Brundtlands 97-rapport, og jeg arbejder hovedsaglig med den miljømæssige bæredygtighed.

I og med jeg har valgt at beskæftige mig med miljøbelastningen ved vort forbrug af tekstil og beklædning, har jeg samtidig implicit fravalgt at fokusere på “de sociale” og “økonomiske” aspekter. Dermed ikke sagt at disse aspekter ikke er vigtige, for det er de! Hvis disse aspekter ikke inddrages i vore menneskelige aktiviteter, er disse netop ikke bæredygtigt. Men med min skoling, mine erhvervede kompetencer, mine personlige egenskaber og min interesse, er det de miljømæssige aspekter af bæredygtighed, det er meningsfuldt at jeg arbejder med.

Min tilgang er, så vidt det er mig mulig, evidens-baseret, altså funderet i systematiske undersøgelser af problem-stillinger. Tillige orienterer jeg mig i forhold til LCA-metodikken, hvor miljøbelastningen for de enkelte livs-faser ses i forhold til den samlede miljøbelastning i hele livs-forløbet. Jeg kalder denne arbejdsmetode LC-guided design (“Life Cycle-guided design”). Bagvedliggende information er fx undersøgelser som den europæiske IMPRO textiles (Undersøgelse/rapporter), hvor miljøbelastningen af europæernes tøj/husholdningstekstil-forbrug vurderes (beskrevet i tidligere blog-indlæg).

Indenfor LifeCycle-guided design, arbejder jeg med følgende strategier, i forhold til at kunne formulere hvorledes der arbejdes med miljømæssig bæredygtighed i design-fasen.

MSI-guided design (“Material Sustainability Index” guided design)

UP-guided design (“User-phase” guided design)

AL-guided design (“After-Life” guided design)

VMR-guided design (“Virgin Materiale Reduction” guided design)

Læs mere om de enkelte strategier herunder:

MSI-guided design (“Material sustainability index” guided design)

MSI-guided design er en design-strategi hvor der arbejdes med de miljømæssige bæredygtigheds-aspekter via bevidsthed omkring materiale-valg. Materialet vælges ud fra information vedrørende den miljøbelastningen der finder sted i tilvejebringelse og forædling af råmateriale til fiber. Og denne vurderet er funderet i LCA-metodologi.

MSI databasen er et fantastisk redskab i forhold til MSI-guided design; I MSI databasen pointsættes den miljømæssige bæredygtighed på en skala fra 0-50. Arbejder man ud fra en MSI-guided design strategi, kan materialevalget begrundes i så lav en miljøbelastning i produktionsfasen, som mulig, ved at vælge materiale med så høj en MSI-score som mulig.

Vurderes MSI-guided design i forhold til LC-guided design, fokuseres der altså “kun” på miljøbelastningen ved fremstilling af det tekstile materiale. Miljøbelastningen fra det øvrige livsfaser (fx brugsfasen, transport, og after-life fasen) er således ikke i centrum. Funderet i LC-guided design strategien (miljøbelastningen gennem hele livsforløbet), er det særdeles relevant at benytte MSI-guided design-strategi; I følge IMPRO Textiles undersøgelse, ligger hen ved halvdelen af et vort tøjforbrugs miljøbelastningen i de processer der finder sted i produktionsfasen, som det ses af nedenstående figur, hentet fra IMPRO-textiles rapporten).

***

UP-guided design (“User-phase” guided design):

UP-guided design design-strategien fokuserer på den miljøbelastning der finder sted i produktets/design-løsningens brugsfase. Som det ses af IMPRO Textiles opgørelsen, sker den næststørste miljøbelastning i netop brugs-fasen, efter produktionsfasen. Den store miljøbelastning i denne fase skyldes energiforbruget til vask, pleje og vedligeholdelse af vor beklædning; forbrug af vand, sæbe, skyllemiddel, elektricitet ved vask, elektricitet ved tørretumblertørring, elektricitet ved strygning etc. Ved at arbejde ud fra UP-guided design kan der fokuseres på at reducere behovet for vask, behovet for vask ved høje temperaturer og behov for strygning.

***

AL-guided design (“After-Life” guided design):

AL-guided design design-strategien orienterer sig i forhold til den miljøbelastning et produkt/design-løsning har EFTER at det har udtjent sin funktion. I IMPRO Textiles rapporten er miljøbelastningen ved denne fase bedømt til at være særdeles meget mindre end de 2 andre høj-belastendefaser, brugsfase og produktionsfasen. Ud fra en intention om at designe/agere mest mulig miljømæssigt, er det altså ikke, med rod i IMPRO Textiles rapporten, i after-life fase, der skal optimeres…! Jeg sætter udråbstegne efter denne sætning, da den virker som ikke-intuitiv; de fleste af os ville have en intuitiv opfattelse at det er særdeles miljøbelastende at skaffe os af med vort affald, i dette tilfælde vort tøj. Vi har alle set billeder af grimme lossepladser og hjerteskærende dyre-skæbner. -Men, i forhold til miljøbelastningen af vort tøjforbrug i de øvrige livsfaser, er miljøbelastningen i afskaffelses-fasen ganske begrænset.

At det alligevel er så miljømæssigt meningsfuldt at beskæftige sig med AL-fasen, skyldes at der ved at øge andelen af genbrug og genanvendelse, er der mulighed for at mindske miljøbelastningen ved ny-fremstilling af materialer, og derved potentielt muligt at reducere miljøbelastningen i produktions-fasen. I IMPRO Textiles rapporteres at hele 80% af vort tøj/tekstil kasseres, når det er udtjent for os. Blot 2% af vor udtjente tøj genbruges på vore egne bredde-grader. Ud fra en antagelse om at når dette tøj genbruges, begrænses ny-produktion af tilsvarende tøj, er der altså et kæmpe miljømæssigt potentiale i at øge andelen af tøj, der genbruges.

***

VMR-guided design (“Virgin Materiale Reduction” guided design):

VMR-guided design deisgn-strategien tilstræber at begrænse behovet for nyproduktion af virgine materialer, altså materialer, der dyrkes/forædles med henblik på produktion. Virgine materialer modsvares af genanvendte materialer, der har haft et “liv” inden det benyttes til, igen, til at danne bases for produkter.

***

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this: