om spændfeltet mellem tekstile materialer, bæredygtighed og bio(tekno)logi
Birgit Bonefeld I maj deltager jeg ved den internationale konference “Bio-based Materials” i Köln, Tyskland. Programmet ser super spændende ud, og emnemæssigt passer det genialt i forhold til det projekt-forløb som jeg aktuelt varetager, om biobaseret plast, for Materiale ingeniørene ved VIA Design.
-jeg glæder mig som et lille barn:-)
Der er riiiimelig meget bastfiber omkring mig, i tiden:-) I alle mulige tilstande, blandinger og kvaliteter. -og det er så fedt:-)
På billedet ses nogle af de lækre metervarer med ramie, som jeg just har fået hjem. De ligger oven på en giga fibermåtte af dansk-dyrket hamp. Til venstre for rullen ses hele, tørrede danske hampe-stængler , mens det “neg” der står til venstre for fibermåtte-rullen, består af 1 meter lange danske hampe-stængler. Disse stængler er høstet efter at toppene, med hampe-frø, er blevet høstet. Foran fibermåtterullen ligger noget kinesisk grøn-dekortikeret hamp.
Bastfibre er stængelfibre. Eksempler på bast/stængel-fibre er hør, hamp, ramie, jute, sisal, nælde og jute. Til sammenligning er bomuld en frøfiber. Både stængel- og frøfibre består af cellulose, og er altså placeret øverst til ventre (klokken 1-2 sykker) i fiberklassificerings-hjulet (nedenfor eller her).
Bastfibre er ret interessante, af mange forskellige grunde; som tekstilfiber er de ret lækre, og kan formentlig erstatte bomuldsfibre i mange sammenhænge. Den miljømæssige pointe er at dyrkning af bast-fiber afgrøder som udgangspunkt er mere miljøvenlig og udbytterig end dyrkning af bomuld. Tager jeg biotek-nørd brillerne på, er bastfibrene også super spændende; Traditionelt er bastfibre blevet forædlet til tekstilfibre ved forskellige ofte ret miljø-belastende rødnings-processer, kombineret med kemiske og mekanisk behandling. I tiden arbejdes der ganske meget med at udvikle og implementere enzymatiske, bioteknologiske forædlings-metoder, der har potentiale for at gøre forædlingen af bastfibrene mere miljøvenlig, billigere og mere kontrollérbar. Potentialet er at bast-fibre, der forædles enzymatisk, bliver blødere og stærkere, og formentlig også lysere, så behov for efter-blegning af fibrene kan undgåes.
Som metervare minder ramie om hør og hamp; lækker komfort i forhold til fugt-absorption ikke-isolering om sommeren, behagelig mod huden. Og, ret stor tilbøjelighed til at krølle og miste faconen, hvis ikke der er taget godt hensyn til dette ved valg af model, som stoffet benyttes til.
I forhold til hamp er ramie ret sjov fordi et af de helt indledende trin, decortikeringen hvor fibrene adskilles fra den indre træ-agtige stængel-kerne, kan gøres ved at fibrene skrælles af.
Ramie er en nælde-plante, altså i familie med vores egen brændenælde. Ramie dyrkes hovedsagelig i asien, som det kan ses af dette dyrknings-kort fra wikivisually.
På billedet herunder ses forskellige stof-kvaliteter helt eller delvist af ramie: De oprullede kvaliteter er ramie/tencel/elastan-blanding. De ikke-oprullede stoffer foran er jersey af 100% ramie. Det bliver virkelig interessant at komme igang med at teste stofferne, og at komme igang med at arbejde med hvordan de arter sig, når der syes tøj af dem. -stay tuned:-)
Uld kradser. Eller retter; NOGET uld kradser. Der er nemlig stor forskel på forskellige typer ulds tilbøjelighed til “at kradse”. Dertil komme at uld kan behandles, under forædlingen af rå uld til tekstilfiber, så ulden ikke længere kradser helt så meget. Denne type behandles kendes som superwash behandling eller anti-felt behandling. Når ulden efter-behandles på denne måde, bevirker det nemlig både at den kradser mindre, men også at den bedre tåler maskinvask, uden at krympe.
Grunden til at uld krymper ved vask, og kradser, skyldes den fysiske opbygning af uld-fiberen. Overfladen er særdeles ru, da den er opbygget med en skæl-struktur, der mindre hvordan tagsten lægges.
På billedet herover ses forskellige tekstile fibre i forstørrelse (ved hjælp af skanning elektron mikroskopi). Der ses tydelig “skæl-struktur” for de forskellige uld-typer, corse (grov), fine, alpaca, cashmere, og denne skælstruktur er især påfaldende for uld-fibrene, når man sammenligner med de andre fiber-typer; silke, linen (hør), cotton (bomuld) og polyester.
Det ses også at der er forskel på størrelsen af skællene på de forskellige uld-fibre, og at fibrene har forskellig tykkelse. Skællene er dem, der bevirker at det kan opleves at uld “kradser”, og at uld krymper ved vask; skællene virker simpelthen som modhager, så fibrene filter sammen.
Derfor, når man forsøger at modvirke at uld kradser og krymper, arbejder man ud fra princippet for at få formindsket skællene. Dette kan gøres på forskellige måder;
Kemisk formindskelse af skællene har typisk været udført med klor eller basisk væske. Begge behandlinger kendes som værende ganske miljøbelastende, især hvis der ikke er ordnede forhold for spildevands-rensning. Den enzymatiske formindskelse af uldens skæl kendes som for eksempel bio-poolishing, og betragtes som værende mere miljøvenlig. Her benyttes enzymer fra for eksempel Novozymes, til at nedbryde spidserne på skællene, så de ikke er så skarpe længere.
Coating af uld-fibre, hvor der lægges en tynd hinde rundt om hver enkelt uld-fiber, kan benyttes sig af forskellige polymere til at coat’e fibrene.
Dilling, dansk producent af økologisk undertøj, har lavet en fin, pædagogisk grafisk fremstilling af princippet for de forskellige behandlinger af uld-fibrene.
Coat’ede uldfibre opleves typisk som værende blødere end kemisk og/eller enzymatisk behandlede fibre, da modhagerne er helt dækkede. Til gengæld mistes også nogle af ulds andre gode egenskaber, nemlig evnen til at binde fugt og modvirke sved-lugt. -Og, der er en tilbøjelighed til at coatingen/hinden vaskes af, med tiden, så man kan opleve at ens yndlings-uldtrøje lige pludselig krymper ved vask, efter at være blevet vasket uden problemer masser af gange…
I forhold til coating af uld-fibrene, sker der spændende teknologiske landvindinger; Schoeller-gruppen vandt således i 2013 Outdoor Industry Award 2013 GOLD prisen for deres chlorine-free EXP 4.0 machine-washable treatment.
Princippet for Schoellers EXP-metode illustreres i denne figur:
I stedet for at overtrække hele fiberen med en vand-holding hinde, “beklædes” kun de steder på uldfiberen hvor modhagerne/skællene er. Det beskrives på Schoellers webside at der benyttes ecological polymer i micro patches. Af deres webside fremgår det at EXP is the first wool finishing process in the world to meet the strict criteria of the “bluesign®” and “Global Organic Textile (G.O.T.S)” standards, and it also conforms with the “Öko-Tex standard”.
En alt for stor andel af tekstile produkter ryger nu-om-stunder direkte på lossepladsen; en stor EU undersøgelse, IMPRO Textiles, har opgjort andelen til 80% (se tidligere blog-indlæg). Det er ganske kompliceret at komme afsted med at få genanvendt disse tekstile materialer, da de ofte består af alle mulige materialer, kemikalier og dippe-dutter (lynlåse, knapper, nitter, tryk, palietter…), forarbejdnings-faciliteter mangler og indsamlingen af tekstilerne kræver en velfungerende logistik, alt sammen aspekter der beskrives i en dansk rapport: “Tekstile genanvendelses-potentialer“.
-Men der sker noget! Og det går hurtigere og hurtigere med at få løst disse udfordringer:-) For eksempel er indsamling af aflagt tøj blevet sat i system af tyske I:CO, der kan findes i flere danske butikker. Og anvendelse af genanvendt tekstilt materiale i “nyt” tøj, bliver mere og mere udbredt. Eksempelvis kan nævnes det upcoming danske “Denim Project“, eller hollandske MUD jeans, der benytter jeans-stof af genanvendt bomulds-tøj. Når tekstil-fibre genanvendes ved mekaniske processer, altså hvor stoffet “rives” fra hinanden, og derefter bliver genspundet til tråd, bliver fibrene “slidt” og kortere, og kvaliteten bliver derfor mindre for hver genanvendelse-runde. En anden mulighed er derfor at “regenerere” det tekstile materiale, for eksempel cellulose fra bomulds-tøj, en process hvor materialet opløses kemisk og genfremstilles som fibre (tidligere indlæg). Det svenske Monocel-initiativ (omtalt her) har allerede sådanne genanvendet cellulose-tekstiler på markedet, og Østrigske Lenzing (der jo har årelang erfaring med at opløse og fremstille fibre af cellulose) har proklameret at de er godt på vej.
At genanvende tekstiler er selvfølgelig ikke nyt; men ofte har konsekvensen været en “værdi-forringelse”, hvor materialet er blevet “down-cycle’t”; tvist-kludene på auto-værkstedet er et udemærket eksempel. I dagens “ingeniøren” blev et dansk initiativ, Really, præsenteret, hvor der fremstilles plader af genanvendt tekstil:
Reallys første produkt er “en kompositplade (solid textile board) og en akustisk filt (acoustic textile felt). Begge lavet af bomuldsfibre fra kasserede uniformer og sengetøj, fraskær af uldstof fra Reallys partner, tekstildesignvirksomheden Kvadrats, underleverandører og en plastbinder.
»Filten har vildt gode akustiske egenskaber. Niveauet er lige så højt som med sten- og glasuld. Men vi ville gerne lave et produkt, som er så æstetisk flot, at det ikke skal pakkes væk. Det synes vi, er lykkedes med denne filt,« fortæller Morten Gyldendal Melberg”.
For de kreativt og nysgerrigt anlagte; praktisk workshop med miljø-faglige indlæg, tirsdag d. 15.11 ved Tekstilværkstedet ved Godsbanen i Aarhus. Jeg glæder mig!
Læs om tidens tendens om livsforlængende behandling af vort tøj i dette tidligere indlæg.
Da jeg fornylig var i østrigske Dornbirn, var jeg forbi denne super interessante (for mig ihvertfald;-)) tema-udstilling på deres lokale “Stadtmuseum”:
Udstillingens emne er top aktuelt og relevant, i forhold til min interesse for miljømæssig bæredygtighed og tekstil. -Hvor mennesker tidligere reparerede/lappede/stoppede fordi man ikke havde råd til andet, sker det vel mere, nu om stunder, af kreative, terapeutiske og rekreative grunde. Men, hvor ville det være forfriskende og bæredygtigt, om vi fremover også begynder at reparere vort tøj, fordi vi ønsker at begrænse behovet for ny-produktion af tekstiler, og for at sende et signal til verden om kreativitet og miljømæssig ansvarlighed. – altså af idealistiske grunde.
Udstillingen er en del af en svært interessant tendens i tiden, hvor hele repair-tilgangen er i spil. Således har de store first-mover firmaer som Patagonia og Levi’s (og andre) en bevidst kommunikations-strategi omkring forlængelse af tøjs levetid, hvor der tilbydes repair-kits, opretter repair-workshops, -pop up shops eller “egentlige” -shops, og hvor beklædning, der viser en historie, hyldes. Svenske, miljøansvarlige Nudie kører fast “user-stories” for brugte nudie-jeans på deres blog, og jeans feinsmecker websiden Heddels har gennem længere tid haft et fast tema hvor dagens “fade-of-the-day” med personligt slidte jeans vises.
Også fra mere statslig hold er der fokus på at få tøj og ting til at leve længere; således var der for nylig en nyhedsfeed omhandlende skatte-nedsættelse på reparations-arbejde i sverige, og en britisk nyhed beskrev at det er blevet umoderne at shoppe.
Altså; en særdeles interessant tendens i tiden; at reparere af idealistiske grunde, frem for at nød. -Det bliver virkelig spændende at se om tendensen blot er en døgnflue eller en mere varig holdnings-ændring. Uanset hvad, så springer jeg på:-) Jeg lapper glad og gerne folks bukser, hvis man kommer forbi med dem!
YES! Mit “teilnehmer-karte” til årets Dornbirn-MFC konference er ankommet.
2 dages konference for og med den europæiske tekstilfremstillings-branche, i den lille by, Dornbirn, i Østrig.
Dornbirn-MFC betyder noget helt specielt for mig. Det er massiv input af viden og information, af den slags jeg arbejder med. -Og der er særdeles gode muligheder for at sondere, lære og netværke. Det er super relevant i forhold til mit arbejde med fremstilling af tekstil fra biopolymer biprodukt materialer, og i forhold til min undervisning i “textile materials” for VIA-Design materiale ingeniørene.
I år bliver det 4. gang jeg er med. Første gang var tilbage i 2012, og det var ved den anledning at jeg første gang hørte om Sustainable Apparel Coalition og Higg Index’et, som Ryan Young præsenterede. Det var en åbenbaring for mig, der er kommet til at præge meget af mit videre arbejde omkring viden-baseret bæredygtigheds-vurdering af tekstil produktion.
Årets program kan ses her.
De overordnede emner i år er
Jeg glæder mig!
Igen i år afvikles Grønt Byliv arrangement, i Mejlgade (Aarhus). Der kommer til at være ‘gang i gaden’, og der er lagt op til at hav af interessante aktiviteter. Kom glad:-)
Grønt Byliv er et årligt tilbagevendende arrangement med fokus på helhedstænkende bæredygtighed, arrangeret af NGO´en Mejlgade Lab, som finder sted i Mejlgade og det omkringliggende Latinerkvarter.
Formålet med dagen er at inspirere områdets beboere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og gæster til at leve et mere bæredygtigt og miljøvenligt liv i byen. Arrangementet bestræber sig også på at i talesætte, ønsket handling, ifht. en grøn kvarter-omstilling, der vil være med til at forbedre livskvaliteten for de mennesker, der bor i området.
****
Er fremtidens stof grønt? Kl. 17.00 – 17.30, ved Vinylrock Caféen i Mejlgade
“I oplæget vil Birgit fortælle om hvordan miljøet påvirkes af vort forbrug af tøj og tekstiler, og hvad skal der til for at få en grønnere garderobe. Hun vil også fortælle om forskellen på tekstile materialer som bomuld, uld og polyester, og vil præsentere nogle af de nye og innovative materialer, der måske bliver fremtidens grønne stof…?“
For noget tid siden skrev jeg om “the green hub” i Tirupur regionen i Indien. For nylig faldt jeg så over en interessant artikel, der beskriver en ny tekstil-farvnings metode, der er udsprunget af Tirupurs skrappe og ambitiøse “zero liquid dischange” miljø-krav.
Artiklen bekriver hvorledes bomuld (og dermed formentlig også andre cellulose fibre, som bomuld, viskose/modal/lyocel, hamp og hør), kan udføres med markant mindre brug af salte, og især; hvordan det undgåes at have store mængder rest-farve i spildevandet/farve-badet, efter at tekstil-farvningen er gennemført (rent teknisk; opnå en højere udtrækningsprocent)
Udfordringen er at både cellulose og farvestoffer (typisk) er negativt ladede. Tricket i denne metode er derfor at cellulosen først modificeres (“kationiseres”), så der opnåes positive bindingssteder, som negativt ladet farvestof ikke frastødes af. I studiet demonstreres hvorledes forskellige negativt ladede reaktive farvestoffer binde kovalent til de positivt ladede grupper på den modificerede cellulose. Derved opnåes den nævnte høje udtrækning; at en stor procentdel af farvestoffet bindes til cellulose, fremfor at blive i farve-vandet, og ultimativt blive udledt som spildevand.
Artiklen Salt-free reactive dyeing of cotton hosiery fabrics by exhaust application of cationic agent, opsummerer følgende i artiklens highlights:
Forfatterne beskriver at i “denne undersøgelse, blev kationisering af bomuldsstof udført med varierende koncentration af kationiske agent fra 20 til 60 g/L med det mål at opnå 100% udnyttelse af farvestof og fiksering, under salt-fri reaktive farvnings proces. Alle de farvestoffer, der blev benyttet i undersøgelsen viste fremragende farvestof udtrækning, fiksering og farve styrke egenskaber på bomuldsstoffer“.
Figuren viser farve-væsken, efter farvning ved hjælp af henholdsvis konventionel og salt-fri farve proces med reaktions-farvestoffer.
Det kationiserede cellulose ser således ud:
Farvestoffet kan binde til den positivt ladede N, via den reaktive del af farvestoffet, som det ses her:
